Nyt afsnit af ’Lydhør’ med Brimheim: ”Mit arbejde er helt viklet ind i mit privatliv”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Rita Kuhlmann

Nyt afsnit af ’Lydhør’ med Brimheim: ”Mit arbejde er helt viklet ind i mit privatliv”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Brimheim har et turbulent arbejdsliv, der på alle måder vikler sig sammen med resten af hendes tilværelse. Men hun finder støtte hos andre musikere, der har samme udfordringer. Det fortæller hun i andet afsnit af vores podcast, ’Lydhør’ om mental sundhed i musikbranchen.

Kultur En del af serien:

Lydhør

Vi hører ofte om succeserne. Guldpladerne, streamingtallet og priserne. Men det at være musiker indebærer også for mange stressfremkaldende arbejdsbetingelser, søvnløshed og præstationsangst. I denne podcast tager vi fat i emnet mental sundhed i musikbranchen. I hvert afsnit inviterer vi aktører fra den danske musikbranche til at fortælle om deres oplevelser i branchen på godt og ondt. Vær lydhør sammen med værten, Olivia Krogh og psykologen, Simon Gents.

Vært: Olivia Krogh
Ekspert: Simon Gents
Musik: Mads Kinnerup
Produktion og klip: Johanne Feldthaus

Hun er en del af en gylden musikgeneration herhjemme og har fået sit store kunstneriske gennembrud. Men det kan være en krævende branche, som kan være svær at lægge fra sig. Musikken er det, hun helst vil beskæftige sig med også selv, selv hvis det ikke var et arbejde.

”Mit arbejdsliv er turbulent. Det er konstant present, og det er totalt ubalanceret for at være helt ærlig. Det er viklet komplet sammen med mit privatliv,” fortæller Helena Rebensdorff, der står bag kunstnernavnet Brimheim.

Hun gæster Olivia Krogh og Simon Gents, der er værter i podcasten ’Lydhør, der handler om de mentale udfordringer, der kan være i musikbranchen. Og om at finde balance, når det går op og ned i showbiz.

Før det blev en egentlig karriere, brugte Brimheim det meste af sin fritid på musikken. Men nu er det sat mere i system, og det, der før var hendes fristed, er nu et arbejde. I dag er hun kommet frem til, at hun indimellem må trække sig fuldstændigt fra musikken ved at træne eller spille computer for at skabe et bæredygtigt arbejdsliv for sig selv.  Men det kræver en del at nå frem til den erkendelse, for pengene hænger ikke på træerne i musikbranchen.       

”Jeg tænker tit over, at der er rigtig meget musik og kunst, som verdenen bliver berøvet fra at opleve, fordi man er nødt til at have nogle ressourcer for at gøre det her. Både tidsmæssigt, mentalt og økonomisk.”

Og den tanke står Helena Rebensdorff bestemt ikke alene med.

”Forskning viser, at en af de største faktorer i forhold til udviklingen af angst, stress og andre mistrivselsproblematikker blandt musikere, er den økonomiske usikkerhed og den mængde af arbejde man ikke bliver honoreret for,” fortæller psykolog, Simon Gents, der er medvært på podcasten.

Men musikbranchen er under udvikling. Mange musikere forsøger at gøre op med de mistrivselsproblematikker, der hører med til et arbejdsliv med musik. Om det så er ved at trække stikket for en stund eller søge støtte hos andre kunstnere.   

”Det sidste års tid har jeg virkelig følt et stærkt kammeratskab med mit lille hjørne af branchen. En stor opbakning og villighed til at hjælpe hinanden med råd, vejledning og spejling. Det gælder særligt nogle af de andre kvindelige solokunstnere, som er kommet frem de sidste par år sammen med mig,” fortæller Helena Rebensdorff.

Du kan høre hele historien her, eller hvor du normalt finder dine podcasts.

Vært: Olivia Krogh
Ekspert: Simon Gents
Musik: Mads Kinnerup + We Are The Way For The Cosmos To Know Itself
Produktion og klip: Johanne Feldthaus
I redaktionen har været: William Littauer, Nafi Gravesen og Emil Pallisgaard
Redaktør: Emil Norsker

Podcasten er støttet af Tuborgfondet

Find mere om
Footer graphics