Denne uge fyldte mit barn 12 år, og som lovet fik han lov at begynde at cykle alene til skole. Jeg har sovet meget dårligt siden. Barnets far er tryg og mener, at drengen har styr på det, mens jeg tænker, vi burde vente et par år. Eller måske bare aldrig lade ham cykle alene, for tænk nu hvis. Ja, jeg cyklede godt nok selv alene fra 10-års alderen, men er den københavnske trafik ikke blevet meget værre siden dengang? Og er vores barn ikke ret distræt og dagdrømmende, og er det ikke noget med, at drenges frontallapper udvikles senere?
Det er svært at sende sit barn tillidsfuldt ud i den brølende københavnske morgentrafik. Det er ikke mere end fire år siden, at en lastbil overså min ellers store ladcykel og var ved at køre barnet og jeg ned på vej til skole. Den oplevelse sidder i mig, og jeg kan ikke ryste den af mig. En lastbil i fuld fart overhalede os frem mod et kryds og drejede så skarpt ind foran os, så jeg måtte hugge bremserne i og vælte ladcyklen mod højre på jorden for ikke at blive ramt. Vi græd alle tre, chaufføren, drengen og jeg, fordi vi blev så forskrækkede, og det var så tæt på.
Men hvis en lastbilchauffør kan overse en kæmpe ladcykel, hvordan skal det så gå en dreng alene på sin juniorcykel? Jeg har nu købt en skrigorange cykelhjelm til ham og en kridhvid vindjakke, så han lyser op. Det helt store spørgsmål er, hvordan jeg undgår at overføre min egen trafikangst til drengen, samtidig med at jeg lærer ham at være på vagt og orientere sig i trafikken? Selvfølgelig handler det om øvelse, og vi har øvet i årevis, men man kan jo ikke øve sig på, hvis de andre ikke kører, som de skal. Hverken cyklister eller bilister.
København er en cykelby. Det har vores kommunalpolitikere markedsført os på i årevis, de har sågar hevet Tour de France til København denne sommer. Gennem årene har rådhuset skabt et sirligt system af gode cykelstier og gradvist bedre forhold for os bløde trafikanter med vores egne skrå skraldespande, supercykelstier, grønne cykelbølger og ”fodskamler” til cyklisterne ved rødt lys. Når ukrainske flygtninge kommer til landet, skynder ildsjæle sig at indsamle brugte cykler ind til dem, fordi det er essensen af at være dansker: Vi cykler. Også når det regner.
Trafikken er hardcore
Men der er ikke særligt mange børn, der cykler alene i København mere. Faktisk er cykling hos de 10-17-årige i perioden 2009-2019 faldet med hele 24,5 procent, ifølge Cyklistforbundet. I en tid med klimaudfordringer, luftforurening samt stigning i fedme og andre livsstilssygdomme er det i det store billede en katastrofe, at næste generation ikke cykler. Cykling til arbejde, skole og sport løser mange af vores kollektive problemer, men hvordan skal vi forældre slippe vores børn ud af ladcyklen eller ud af bilen, når trafikken er blevet så hardcore?
Noget af det smukkeste, man kan give sit barn, er selvstændighed, frihed og tillid. Jeg har altid selv elsket at cykle til skole og til arbejde og på bar eller hjem fra byen, og jeg vil så gerne give min dreng den frihed, som livet som cyklist tilbyder. Alt er tæt på i København, når man har en god cykel. Man slipper for metroens klaustrofobiske myldretid, ventetid, bilkøer og bussernes kvalmefrembringende brems-kør-brems-kør og sparer penge ikke mindst.
Men det er svært for os forældre at mønstre tilliden til, at bilisterne passer på vores børn. Hvordan kan man med ro i sjælen sende sin guldklump afsted, når der dør cyklister i trafikken hele tiden? For få uger siden var det en 17-årig dreng på Sjællandsbroen, der ikke overlevede en højresvingsulykke med en lastbil. Det er jo helt ubærligt. Så det er ikke mærkeligt, at jeg og andre bekymrede forældre ligger søvnløse ved tanken om at sende vores børn ud i trafikken på to selvstændige hjul.
Tour de København på hjul er et løb fuld af politiudrykninger, road rage, vejarbejde, manglende cykelstier, lastbiler, byggeri og konstant skiftende vejforhold. Og de andre cyklister er ikke bedre, der bliver cyklet råddent og risikovilligt som aldrig før, og er der noget, der kan gøre en ny ung cyklist usikker, er det en voksen mand, der brøler “bagfra” eller hamrer på klokken.
Med mange hundrede alvorlige cykelulykker årligt tænker jeg, at der ligger en overset opgave her for kommunalpolitikerne. Alverdens brandingkampagner af København som grøn cykelby hjælper ikke det mindste, hvis ikke det er trygt at cykle til skole. Så får vores børn et rejsekort i stedet for en cykel. Og så bliver cyklen, ligesom de fleste steder i udlandet, til et stykke legetøj man bruger i sin fritid i stedet for et transportmiddel.
Med andre ord: Hvis vi skal give vores børn cykelglæde og cykelvaner i hverdagen, så er vi nødt til at få cykeltryghed den anden vej. Lad os starte med at få den tunge trafik væk fra vejene i myldretiden og sætte hastigheden ned.
