Lad os bare være ærlige: ’Train Dreams’ kommer ikke til at sprænge Netflix-algoritmen og finde et enormt publikum. Dertil er den ellers forrygende smukke film for smal og særlig i historien om en enspænders stille liv i det naturskønne USA.
Men ligesom Netflix-fællerne ’Frankenstein’, ’Jay Kelly’ og ’A House of Dynamite’ får filmen streamingpremiere her sidst på året efter en kort tur i biograferne (dog ikke de danske), fordi tjenesten håber at kunne køre den i stilling til en Oscar.
Det er et hårdt felt, filmen er oppe imod, men man under virkelig en nominering til især Joel Edgerton, der leverer karrierens bedste præstation.
Han spiller Robert Grainier, der tilbringer hele sit liv i det skovrige nordvestlige USA, som udvikler sig voldsomt i løbet af det 20. århundrede (præciseret tidsangivelse). Som skovhugger er han med til at bygge det jernbanesystem, der er en vigtig del af den civiliserede verden, vi kender i dag.
Roberts første minde som dreng omkring århundredskiftet er oplevelsen af at se kinesiske immigranter blive massedeporteret. Som ung mand bevidner han endnu en brutal situation, der hjemsøger ham resten af livet i form af syner af en kinesisk mand, som bliver myrdet med koldt blod.
”Han var forbløffet over, med hvilken lethed volden blev begået,” siger skuespilleren Will Patton, der kun optræder på lydsiden, hvor han som fortæller giver historien en litterær kvalitet.
Sammen med skiftevis vemodig violin og håbefuldt piano skaber det en meditativ, nærmest hypnotiserende tilstand, hvor man bliver draget ind i et både helt almindeligt og komplet særegent menneskeliv.
Ubønhørlig og barmhjertig
’Train Dreams’ er en filmatisering af Denis Johnsons prisvindende kortroman af samme navn fra 2011.
Filmskaberne Clint Bentley og Greg Kwedar, der har skrevet manuskriptet sammen, mens førstnævnte har instrueret, byder sig til som arvtagere til Terrence Malick, der med sine filosofiske og drømmeagtige film har skabt sig en særlig plads i den amerikanske filmbranche.
Makkerparret har samme blik for naturens rå poesi, og det bliver spændende at følge deres videre vej. Deres æteriske filmsprog er af den slags, som konstant er i fare for at drive til vejrs og blive uvedkommende i en sky af svært tilgængeligt tankespind.
Men de lykkes med at holde fokus, fordi man – trods spring i tid og sindsstemninger – hele tiden forstår Robert. Han elsker sin hustru Gladys (Felicity Jones) og deres datter, men det er svært at være en god mand og far, når arbejdet tvinger én væk i lange perioder.
En ufattelig tragedie ændrer hans livsbane, og det er ret utroligt, hvordan filmen formår at vise tidens gang som både ubønhørlig og barmhjertig.
Kulsort dødskomik
Det er livets store spørgsmål, der bliver behandlet i ’Train Dreams’. William H. Macy dukker op som det livlige indslag Arn Peeples, der står for underholdningen med sit sprængstof, men også kommer med højstemte betragtninger.
”Vi fælder træer, som har stået her i 500 år. Det kan ikke undgå at gøre noget ved en mands sjæl. Når vi fjerner tråde, ved vi ikke, hvad det gør ved helheden,” siger han i en eftertænksom stund ved bålet. Den slags er der mange af for de arbejdende mænd, som enten rejser fra job til job eller, ligesom Robert, forlader familien for at tjene penge.
Det føles mere som nedslag i et liv end scener i en film, når Robert kommer forbi mennesker, der på forskellige måder møder deres endeligt i en barsk verden.
Døden kan indtræffe i alt fra en faldende gren over mødet med en hævngerrig revolvermand til hjerteproblemer, der var blevet opdaget – som fortælleren tørt bemærker – hvis blot personen var blevet født en generation senere.
Dermed finder filmen også lidt kulsort komik i det faktum, at ingen i sidste ende slipper med livet i behold.
Opløftende filmkunst
Filmen gør ikke det store for at skabe et tidsmæssigt overblik, og det er svært at aflæse Roberts alder ud fra, hvor mange grå stænk Joel Edgerton har i skægget. Derfor sidder man hele tiden på stikker efter ledetråde, og det virker næsten som et plottwist, når der pludselig er en motorsav med ude på træfældningsmission.
På sine ældre dage tager Robert af og til ind til byen, hvor han i et fjernsyn kan se en amerikansk rumrejse i 1968. Her kommer manden, der i sin levetid aldrig så meget som talte i en telefon, også op at flyve, og den oplevelse forbinder ham fuldstændigt med den natur, han altid har været i, men aldrig rigtig været del af.
Det kan ikke forklares ordentligt med ord, men filmens afsluttende crescendo af en montage med billeder fra et på overfladen ganske begivenhedsløst liv er opløftende på en måde, som kun er stor filmkunst forundt.
Det efterlader et varigt indtryk, som man med glæde tager med sig videre. Når nu filmens fantastiske billeder ikke kan opleves på biograflærreder herhjemme, må man krydse fingre for, at bare et vist publikum finder filmen på Netflix.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
