Søren Ulrik Thomsen er kendt for sin intense storby- og firserpoesi, men han er heldigvis også en stor musikelsker.

I hans nye bog Store Kongensgade 23 myldrer det med referencer til mere eller mindre obskure rocknumre, og derfor har de to værter på podcasten Rockhistorier, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, inviteret koryfæet i studiet for at give sit bud på sine favoritter.

Her følger fem af favoritterne, men hvis du vil høre hele podcasten hvor Søren Ulrik Thomsens kommenterer sin 18 numre lange playliste, skal du lytte med på linket her

En ond måne

I ‘Store Kongensgade 23’ er der en scene, hvor Søren Ulrik Thomsen og teenagevennerne fra Stevns, sidder på et værelse og lytter til musik.

Det gjorde de ofte, og der blev spillet meget ”knallertrock” som Deep Purple og Black Sabbath, men det er alligevel nummeret ‘Bad Moon Rising’ af Creedence Clearwater Revival, som forfatteren har valgt som bagtæppe til scenen og det er der en særlig grund til.

“Det slog mig hvor fortabte, vi egentlig må have været. Jeg kan huske, at folks forældre havde kræft, nogle var alkoholikere, og andre var skilt. Derfor har jeg valgt, at teenagerne skulle høre ‘Bad Moon Rising’, fordi det er et ondt varsel, der stiger op”, forklarer forfatteren i podcasten.

Vulgær glamour

Et andet nummer, som har betydet noget for Søren Ulrik Thomsen er glamrock-klassikeren ‘Get It On’ med T. Rex. Et måske overraskende valg fra forfatteren, der debuterede i en tid, hvor punken og den sorte romantik buldrede frem.

”Dengang synes jeg nok, jeg var lidt for fin til det, men det viser sig jo, at det er blevet hængende. Jeg kan godt lide, at det er lidt vulgært og manieret, og at det handler om sex på sådan en profan måde,” forklarer han og tilføjer med et smil:

”Det var sådan noget noget, man hørte på Diskotek Revolution på Åboulevarden med lys i gulvet og lilla plys på væggene.”

Fra Dronningegården til stjernerne

Modsat ‘Get It On’ har Søren Ulrik Thomsen også taget musik med, som man måske godt kunne have gættet, var en del af digterens favoritter. Der er selvfølgelig tale om det store musikikon, David Bowie, og sangen ‘Starman’, som har en helt særlig plads i forfatterens hjerte.

”Første gang jeg hørte Starman var hjemme hos min skolekæreste Jane i Dronningegården, hvor hun havde det på kassettebånd, og vi hørte det igen og igen. På en skolerejse til London i 1973 gik vi ind i alle pladeforretningerne og sagde, at vi gerne lige ville høre den, selvom vi ikke havde råd til at købe pladen,” fortæller han.

Og David Bowie skal da også vise sig at få større betydning for Søren Ulrik Thomsen end blot at være bagtæppet til en skoleforelskelse.  

”Jeg elskede The Beatles, og jeg elskede, alt det, der kom før, men det her, det var identitetsmæssigt definerende,” siger han.

Computerfetichisme

Storbypoesien som Søren Ulrik Thomsen blev kendt for i firserne, var på mange måder et oprør mod 70’er generationens hippie-politiske, fællesskabsorienterede og naturforherligende poesi. I stedet kom det kunstige og storbyen i sig selv i centrum for ham og hans generation.

”Alt, hvad de dyrkede, havde noget med natur at gøre. Storbyen var dyster, det var et grimt sted, det var kapitalisme, undertrykkelse, og fremmedgørelse. Der var hessian på væggene, kokostæpper på gulvet, indianske uldhuer og brune ris,” husker han.

Et orkester, som formåede at fremkalde byen og den teknologiske udvikling med samme fylde og autonomi som firserdigterne var de tyske pionerer inden for elektronisk musik, Kraftwerk. I deres futuristiske lydbillede flød det nemlig over med referencer til diverse maskiner, computere og transportmidler.

”Kraftwerk fangede det om nogen med hele den her industrielle musik og feticheringen af computeren,” forklarer han.  

Fra identitet til ren musik

Selvom Søren Ulrik Thomsen kom i punkkredse og både så Sex Pistols, Television og Patti Smith på det legendariske spillested Daddy’s Dancehall i København, så var det en kunstner fra et helt andet sted på det musikalske spektrum, der åbnede op for en helt ny form for musik for ham.

Da han så Martin Scorceses musikfilm ‘The Last Waltz’ om The Bands sidste koncert, så han nemlig sangeren Van Morrison optræde.   

”Hele min punkkulturelle modidentitet imod hippierne og den gamle venstrefløj var på sit højdepunkt på det her tidspunkt, og lige pludselig står der så en gammel hippie og synger, så det fuldstændig tog vejret fra mig,” fortæller han.

Det var så stor en oplevelse for ham, at det ændrede hans syn på musik, og hvad musikkens funktion for et menneske egentlig er.

”Her begyndte musikken som identitetsdannelse at forsvinde til fordel for, hvad jeg vil kalde ’ren musik’. Lige pludselig betød det ikke noget, hvem han var, og hvem jeg var. Det betød noget, at han kunne synge på den måde, han kunne.”

På Søren Ulrik Thomsens playliste finder du også Lou Reed, Joni Mitchell, Brenda Lee, Povl Dissing, Glorya Gaynor, Grethe Ingmann og mange andre. Lyt til hele episoden her.