Bob Dylan 1965-1966: Rock Star! Da Dylan tog den elektriske guitar op, og ændrede rocken for altid

Foto: Don Henstein

Bob Dylan 1965-1966: Rock Star! Da Dylan tog den elektriske guitar op, og ændrede rocken for altid

I andet afsnit af i alt fire om den unge Bob Dylan kigger ‘Rockhistorier’ på de tre banebrydende lp’er – Bringing It all Back Home, Highway 61 Revisited og Blonde on Blonde.

Kultur En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

I andet afsnit af i alt fire om den unge Bob Dylan kigger ‘Rockhistorier’ på de tre banebrydende lp’er – ‘Bringing It all Back Home’, ‘Highway 61 Revisited’ og ‘Blonde on Blonde’ – som koryfæet udsendte i årene 1965-1966. De tre legendariske skiver ikke blot løftede rockmusikken som sådan op på et hidtil uhørt højt niveau, de ændrede såvel musikkens som verdens retning. Store ord, men ikke desto mindre sande.

Da den dengang 23-årige Bob Dylan over tre dage i januar 1965 gik i Columbias berømte 30th Street Studio for at indspille sin femte lp, havde han en plan. Inspireret af ’the British Invasion’ af de amerikanske hitlister året før, anført af The Beatles, havde han genopdaget sin kærlighed til rock’n’roll, ikke mindst på grund af The Animals berømte 1964-version af ‘House of the Rising Sun’, en sang, han selv havde indspillet på sin debut-lp. Derfor var der til lejligheden indforskrevet tre guitarister, to bassister, en pianist og en trommeslager – ”the ghost of electricity”, indeed! 

Resultatet blev ‘Bringing It All Back Home’, hvorpå den ene side var elektrisk og den anden akustisk, og hvorfra nummeret ‘Subterranean Homesick Blues’ gav ham hans første amerikanske hitlisteplacering. Udsendt i marts 1965 forvandlede det albummet (på bekostning af singlen) til rockens optimale udtryksform. I al hemmelighed giftede Dylan sig samme efterår med den tidligere model Sarah Lownds, og besang hende i den ømme ‘Love Minus Zero/No Limit’. 

Furoren brød løs, da han sommeren 1965 optrådte med backingband på Newport Folk Festivalen, parallelt med at den seks minutter lange single ‘Like a Rolling Stone’ toppede hitlisterne. Dylan påbegyndte samme efterår sin første verdensturne, der strakte sig frem til maj 1966; således spillede han i KB Hallen den første maj. Han startede koncerterne med et akustisk sæt, for efter pausen at bringe musikerne fra The Band på scenen, hvilket ofte udløste tumult og vrede blandt publikum, omend også mange fandt det cool og inspirerende.

Efter yderligere to mesterværker i form af ‘Highway 61 Revisited’ og ‘Blonde on Blonde’, hvor rocksangskrivning løftedes op på et svimlende himmelstræbende plateau, og efter den udmattende, men kunstnerisk imponerende verdensturne, trak Dylan sig tilbage til sit fristed på landet i Woodstock, New York. Der crashede han den 29. juli på sin Triumph Tiger 100 motorcykel og kom måske/måske ikke så meget til skade, at han det næste halvandet års tid formåede at holde sig ude af offentlighedens søgelys.  

  • Mr. Tambourine Man (Marts, 1965)
  • Subterranean Homesick Blues (Marts, 1965)
  • Love Minus Zero/No Limit (Marts, 1965)
  • It’s All Right, Ma (I’m Only Bleeding) (Marts, 1965)
  • Like a Rolling Stone (Juli, 1965)
  • Ballad of a Thin Man (August, 1965)
  • Desolation Row (August, 1965)
  • Positively 4th Street (Single only; september, 1965)
  • I Want You (Juni, 1966)
  • Stuck Inside of Mobile with the Memphis Blues Again (Juni, 1966)
  • Just Like a Woman (Juni, 1966)
  • Just Like Tom Thumb’s Blues (Live, mono, Odeon Theatre, Liverpool d. 14. maj, 1966)
  • Like a Rolling Stone (Live, Free Trade Hall, Manchester, d. 17. maj, 1966)
  • Visions of Johanna (Live, The Royal Albert Hall, 26. maj, 1966) 
Find mere om
Footer graphics