Foto: Petra Kleis

Overblik: Her er ugens vigtigste historier fra Heartbeats

Vi har samlet de vigtigste historier fra ugen på Heartbeats. Selv tak.

De Olympiske Lege er på alles læber, måske endda mere end normalt, fordi begivenhederne finder sted lige her midt i den europæiske andedam i Paris. Mens der har været en del ophedet debat om heste og om menneskers kroppe og kromosomer, har der også været historier, som er svære ikke at lade sig begejstre af, uanset hvem man er, og hvad man mener.

For eksempel da den franske løber Alice Finot afsluttede sit 3000 meter forhindringsløb med at løbe over til tribunen, hvor hun faldt på knæ og friede til sin kæreste. Se videoen og læs historien lige her:

Der var også temmelig stor begejstring, da den 14-årige australske skater Arisa Trew vandt guld i park-disciplinen med en samlet score, der var historisk høj, og allerede er blevet kaldt ‘episk’. Ikke nok med det, så vandt hun også retten til at få en kæle-and af sine forældre.

Herhjemme rundede Danmarks Radio også et sensationelt hjørne i denne uge, da de kunne melde ud, at et rekordhøjt antal danskere har ansøgt om at være med i den kommende sæson af ‘Gift ved første blik’. Vi krydser fingre for, at der er nogle legendariske personer i blandt. Programmet har nemlig premiere lige om lidt. Hvilket vi selvfølgelig dækker. Intenst.

Ingen forstod helt, hvad der skete, da det koreanske nudel-brand Buldak denne uge proklamerede, at de ville ankomme med en båd i Københavns Havn “stærkere end nogensinde”. Deres nudler har ellers været ulovlige i Danmark på grund af deres høje indhold af chili, hvilket vi er blevet latterliggjort for på internettet. Desuagtet fandt happeningen sted torsdag aften.

Den danske forfatter Thomas Korsgaard er blevet læst og hædret vidt og bredt for sine romaner. For nylig blev han endda udgivet i det prestigiøse magasin The New Yorker, men personligt bokser han stadig med at føle sig god nok. Louise Elly Meyer har interviewet ham.

Man kender Søren Le Schmidt for sine særprægede designs og som dommer i programmet ‘Danmarks næste tøjdesigner’, men denne uge kom det frem, at den populære fashionista fremover også vil designe en bæredygtig garderobe til Sønderborg Sommer Revy. Aparte? Faktisk ikke.

Manden bag den vilde true crime-dokumentar ‘Tiger King’ er aktuel med endnu en bizar fortælling fra the land of freedom, men denne gang får vi indblik i en dramatisk historie om en kvinde, der kalder sig ‘chimpansens Dolly Parton’. Hun faker blandt andet sin abes død og så rammer shittet vistnok the fan.

De fleste kender den forfærdelige følelse af at gå glip af noget. Men for få af os er nok opmærksomme på den store glæde, der kan findes i at sige ‘nej’ til ting. Louise Elly Meyer har skrevet en klumme om fænomenet JOMO lige her.

Det var alt for nu. Hold på hat og briller, og pas på jer selv. Vi læses ved!

Footer graphics