På Heartbeats byder vi velkommen til de to præster Ane Øland Bækgaard og Jens B. Fogh, der i podcastserien ‘Vorherre bevares’ undersøger kristendommen anno 2021. Her bytter de to præster prædikestolen ud med en podcastmikrofon og undersøger de ellers klassiske katekismer som ‘mirakel’, ‘synd’ og ‘opstandelse’ på ny. For hvordan ser kristendommen egentlig ud i dag, og kan vi bruge den til noget?
I seriens første afsnit, ‘Jeg lever jo stadig’, tager vi et hovedspring ned i livets suppedas. Ane Øland Bækgaard bringer både mørke og lys i mørket til påskebordet, og Jens B. Fogh har en bibelfortælling eller to til at gøre os klogere på livet.
I hvert afsnit giver præsterne deres egne bud på livet. Budskaberne er dog ikke mejslet ind på stentavler, men mere skrevet i sand og vil derfor forsvinde, ligeså hurtigt som de opstod. Det gør dem dog ikke mindre vigtige eller smukke.
Dagens bud lyder:
- Jeg lever jo stadig
- Klage og jammer
- Mørkeræd
- Opstandelse
- Stenhjerte
- Skælde børn ud
- Hund på strand
- Mand med hund