Pelle Peter Jencel er, som han selv beskriver det, født ind i en grå og trist virkelighed i Allinge på Bornholm, som på daværende tidspunkt var en ø langt fra gourmet-turister og festlige folkemøder. Med to kreative hippie-forældre, som levede fra hånd til mund, og da Pelle Peter hverken var god til sport eller havde råd til det rigtige mærketøj, var han i ungdomsårene lidt af en outsider.
“Jeg endte rent socialt lidt i udkanten af min klasse, og det var først i gymnasiet, at jeg følte mig accepteret,” siger Pelle Peter Jencel, hvis interesse lå i musikken.
Pelles store kunstneriske nysgerrighed, som han havde fået med hjemmefra, gav dog pote i de senere teenageår, hvor musik blev cool. Han greb enhver chance for at ‘have det showbizz’, som han siger og engagerede sig i festivaler, blev musikskribent på Bornholms Tidende og begyndte at arrangere fester.
“Jeg prøvede at skabe nogle erfaringer, og jeg var ikke at blive bange for at få et nej, eller at noget gik galt, men mere bare sige ‘nu gør vi det’, det tror jeg har været mit største talent.”
Ting skete af sig selv
Da Pelle Peter Jencel fyldte 19 år, flyttede han til København for at forfølge sin drøm om at etablere sig i den danske musikbranche.
Efter to forsøg og en tour rundt i Tyskland med bandet The Floor Is Made of Lava kom han med nød og næppe ind på sit drømmestudie, Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium, og i 2010 begyndte han i praktik hos Danmarks Radio.
“Det går op for mig på studiet, at jeg ikke har forstået, hvad et hit er, og P3 var ligesom dem, der definerede hits.”
På P3 kom han hurtigt ind i varmen. Det blev til radiosucceserne ‘Bas’ på P6 Beat, ‘Sovsen’ på P3 og ‘Lågsus’ med Nicholas Kawamura.
“Mange af de her ting skete lidt af sig selv. Der var aldrig en plan om, at jeg skulle kunne leve af det her. Det var mere: ‘Jeg vil gerne arbejde med musik, hvad kan det blive til?’ Og det er meget fortællingen om, hvor jeg er i dag,” forklarer radioværten, som stadigvæk arbejder på DR.
Det positive fokus i livet
Hvis du fortalte Pelle Peter Jencel som barn, at han i dag ville være en kendt radiovært, ville det være rimeligt svært for ham at tro på.
“Jeg er et produkt af, at jeg har stået i et hus uden strøm, og uden noget af det, jeg får mulighed for at lave i dag nogensinde lå i kortene for mig. Hvis jeg tog tilbage til den dreng og fortalte, at alt det her kommer til at ske, så ville min hjerne eksplodere.”
Af den grund bestræber Pelle Peter Jencel sig på at se på det gode i livet i alle sammenhænge. Det gjorde han også, da hans forældre tidligere på året gik bort med kort mellemrum.
“For mig har det været en rejse gennem minder, og for enden af den rejse har jeg stået og været super taknemlig. Tænk, at jeg havde dem som forældre – det er jo én til én årsagen til, at jeg i dag har et rigtig godt liv,” siger Pelle Peter Jencel.