Det er ikke sikkert, du ved hvem Peter Peter er. Og i så fald hjælper det dig formentlig ikke, at hans rigtige navn er Peter Schneidermann, og at han er 64 år gammel. Men måske dæmrer det alligevel et sted, at han var med til at starte Sods. Punkbandet, der sidenhen kom til at hedde Sort Sol, og som velsagtens er det største af sin slags, selvom det næppe er et rigtigt punkband længere.
Det var faktisk derfor Peter Peter skred fra det i 1995, desillusioneret over kunstneriske uoverensstemmelser, som det hed sig.
Siden da har Peter Peter holdt til i skyggen. Han har ikke givet særlig mange interviews, hvis nogen overhovedet? Han husker det ikke helt, og han snakker helst ikke om alt det, der skete dengang. Til gengæld har han ufortrødent skrevet rockmusik og filmmusik, nærmest som en besat.
Alene i år har han fire plader på vej. Ikke kun hans egne, for han producerer gerne plader for andre bands og kunstnere i sit lille studie på Østerbro – faktisk er han i visse afkroge af undergrundsmiljøet en temmelig stor og vellidt figur, der er kendt for sine særegne og relativt rudimentære teknikker, der kan få musikken til at lyde ekstra højt. Og så siger rygtet, at han ikke gider at tage betaling, så længe musikken, han arbejder med, er fed.
Måske er det også derfor, at en række af de mest spændende musikere i den danske undergrund har taget initiativ til at fejre hans 50 års jubilæum som musiker. Det sker under titlen ‘Happy Birthday Pink Guitar!’ med en stribe af koncerter på spillestedet Hotel Cecil på søndag den 18. august.
Her kan man blandt andet opleve Iceage, Halshug, SLIM0, Majke Voss, men også Peter Peter selv, når han spiller med sit eget band Bleeder.
Tanken om et jubilæum var slet ikke faldet ham ind, men han kan godt lide tallet 50, fordi det er et lige tal, og så peger det tilbage på den dag for halvtreds år siden, hvor han fik sin første guitar. En postkasserød Hagström, som var vind og skæv, men ændrede alt. Det var den, han skrev sin første sang på, og det var den, som han en dag i punkens heydays malede pink med noget maling fra Dyrup og siden da er blevet hans personlige symbol.
Lige nu står den i hans øvelokale, for han bruger den stadig, og bandet er i gang med at øve op til jubilæumskoncerten. Ellers spenderer Peter Peter typisk de fleste dage i sit studie, som han cykler til fra sin lejlighed på Vesterbro. Gerne op ad formiddagen, hvor han formentligt har lyttet til et par cd’er.
Egentlig mener Peter Peter, at der for meget snak i dansk rockmusik. Men man kan jo godt gøre en undtagelse en gang i mellem.
Derfor giver han her en status ved at svare på 22 spørgsmål om sit liv, som det ser ud lige nu.
Hvad er det første, du læser hver morgen?
“Jeg går ind og tjekker, om der er kommet nogle nye Blu-rays på mondo-digital.com.”
Hvad er din favoritavis?
“Vi holder Information, fordi jeg følger Byens Lys, tegneseriestriben af Lars Kramhøft. Men egentlig var det, fordi jeg godt kan lide at læse Georg Metz om fredagen.”
Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
“Det er Joseph Hellers ‘Punkt 22’, som min far gav mig, da jeg var ganske lille, og som forberedte mig på livets absurditer.”
Hvad gør du for at finde ro?
“Jeg ser horrorfilm. Jeg er cineast, så bare film i det hele taget. Men den der ‘Hereditary’ fra 2018 – den tog mig på sengen, og jeg fik det virkelig dårligt af at se den.”
Hvad er din største last?
“Jeg har ingen. Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke. Jeg kører ikke bil. Min last er min lyst. Det er bøger, plader, film og tegneserier.”
Hvad spiser du, når ingen kigger?
“Jeg spiser ikke noget, som jeg ikke må. Jeg spiser ikke sukker, fordi så ville jeg ikke bestille andet. Men sidste vinter, ikke? Vi har fået sådan en Hart bager nede for enden af gaden, og det er eddermame godt. Så der var der lidt af det, men det har jeg lagt fra mig igen.”
Hvad spiser du rigtig tit?
“Blomkål og broccoli. Jeg er mest vegetar.”
Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
“Marc Bolan. To cd’er her i morges. Den der ‘Zinc alloy and the hidden riders of tomorrow’ siges at være hans dårligste. Men det er måske min favorit T.Rex-plade.”
Hvilken film ser du igen og igen?
“Der er mange. Men for eksempel ‘Motorsavsmassakren’. Jeg har også set ‘The Greasy Strangler’ 13 gange de seneste to år.”
Hvilken ting gør dit liv lettere?
“At lave musik. Hvis jeg ikke havde det, ville det være svært.”
Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
“Iceage-fyrene. Jeg blev helt hægtet af, da jeg hørte dem for første gang i deres øvelokale for mange år siden. Og så elsker jeg Bisse. Jeg mastererede jo hans anden LP, den der hedder ‘Bitchin’. Men jeg elsker også Hjalte Ross og Halshug.”
Hvor får man det bedste måltid i København?
“Fiesta Mexicana på Frederiksberg Allé.”
Hvor er dit yndlingssted i byen?
“Fugleburet i zoologisk have.”
Hvad var din seneste søgning på Google?
“En forfatter, der hedder Thomas Ligotti, som jeg er meget interesseret i.”
Hvad gør du for lidt?
“Jeg er blevet opereret i knæet, så jeg kan ikke løbe mere. Men det savner jeg utrolig meget.”
Hvad er dit motto?
“Jeg har ikke noget. Jeg faktisk imod slogans i det hele taget, for de passer aldrig.”
Hvad er din kæphest?
“Radioen. Jeg åbner ikke radioen. Det gør jeg ikke. DR er den værste institution nogensinde. Det er lort. Og når de endelig vælger at lave ét lillebitte lorteprogram med unge grupper, så skal der sidde en eller anden ekspert for et eller andet lort og snakke. Meget af det er noget mytemageri. Jeg ser og lytter ikke til DR.”
Hvor er dit happy place på internettet?
“Det er på Mondo Digital. Gennem tiderne har det også været Video Watchdog.”
Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
“Alice Cooper. Det var ham, der inspirerede mig til at skrive min første sang som 14-årig, ‘Necrophilia’.”
Hvad ville du ønske flere kendte til?
“Når jeg bliver vild med et band, plejer det at være rigtig dårligt tegn. Fordi så kommer det ikke til at gå dem særlig godt. Så jeg skal nok lade være med at kaste min forbandelse på nogen eller noget.”
Hvad er det sidste du gør hver dag?
“Jeg læser. Jeg går tidligt i seng kl. 22 og læser en time. Og så sover jeg.”
