Det lille lokale er en blanding af mormor-lamper, mønstrede gulvtæpper, musikinstrumenter og sølvfarvede mikrofoner. Det er et musikstudie på Amager, og det her den 24-årige sanger Maximilian komponerer sine sange og jammer, til han rammer den helt rette stemning i musikken.
”Som musiker befinder du dig i små rum som dette i virkelig mange timer eller dage, man kan godt blive lidt skør. Jeg flyver rundt efter lidt for lang tid hernede,” siger Maximilian.
På kort tid har han fået millioner af streams på Spotify og haft stor succes med sange som ‘Beautiful Scars’ og ‘Ripples’, men selvom det går godt for den unge stjerne, så var virkeligheden en helt anden for få år siden. Nogle hårde teenage-år, hvor han røg joints for at dæmpe følelsen af at være usikker på alting og ofte følte sig alene med sine bekymringer.
“Jeg vil beskrive mig selv dengang som en smart type med Nike Air Max og Peak Performance-jakke. Min omgangskreds, og dem, jeg synes var de seje, var ikke de sundeste at hænge ud med. Hvis man gerne vil være i den populære omgangskreds, så gør man ting for at virke sej,” fortæller han.
Det gjorde det ikke bedre, at hans forældre blev skilt, han blev smidt ud af to folkeskoler og endte med hverken at gå i skole eller at have nogen form for hverdagsrutiner at stå op til.
”Det er ret usundt for en 13-årig ikke at have en stabil hverdag, og det endte med, at jeg gik på netcafé hver dag, jeg blev mere og mere depressiv. Jeg var virkelig langt ude,” siger Maximilian.
En dag inviterer hans far ham med til en koncert med bandet Pink Floyd, og det viser sig at være et markant vendepunkt, mens der bliver sunget “We don’t need no education” tændes en ild i den unge Maximilian. Efter koncerten fortæller han sin far om sine indre dæmoner, og få dage senere sidder han på en kristen efterskole og skal lære at pille sin egen ’tough guy’-facade ned.
”Mine forældre havde prøvet ikke at presse mig, men da jeg fortalte dem om mit misbrug, skulle der bare ske noget. Tre dag efter startede jeg på efterskole. Det var som at flytte til et andet land.”
Farvel til en persona
På efterskolen fik Maximilian værktøjer til at lægge behovet for at fremstå som ’den hårde type’ fra sig og fandt ud af, at det rent faktisk hjalp at tale om problemerne frem for at tie dem ihjel.
”Der går seks måneder, hvor jeg kører den der cool-rolle. Jeg har jo den forståelse, at hvis man ikke er ’tough guy’, er man ikke populær, men det var en helt anden gruppe af mennesker, som jeg mødte på efterskolen, og der var jo ingen, der synes, at sådan noget var sejt, det var ensomt.”
Maximilian oplevede, at han ofte havde mareridt, og en dag bad en lærer bad ham skrive dem ned. Det udviklede sig til, at han begyndte at notere sine tanker og følelser, som i sidste ende blev nogle af de første sange fra Maximilians hånd.
”Efter det begynder jeg at lægge facaden fra mig, og jeg gav simpelthen slip på det hele.”
I dag beskriver Maximilian sig som en person, som har følelserne uden på tøjet, og han er taknemlig for de ’blå mærker’ han fik i teenageårene.
”Hvis jeg ikke havde været en lorteunge, hvis jeg ikke havde siddet og haft det ad helvede til og været skæv hver dag, havde jeg ikke siddet her. Jeg har mange ar på sjælen, men jeg ville ikke være dem foruden,” siger Maximilian.
