Mens store dele af musikbranchen er på den anden ende i øjeblikket på grund af AI-teknologien og dens dristige omgang med ophavsretten, er Liam Gallagher anderledes positiv overfor at blive kopieret. Muligvis bare selvfed.
I hvert fald har han netop givet sin holdning til kende efter at have lyttet til dele af det nye AI-genererede Oasis-album ‘AISIS’, som det britiske brand Breezer har snedkereret.
“Mad as fuck I sound mega,” skrev legenden på Twitter, adspurgt om hans mening om albummet.
Ifølge ham er det bedre end alt det andet AI-musik lige nu, hvilket man må formode er en henvisning til, at AI-genererede sange af artister som Drake og The Weeknd netop har floreret på internettet og sat gang i en grundlæggende diskussion om ophavrettigheder.
‘AISIS’, der udkom på YouTube for fem dage siden, adskiller sig dog på den front, da det faktisk er Breezer, der har skrevet sangene.
Forhistorien er, at bandet Breezer var dødtrætte af at vente på, at Oasis fandt sammen igen og udgav ny musik, så de lavede deres eget Oasis-agtige album med deres egne originale kompositioner, hvorefter de anvendte AI til at udskifte vokalen med Liam Gallaghers stemme.
“AISIS er et konceptalbum fra en alternativ virkelighed, hvor bandets 95-97 line-up fortsatte med at skrive musik, eller måske alle gik sammen år senere for at skrive en plade, der ligner de første 3 albums,” har Breezer skrevet i albummets beskrivelse.
Albummet har allerede fået mere end 180.000 visninger, og Liam Gallagher er langt fra den eneste, der roser det.
Om de virkelig har fat i den lange ende på det nye 32 minutter lange album, kan du vurdere lige her: