Nyt afsnit af ‘Lydhør’ om at være musikmanager: “Det er svært at passe på sig selv, når man skal passe på en anden”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Rita Kuhlmann

Nyt afsnit af ‘Lydhør’ om at være musikmanager: “Det er svært at passe på sig selv, når man skal passe på en anden”

Eller vælg, hvor du vil lytte

De står bag navne som BLÆST, Reveal Party og Eee Gee. Men trods Emilie Pil og Jakob Løkkegaards succes som managers, kender de begge til stresssymptomer fra et til tider grænseløst arbejdsliv i en branche, hvor kontortiden gerne slutter ud på de sene nattetimer, og hvor alkohol synes obligatorisk.

Kultur En del af serien:

Lydhør

Vi hører ofte om succeserne. Guldpladerne, streamingtallet og priserne. Men det at være musiker indebærer også for mange stressfremkaldende arbejdsbetingelser, søvnløshed og præstationsangst. I denne podcast tager vi fat i emnet mental sundhed i musikbranchen. I hvert afsnit inviterer vi aktører fra den danske musikbranche til at fortælle om deres oplevelser i branchen på godt og ondt. Vær lydhør sammen med værten, Olivia Krogh og psykologen, Simon Gents.

Vært: Olivia Krogh
Ekspert: Simon Gents
Musik: Mads Kinnerup
Produktion og klip: Johanne Feldthaus

Stress, depression og angst har de senere år fået musikere som Jada, Mø og Tobias Rahim til for en stund at trække stikket fra en hæsblæsende karriere. Men det er ikke kun artisterne på scenen, der kæmper med det mentale helbred. Det gør også de, der følger med backstage.

“Der er også en overrepræsentation af mistrivsel blandt managers. Vi ved, der er det blandt musikere. Men der er det også blandt managers,” siger psykolog Simon Gents.

“Det kan gøre det svært at passe på sig selv, når man også skal passe på en anden,” siger han i denne episode af Heartbeats’ podcast Lydhør.

Emilie Pil er stifter af Friday Management, og hun har selv været stresset i sit arbejde som manager for blandt andre Marcus.wav og Eee Gee. Hun går i dag fast hos en psykolog for bedre at kunne manøvrere i sit travle arbejdsliv, hvor hun både have styr på budgettet i sit Excel-ark, udgivelsesdatoen for den næste single og artistens ve og vel. Samtidig består en stor del af jobbet i at være god til at mingle og dyrke og opbygge sit netværk – hvilket ofte foregår over en fadøl eller et glas vin.

“Folk drikker sig fra sans og samling til de branche-arrangementer,” siger hun. Og det er et til tider hårdt og ikke så inkluderende miljø at arbejde i.

“Hvis man er mere introvert og måske ikke drikker alkohol, så er der hårde odds, og det er vi nødt til at få gjort noget ved,” mener hun.

Jakob Løkkegaard fra W.A.S. Entertainment, der blandt andet står bag navne som BLÆST og Reveal Party, har selv døjet med både stress og angst, og han kender kollegaer, der er knækket på grund af et stort arbejdspres, for lidt søvn og for meget druk. Han mener ligesom Emilie Pil, at det er på tide at få gjort op med, at networking og vigtige aftaler og samtaler om fremtidens nye toner og stjerner helst skal foregå en sen nattetime i en stor brandert.

“Hver begivenhed i denne her industri er ikke en anledning til at give den max gas. Det har jeg selv tidligere følt, at det var,” siger Jakob Løkkegaard.

Efter flere år i branchen føler han, han er blevet bedre til at passe på sig selv. Han går tidligere hjem fra en festlig koncert, husker at holde ferie og dyrker mere motion. Og han og kollegaerne i W.A.S Entertainment er begyndt på åndedrætsterapi. Noget Jakob Løkkegaard først synes var grænseoverskridende, men som han nu nyder godt af. For som han siger:

“Stresset manager, stresset artist.”

Du kan høre hele historien her, eller hvor du normalt finder dine podcasts.

Podcasten er støttet af Tuborgfondet.

Vært: Olivia Krogh

Ekspert: Simon Gents

Musik: Mads Kinnerup + “We Are The Way For The Cosmos To Know Itself”

Produktion og klip: Johanne Feldthaus

I redaktionen har været: William Littauer, Nafi Gravesen og Emil Pallisgaard

Redaktør: Emil Norsker

Find mere om
Footer graphics