Billedkunstner Kristian von Hornsleth er blevet anholdt tirsdag eftermiddag. Det sker, efter han via Facebook og Instagram har opfordret vælgere til at stemme på Enhedslisten og tilbudt, at de på den måde kan modtage et originalt maleri af kunstneren til en værdi af 15.000 kroner.
Sagt med andre ord: Han vil købe din stemme.
– Det er en kunsthappening, der undersøger og tryktester vores hykleri, når vi stemmer. For er vi alle til salg? Er vi til salg for store kampagner og skræmmekampagner? Hvor meget er en stemme værd? Og hvor meget værdsætter man demokratiet?, udtaler kunstneren til Ekstra Bladet.
‘Demokratiet Til Salg’ hedder projektet – og noget tyder på, at det er. Radio IIII meddelte omkring middag, at 76 personer havde sendt et billede af dem selv og deres stemmeseddel til provokunstneren.
Stuntet skabte hurtigt røre i medierne, og det blev hurtigt gjort klart, at stuntet var ulovligt, da man hverken må hverken sælge eller købe stemmer i Danmark.
“Udemokratisk stunt”
Selv mener Kristian Von Hornsleth, at projektet befinder sig i en gråzone og fremhæver, at han ikke selv tjener nogle penge.
– Man er nødt til at knække nogle æg for at lave en omelet, ikke. Altså, det er jo en gråzone, for jeg tjener ikke noget i kroner og øre på det her. Der er ikke nogen, der tjener noget. Så jeg håber, den falder ind under en kunsthappening, lød det i en kommentar til Se&Hør.
Og klokken lidt over 15 gik den heller ikke længere, da politiet mødte op i hans værksted, ransagede det og anholdt ham. Det oplyste han i en story på sin Instagramprofil, der nu også er taget ned.
Enhedslisten fik tilsyneladende øjnene op for kunstnerens stunt tirsdag formiddag og fordømte det i en kommentar.
– Hej Kristian. Vi vil bede dig fjerne dette opslag og stoppe projektet med det samme. Det hører absolut ingen steder hjemme at forsøge, at købe stemmer i et demokrati, og vi ønsker ikke at have noget at gøre med dette udemokratiske stunt, lød det fra partiet, som efterfølgende henvendte sig til politiet med sagen.
Kristian Von Hornsleth virker dog til at tage det hele ganske roligt. Han har udtalt, at han håber, politiet har humor, og i sin sidste story på Instagram sad han roligt og smilede, mens politiet ransagede hans værksted.
Vi har rakt ud til Kristian Von Hornsleth for at få en kommentar, men han er ikke vendt retur inden deadline.
