‘Rockhistorier’: Da Paul McCartney fik vinger

Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

‘Rockhistorier’: Da Paul McCartney fik vinger

Efter Paul McCartney forlod The Beatles i 1970, kæmpede han en hård kamp for at genvinde sin status. Efter at have slået nogle kunstneriske skæverter blev han med gruppen Wings en helt afsindig hitmaskine og en af årtiets største koncertattraktioner

Musik En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Da Paul McCartney den 10. april 1970 udsendte sin første soloplade – blot kaldet McCartney – medfulgte der i pressematerialet et udskrevet interview, hvor han udtalte, at han holdt en pause fra The Beatles, og ikke kunne forestille sig, at han og John Lennon nogensinde ville skrive sange sammen igen. Det tolkedes som opløsningen af The Beatles, hvad der udløste et ramaskrig, og med ét blev den før så elskede beatle en af klodens mest hadede mænd. Hans lavmælte debutplade blev slagtet af pressen, selvom den senere er blevet rehabiliteret som et tidligt og vellykket eksempel på lo-fi.

Det hører med til historien, at John Lennon allerede i september 1969 havde fortalt de andre tre, at han ville forlade orkesteret, efter premieren på filmen Let It Be. Men i 1970 fremstod Paul som the bad guy i folks øjne, og det tog ham mange år at genvinde publikums yndest og ikke mindst pressens goodwill.

McCartney tog sig gevaldigt sammen med efterfølgeren, mesterværket Ram, akkrediteret til Paul & Linda McCartney. Den fik dog også med grovfilen af kritikerne, men med årene har den antaget karakter af et karrierehøjdepunkt. Det samme kan ikke siges om Wild Life (1971) den første med Pauls nye gruppe Wings. Indspillet på bare syv dage led den af grel mangel på gode sange. Lidt bedre gik det med efterfølgeren Red Rose Speedway (1973), der indeholdt det sukkersøde monsterhit ”My Love”. Imens gik Wings stille og roligt hen og blev en af tidens store koncertattraktioner.

Da Paul og Linda sammen med den trofaste guitarist Denny Laine i 1973 drog til Lagos i Nigeria for at indspille Band on the Run var det uden trommeslager og leadguitarist – de kvittede Wings ugen før. For at føje spot til skade fik McCartney stjålet en taske med demoer og tekster. Trods dette skabte de tre en af 1970ernes mest elskede og populære lp’er, der gav McCartney kunstnerisk oprejsning. Med den medvind i ryggen tilføjedes nye medlemmer til bandet, der indspillede det lige så vellykkede Venus and Mars (1975) og det kunstnerisk problematiske, men kommercielt megasuccesfulde At The Speed of Sound (1976). Wings peakede karrieremæssigt i ’76 med den tredobbelte live-lp, Wings Over America.

Wings viste sig dog som et svingdørsorkester, hvor medlemmer kom og gik, så på den afdæmpede London Town (1978) var bandet atter reduceret til en trio. McCartney samlede for sidste gang en ny udgave af Wings, som i 1979 indspillede hvad der skulle blive gruppens svanesang, det new wave-inspirerede Back to the Egg. En Englandsturné samme år blev afslutningen på både Wings og et produktivt og turbulent årti for den mest succesfulde beatle.

Støt Rockhistorier

Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.

Det betyder, at du får adgang til:

  • En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
  • Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
  • Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
  • Adgang til eksklusive events.

Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.

Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.

Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte ‘Rockhistorier’.

Playlisten:

Paul McCartney: “Every Night” (McCartney, 1970)

Paul McCartney “Junk” (McCartney, 1970)

Paul & Linda McCartney: “Another Day” (Single, 1970)

Paul & Linda McCartney: “Too Many People” (Ram, 1971)

Paul & Linda McCartney: “Uncle Albert/Admiral Halsey” (Ram, 1971)

“Dear Friend” (Wild Life, 1971) “Hi, Hi, Hi” (Single, 1972)

Paul McCartney & Wings: “Live and Let Die” (Single, 1973. Fra filmen Live and Let Die)

Paul McCartney & Wings: “Little Lamb Dragonfly” (Red Rose Speedway. 1973)

Paul McCartney & Wings: “Band on the Run” (Band on the Run, 1973)

Paul McCartney & Wings: “Bluebird” (Band on the Run, 1973)

“Venus and Mars/Rockshow – Album version” (Venus and Mars, 1975)

“Spirits of Ancient Egypt” (Venus and Mars, 1975)

“The Note You Never Wrote” (Wings at the Speed of Sound, 1976)

“Letting Go – Live” (Wings Over America, 1976)

“Cafe on the Left Bank” (London Town, 1978)

“Deliver Your Children” (London Town, 1978)

“Daytime Nighttime Suffering” (B-side til “Goodnight Tonight”, 1979)

“Arrow Through Me” (Back to the Egg, 1979)

Find mere om
Footer graphics