Mens andre pladeselskaber er som supermarkeder, er Island Records en delikatesseforretning. Sådan ser stifteren Chris Blackwell selv på sit selskab, og ’Rockhistoriers’ to værter er tilbøjelige til at give ham ret.
Selskabet har 63 år på bagen. Det blev etableret på Jamaica af Chris Blackwell i 1959, og en af pladeskabets helt store ’claims of fame’ er, at det fik reggaen ud i verden.
Hele musikrejsen startede med, at en seerske spåede Blackwell til at gøre karriere i musikbranchen. Han starter herefter med at eksportere jamaicansk musik til London, hvor han sælger musik fra sit bagagerum i jamaicanske bydele.
Blackwell får for alvor hul igennem, da han i 1964 i samarbejde med den jamaicanske sangerinde Millie Small indspiller nummeret ’My Boy Lollipop’, der kun varer i 1 minut og 67 sekunder.
”Den skal ikke være så lang, at folk blive trætte af hende, men til gengæld er det sådan en sang, at hvis den først sidder fast derinde. Så kan den kun fjernes med et kirurgisk indgreb,” fortæller Klaus Lynggaard.
Nummeret ender med at sælge syv millioner eksemplarer, og det allerførste ’blue beat’-nummer, der bliver et hit på verdensplan.
Aldrig ude efter hurtige penge
For Chris Blackwell var det i høj kurs, at Island Records skabte trends i stedet for at ride på igangværende trends.
”Kunstnerisk set er Island Records et vanvittigt højt niveau i alle de år, han drev det. Det var meget sjældent, at de var ude på at score hurtige penge,” konkluderer værterne.
Island Records var et selskab, der foregik på kunstnernes præmisser, hvor de fik rig mulighed for at vokse. Samtidig lå der ikke et pres på hitsingler i første hug. Men det betød også, at Island Records tit mistede deres kunstnere til større selskaber, når de først havde etableret dem. Island Records kunne rent økonomisk ikke matche, hvad de store selskaber kunne tilbyde.
Men der er altså også kunstnere, der bliver på Island Records. Bob Marley og U2 blev eksempelvis på Island Records på trods af, at de kunne få bedre økonomiske aftaler hos andre selskaber. Det valgte de simpelthen, fordi de blev behandlet godt.
Chris Blackwell sælger Island Records i 1989, og det er stadig et aktivt selskab den dag i dag.
Spilleliste
Millie Small: “My Boy Lollipop” (1964)
The Spencer Davis Group: “Gimme Some Lovin’” (1966)
Traffic: “Paper Sun” (1967)
Fairport Convention: “Meet on the Ledge” (1968)
Free: “I’m a Mover”: (1968)
Jethro Tull: “Living in the Past” (1969)
Nick Drake: “Cello Song” (1969)
King Crimson: “21th Century Schizoid Man” (1969)
John Martyn: “Bless the Weather” (1971)
Jimmy Cliff: “The Harder They Come” (1972; fra filmen af samme navn)
Roxy Music: “Re-Make/Re-Model” (1972)
The Wailers: “Stir It Up” (1973)
Sparks: “Amateur Hour” (1974)
Brian Eno: “Everything Merges with the Night” (1975)
The B-52’s: “Rock Lobster” (1979)
Linton Kwesi Johnson: “Want Fi Goh Rave” (1979)
Marianne Faithfull: “Guilt” (1979)
Grace Jones: “Warm Leatherette” (1980)
U2: “I Will Follow” (1980)
Tom Waits: “Shore Leave” (1983)
Støt ‘Rockhistorier’
De bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.
Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.
Det betyder, at du får adgang til:
- En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
- Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
- Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
- Adgang til eksklusive events.
Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.
Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.
Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte ‘Rockhistorier’.
