En arbejdsløs lytter er ved at miste modet i sin jobsøgning.
I en mail til de to værter i denne uge, Sofie Sytnik og Simon Akselsen skriver lytteren, at vedkommende netop har været i praktik som en del af sit ledighedsforløb, men efter endt praktik fik vedkommende at vide, at der ikke er udsigt til et job lige foreløbig.
“Det føles som et system, hvor virksomheder kan få gratis arbejdskraft, og hvor man som ledig bliver sendt rundt i manegen uden reel chance for et job. Det slider på selvtilliden, og det føles ærlig talt så nedgørende,” skriver den frustrerede lytter.
Det får Simon og Sofie til at tage en ærlig snak om praktikforløb i mediebranchen, hvor mange arbejdspladser er meget afhængige af billig eller helt gratis arbejdskraft fra praktikanter. Simon fortæller blandt andet, om dengang han var i praktik i Blockbuster, kort før kæden lukkede, om sine mindre heldige universitetspraktikker, og om hvordan både han og Sofie selv forsøger at behandle praktikanter, når de har ansvaret for dem.
Lyt til det seneste afsnit af’ ‘Hvad skal der ske med os?’, hvor Simon og Sofie også taler om JK Rowling, Woody Allen, Simons tur til Oxford og Sofies usædvanligt store samling af nissedukker i sin lejlighed.
