Småsnublende over en kantsten kommer Neda Amirzade storsmilende imod mig på parkeringspladsen ude foran Østerbro Stadion. Smilet forsvinder hurtigt, da vi begynder at snakke om Iran. Der er nemlig bål i hendes hjemland. Det hjemland, hun aldrig har boet i.
For 29 år siden blev Neda Amirzade født i et boligområde i Høje Taastrup sammen med en mor og en bror. Senere flyttede de i rækkehus. Hendes forældre er fra Iran og kom til Danmark i 1988 under krigen mellem Irak og Iran, hvor faren var soldat. På flugt fra regeringen endte han i Danmark sammen med Neda Amirzades mor.
Nogle gange var jeg flov
”Jeg har fra en ung alder lært at have et skjold rundt om mig. Mit udseende var anderledes, og min madpakke lignede ikke de andres. Mens mine klassekammerater tog på shoppetur med deres forældre, fik jeg tøj fra Bilka. Det var tydeligt, at jeg kom fra nogle mindre kår, og det gjorde, at jeg følte mig mindre værd. Nogle gange var jeg flov over, det jeg kom fra,” fortæller Neda Amirzade.
I dag er hun stolt af at have iranske rødder. Og hun sætter pris på alt det, hun har med sig fra den iranske kultur. Især madkulturen har stor betydning. Neda Amirzade beskriver, hvordan hun er opvokset i et svingdørshjem, hvor alle altid var velkomne. Den gæstfrihed sidder dybt i hende den dag i dag.
Mit hjerte er i Iran
Som barn af flygtningeforældre har Neda Amirzade altid følt, at hun manglede noget.
”Danmark er mit hjem. Danmark er mit hjemland. Men jeg har en længsel. En længsel efter noget, jeg ikke kan sætte ord på. Jeg længes efter samhørighed. Jeg har altid været meget bevidst om, at mit hjem er her, men min families hjem er der,” fortæller hun.
Frihedskampene i Iran har vækket nogle følelser i hende, som Neda Amirzade ikke har mærket på samme måde før.
”Jeg har aldrig følt mig så meget iraner, som jeg er i de her dage. Jeg er ekstra stolt af at være iraner. Og jeg er fucking stolt af de unge, der er i Iran. De er ligeglade med at dø. For de gør det for friheden. Så vigtigt er det,” siger hun med en sammenklemt hånd, der prøver at afholde tårerne for at løbe løbsk.
Men stoltheden er ikke den eneste følelse, der fylder.
”Jeg får skyldfølelse. Hvorfor skal jeg være her? Hvorfor skal de være der? Hvorfor er det ikke omvendt? Hvorfor skal jeg være den heldige? Hvorfor blev det ikke min fætter? Eller min kusine? Det er så uretfærdigt. Jeg føler, at 80 procent af mit hjerte er blevet revet ud af mig og er i Iran. Og er med i protesterne. Og er med min familie. Med i deres sorg. Med alle de unge der bliver slået ihjel, fordi de kæmper for frihed,” fortæller Neda Amirzade.
Følelserne bruser rundt i hendes krop, men når hun går på arbejde, prøver hun at gemme dem væk.
”Jeg føler, at jeg lever et dobbeltliv i de her dage. Når jeg træder ind på kontoret på min arbejdsplads, er alt normalt. Og der er ikke nogen, der forstår, at mit land brænder. Og så skal jeg sidde der og arbejde. Det virker absurd. Jeg prøver at være normal. Men inderst inde er jeg fuldstændig knækket,” siger hun, mens hun stirrer tomt ned i hendes halvdrukket americano.
Når det bliver for meget på arbejdet, går Neda Amirzade ud på toilettet og græder. Bag den lukkede toiletdør får alle de tilbageholdte tårer lov til at få frit løb, mens verden uden for døren går videre, som om ingenting var hændt. Hele dagen glæder hun sig til at få fri. Så hun kan ringe til sin mor. Høre om hendes dag. Og føle sig forstået.
Os uden familie
Selvom det summede af liv i det lille rækkehus i Høje Taastrup, var der langt til resten af familien, som blev i Iran.
”Jeg har i bund og grund kun min mor, bror og far her i Danmark. Det kan føles ensomt. Når vi nærmer os fødselsdage og højtider, bliver jeg altid mindet om, at jeg ikke har så mange her. I hvert fald ikke af kød og blod. Jeg har altid længtes efter nogen, man kan regne med i tykt og tyndt,” siger Neda Amirzade.
Det har skabt et behov for at skabe dybe relationer, og hun har svært ved såkaldte kaffe-veninder, hvor man kun mødes og drikker kaffe. Hendes veninder er hendes familie. Nogen, hun kan snakke med om alt, sove sammen med og skændes med.
”Jeg kan slet ikke forestille mig et liv, hvor jeg ikke havde veninder med anden etnisk baggrund. Jeg ville ikke føle mig ordentligt forstået. Omvendt har jeg også brug for mine etniske danske venner, fordi jeg er vokset op meget åbent og meget dansk. Jeg har ligesom en fod i hver lejr,” forklarer Neda Amirzade.
De succesfulde efterkommere
I dag har Neda Amirzade formået at forene den sprudlende kreativitet med sin interesse i at blive klogere på sine medmennesker.
”Jeg valgte at læse antropologi, fordi jeg altid har interesseret mig vildt meget for andre mennesker. Under mit studie var jeg på udveksling i Istanbul. Da jeg boede der, kom jeg virkelig tæt på mine mellemøstlige rødder. Jeg havde aldrig boet så tæt på Iran før. Og det føltes som hjem på en anden måde. Det gjorde, at jeg drømte om at bo forskellige steder i Mellemøsten og skrive om alt det smukke og dejlige ved stederne”, forklarer Neda Amirzade.
Det blev ved drømmen. Og i stedet arbejder hun i dag som researcher i et mediehus. Men hendes passion for Mellemøsten forsvandt aldrig. Og til en fredagsbar på arbejdet for et halvt år siden tog hun fat i sin chef og pitchede en idé til en podcast med fokus på succesfulde historier om efterkommere. Han var vild med ideen, og i dag er hun vært på podcasten ‘De Succesfulde Efterkommere’ sammen med veninden Tugba Melissa Kocak.
”I podcasten snakker vi om de udfordringer, der følger med som efterkommer. Vi inviterer efterkommere med ind i studiet og snakker om deres succesrejser gennem livet. Og det kan være alt muligt. At du har stået ved, at du er homoseksuel. Rejsen hen til dine forældres accept. Eller noget andet, som du er stolt over,” fortæller Neda Amirzade.
Med podcasten ønsker Neda Amirzade at lave en samling af historiefortællinger fra alle de seje efterkommere, der findes i Danmark. For hun synes, at de skal vises frem i lyset.
”Hvis man synes, at der er noget, der skal ændres, har man selv et ansvar for at gøre det. Det er det, jeg prøver at gøre med podcasten. Jeg kan ikke blaime andre for, at de ikke sætter sig ind i, hvor fantastiske de danske efterkommere er. Men jeg kan gøre mit for at oplyse folk om det,” fastslår hun.
Der var engang
Som starten til et eventyr fortæller Neda Amirzade om det gamle Iran, der før 1953 gik under navnet Persien. Landet er et af oldtidens mest magtfulde riger og anses som et af de folkerigeste lande i Mellemøsten. I 1979 forandrede landet sig fra et autokratisk, vestligt orienteret monarki til en islamisk teokratisk republik. Selv har hun kun besøgt Iran en gang tilbage i 2017, men hendes mor har fortalt hende en masse om landet.
”Min mor har fortalt mange smukke historier om det persiske rige med konger og dronninger. Og om vores smukke sprog. Vores sprog er enormt poetisk og metaforisk. Hvis du skal sige, at du savner en på persisk, siger du, at din mave strammer, da det er der, den følelse sidder,” forklarer Neda Amirzade.
Neda Amirzades mormor har en særlig plads i de smukke fortællinger om det frie Iran.
”Min mormor var skuespiller og sangerinde i Iran tilbage i 60´erne. Hun har levet et meget kreativt liv, men det stoppede, da revolutionen kom i 1979. Min personlighed er en til en min mormor. Min retfærdighedsfølelse og min rapkæftede side er så meget fra min mormor. Og hendes frihedssøgende kreative sind. På trods af at jeg ikke er vokset op med hende,” forklarer Neda Amirzade, mens et lille smil vipper de nedadgående mundvige væk for et kort øjeblik.
Det er gode minder. Mormorens friere liv er fortid, men ønsket om frihed lever stadig i befolkningen. De voldsomme protester er et bevis på, at det iranske folk er klar til at gå i graven i kampen om frihed. Når Neda Amirzade går til demonstrationer og deler regimekritisk indhold på sin Instagram, er det ikke uden konsekvenser.
”Det iranske regime holder øje med os. Beskeden fra dem er klar. Os landsforrædere skal lige vove på at komme til Iran. Når jeg deler ting på Instagram og deltager i demonstrationer, betyder det, at jeg risikerer aldrig at se min familie igen. Men det er det værd. For vi kæmper for frihed. Og vi tror på, at friheden kan sejre,” siger hun med et fast blik.
Hvis det er så vigtigt, hvorfor rejser du så ikke til Iran og kæmper?
”Jeg er forbundet til Danmark. Min hverdag er her. Burde jeg tage til Iran? Måske. Men alle mine delinger på Instagram vil højst sandsynligt gøre, at jeg allerede ville blive stoppet i lufthavnen. Og så er jeg måske også bare lidt en kujon i sidste ende. Jeg kan ikke forestille mig egentlig at være der,” siger Neda Amirzade.
Hvordan havde jeg været
”Jeg er en meget visuel person. Det er sådan, jeg udtrykker mig. Demonstrationerne i Iran har inspireret mig til at male et maleri af en kvinde, der smider tørklædet. Dét maleri ville jeg komme i fængsel for at male i Iran. Hele min eksistens er ulovlig i Iran. Jeg har piercinger. Og tatoveringer. Det har givet mig en form for identitetskrise. Hvordan ville mit liv have været, hvis jeg havde vokset op der? Hvem ville jeg være? Jeg tror, at jeg havde været samme støbning. Rebelsk. Højtråbende. Retfærdighedssøgende,” siger Neda Amirzade.
Hvordan havde det her portræt set ud, hvis du var født og opvokset i Iran?
”Jamen, det er nok hele konklusionen på alt, det vi sidder og snakker om nu. Det var så åbenbaringsagtigt for mig, da jeg tænkte på, at vi skulle lave det her portræt. Jeg har virkelig tænkt over, hvordan portrættet ville se ud, hvis jeg var født og opvokset der og ikke her. Og jeg kan ikke svare dig på det. Måske havde jeg været under en gravsten. Man ved det ikke,” siger hun.
Hvad kan man gøre som etnisk dansker?
”Et kram”, siger hun.
