Ovre på Berlingske bryster de sig af at skrive og mene ting, som man ikke behøver at være enige med dem i. Det er de også ret gode til. Sommetider så gode, at man kan mistænke dem for, at det er en bevidst strategi simpelthen at skrive noget vås, som ingen egentlig mener. Senest i går aftes.
Avisens kulturkommentator Kristian Lindberg har nemlig været på Copenhell, og det var vist en temmelig ubehagelig oplevelse. I hvert fald skrev han en personlig artikel med overskriften “Når 30.000 tramper i takt på Copenhell, minder det mig for meget om noget, jeg ikke bryder mig om“, hvor han forklarede, at han ikke kunne lide stemningen til vilde, store koncerter. Det mindede ham om den slags masseoptrin, som totalitære lande elsker at imponere deres undersåtter med, skrev han.
Og så citerede han ellers Joseph Goebbels for at få sine argumenter på plads.
Ahem… der er vist et eller andet, som han har misforstået. Nu er det ganske vist en personlig oplevelse, han beskriver, og det er jo, hvad det er, men tillad mig så at være helt og aldeles uenig.
Her på tærsklen af festival-sæsonen er det samtidig meget passende at slå et par ting fast.
Store koncerter handler nemlig ikke om, at man som publikum bliver “materiale for manipulation” eller om “medløberi”, som det anføres i artiklen, det handler derimod om fællesskab og total hengivelse. I bedste fald får man til gode koncerter muligheden for at glemme sig selv lidt og lade sig opsluge af et fælles nu sammen med en masse andre mennesker.
Selvfølgelig er det et kontroltab, og selvfølgelig kan det være ubehageligt, hvis man er et kontrolmenneske, men på den anden side af ængsteligheden gemmer der sig et bedre liv. De fleste af os bruger det meste af vores liv på at være oppe i hovedet og ræsonnere os frem til ting med vores intellekt, så lad da endelig den store koncert være et pusterum, et fristed for kroppens følelser og instinkter.
Det er præcis, hvad Copenhell er for mange. Det er for ølmaverne, hvad en nudiststrand er for naturister. Et hæmningsløst helle for alle de hærdebrede mænd, der ikke får lov til at gå med cowboyvest og bandana til daglig.
Kristian Lindberg vil til gengæld gerne have plads til, at hans tanker forstår det, der foregår, skriver han. Men så går man sørme glip af meget. Eller i hvert fald det modsatte: Nemlig, at ens tanker ikke forstår det, der foregår. Jeg siger dig, den slags kan være decideret bevidsthedsudvidende.
Men de kan også bare føles rigtig godt.
Som vores gamle majestæt sagde i en nytårstale for et par år siden, kan det være godt engang i mellem at gøre noget unyttigt. Dumme ting er måske slet ikke så dumme endda.
Man skal selvfølgelig være villig til at acceptere, at der så kommer ølsjatter på skjorteærmet. Ellers kan man jo altid tage i operaen og spise peanuts, mens man intellektualiserer sig frem til meningen i noget altmodisch tysk højsang. God fornøjelse.
Men som koncertgænger er der snart sagt ikke noget værre end at stå ved siden af en gnavpot, der er fuldstændig stiv i betrækket. Og personligt vil jeg nok hellere prygles med en våd Berlinger, end jeg vil være til koncert med deres anmelder. For slet ikke at tale om tusindvis af dem – og hvordan oplevelsen ville være, hvis Orange Scenes publikummer ikke lod sig rive med, men blot betragtede Kendrick Lamar i ro og mag.
80.000 mennesker med hovedet begravet oppe i deres eget overjeg. Delikat, ikke? Det virker rimelig totalitært på mig.
Nu var Kristian Lindberg faktisk selv lidt flov over at sammenligne stemningen på Copenhell med nazistisk propaganda, og det forstår jeg godt, for det er en fuldstændig unødvendig kobling. Metalfans foregiver at være nogle værre krabater, men de er ret beset de mest elskelige skabninger, og med folk, der dyrker yoga og elsker stilheden, er det lige omvendt.
Der skal være plads til alle. Og dem, der hylder satan, gør det for det meste bare for sjov. Det er altså ikke noget at være bange for.
