Det er januar, og du skal ud at løbe. Du skal hen i fitten. Du skal svede aflad for julens marcipan-synder og græde portvin, mens du straffer dig selv med kostplaner og kalorierestriktion.
Nej, du skal ej! Ikke hvis det står til Anna Bogdanova. Hun er adfærds- og træningsspecialist og har lært over 10.000 kvinder at styrketræne. Nu vil hun lære Heartbeats’ lyttere det glade budskab om mikrotræning derhjemme, som kan presses ind i en travl hverdag. Derfor har hun sammen med journalist Ditte Giese skabt podcasten ’Styrkeløftet’, hvor de tager fat i kvinder og træning, helbred, krop, hverdag og styrke.
”Der kommer aldrig et tidspunkt, hvor du har al tid i verden til at gennemføre det perfekte projekt med træning og krop. Så det handler om, hvad man med lethed kan presse ind i en travl hverdag uden at skulle lave for meget om på sit liv,” siger Anna Bogdanova.
Hun synes ikke, vi skal se ned på nytårsforsætter og store januar-planer for livsstilsændringer, men hellere finde et fornuftigt leje til dem.
”Det er rart med en clean slate nogle gange, det kan man bruge et årsskifte til med en ny kalender. Vi starter på en frisk. Man skal bare være realistisk, fordi mange vil træne all in i 4-5 uger efterfulgt af 4-5 måneders pause, og dét er problemet. Den manglende regelmæssighed er faktisk vores største problem”.
Anna Bogdanova
Adfærds- og træningsspecialist som i 2019 modtog Talent 100-anerkendelsen fra Berlingske Business for sine innovative, digitale træningsforløb. Hun har haft flere end 10.000 kvinder gennem sine træningsforløb og står bag onlinetræningsklubben En Stærk Sag. Derudover er Bogdanova forfatter til flere bøger og har netop udgivet bogen ‘Express Opstrammer’.
Derfor opfordrer hun til at prøve at starte mere roligt op og lære kroppen gode, nye ting i stedet for hurtig, smertefuld død på stairmasteren. For hvis kroppen er vænnet til sofa, stol og bil, så er det altså noget af et chok pludseligt at crossfitte hver anden dag.
Og det gør ondt at træne for hårdt og koldstarte en slap krop, og det slider på motivationen ikke at kunne gå i flere dage bagefter. Man kan få skader. Og blive helt enormt udmattet.
”Det er den direkte vej til en fibersprængning – både fysisk og mentalt,” mener Bogdanova.
Og så er det, at man dropper træningen helt igen. Derfor er det vigtigt at træne efter dagsformen og ikke drømmeformen, eller hvor vi var for et år siden. Og så med små skridt lære kroppen at bevæge sig igen – eller måske lære det for første gang.
LÆS OGSÅ:
“Folk tror, jeg er vanvittig, når jeg siger, de kun behøver styrketræne 5 minutter om dagen. Men det er sådan, du opbygger styrke,” siger Anna Bogdanova, der selv har trænet sig op efter to fødsler med korte 5-minutters træningspas fordelt, når der er tid til det. For så efterlades man med mere energi, end da man startede.
Samtidig tager podcasten ‘Styrkeløftet’ fat i nogle af de udfordringer, som kvinder har i forhold til muskeltab og svage knogler, hormoner, børnefødsler og ikke mindst mange kvinders modvilje mod at kaste sig ud i at styrketræne. Hvis de da ikke tror, at de allerede er i fuld gang med styrke deres muskler med endeløse planke-challenges og baldeøvelser, for det bliver man ikke stærkere af – men hvad der faktisk gør musklerne stærkere, får du til gengæld også svar på, når du lytter med.
Træningsekspert: Anna Bogdanova.
Vært: Ditte Giese
Producer: Adam Emil Schønnemann Schierbeck
Musik: Troels Kaaber
Redaktør: Emil Norsker
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️