”Kære præsident Infantino, Aramco-sponsoratet er en fuckfinger til kvinders fodbold.”
Sådan lyder overskriften på et rimeligt rasende brev, der mandag havnede hos Gianni Infantino, som er præsident for Det Internationale Fodboldforbund.
Og jeg forstår både vreden og kritikken, for det virker underligt og en smule absurd, at man ikke har valgt en anden sponsor? Og at et saudiarabisk olieselskab skal spille så stor en rolle i international fodbold.
Det er formentlig blot endnu et forsøg på at styrke olienationens lidt blakkede ry.
Det er den danske fodboldspiller Sofie Junge Pedersen, som både er initiativtager og en af forfatterne bag brevet. Sammen med over hundrede andre kvindelige fodboldspillere kritiserer hun både det klimamæssige aspekt i at samarbejde med så enormt et olieselskab, men i høj grad også de menneskerettighedskrænkelser, som de beskriver, at Saudi Arabien begår.
Derfor burde FIFA nok lytte efter, når kvinderne nu opfordrer til at genoverveje og erstatte sponsoratet. Særligt hvis man vil fortsætte den positive udvikling, jeg oplever, at kvindefodbolden lige nu er i.
For det, tror jeg, bliver en smule svært, hvis man fortsat vil have en sponsor, som er ejet af en stat, der har en rimelig lemfældig omgang med blandt andet kvinderettigheder.
Det har været en klar del af min bevidsthed, siden jeg selv var helt ung og snørede mine fodboldstøvler i den lokale fodboldklub, at der var en stor kønnet forskel i fodbold. Og det var ikke kun den fysiske.
Nu har jeg hverken viljestyrken eller talentet til nogensinde at kunne nærme mig noget professionelt niveau, men jeg tillader mig at mene noget om det alligevel.
Min egen ikke særligt glorværdige karriere toppede, da jeg i 2016 spillede for FCM Klubsamarbejdets licenshold for piger. Et udtaget hold, som dog ikke kulminerede i andet end et enkelte stævne i nabokommunen. Jeg var nu alligevel utrolig stolt for med fodbolden kommer både fællesskab og store følelser.
Jeg tror dog, at det tætteste nogen af os kom på superligaplænen på MCH-arena, var den hyldestrunde, vi fik lov at gå under en halvleg. Modsat drengenes talentudvikling var der dengang ikke mere at komme efter på pigesiden i det regi. Heller ikke for dem, som var en del dygtigere end mig.
Sådan er det ikke længere. Ikke kun hos FC Midtjylland, der nu har fået et kvindehold, men også til de store landskampsslutrunder. I 2022 slog kvindernes EM-finale på Wembley Stadium tilskuerrekord på tværs af køn. Det er opløftende at være vidne til.
Kvindefodbolden er virkelig på vej i en positiv retning – også i et økonomisk perspektiv. Drømmen om at kunne leve af sin sport er ikke længere forbeholdt de mandelige spillere, som i årtier har været langt bedre betalt.
Og selvom det kan være med at genere endnu flere midler til kvindefodbolden, synes jeg ikke, at det saudiarabiske olieselskab bør sponsere kvindernes VM i 2027.
Der virker som et skridt i den forkerte retning.
“FIFA kunne lige så godt hælde olie på banen og antænde den. Vores job som professionelle spillere har været en drøm for os, og en drøm for de piger, som vil være fremtidens spillere. Vi fortjener så meget bedre fra vores forbund end dets partnerskab med denne mareridtssponsor,” skriver kvinderne blandt andet i det føromtalte brev.
For imens det saudiarabiske styre spenderer astronomiske beløb på at høste store fodboldstjerner til deres liga og indgå sponsoraftaler med FIFA er ”menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien gået fra slem til værre” skriver Amnesty International. De skriver at staten begår alvorlige brud på menneskerettighederne, krænker ytringfriheden, at kvinder undertrykkes og at kritikere af styret forsvinder, fængsles eller underlægges rejseforbud.
Kvinderne i Saudi Arabien fik først i 2018 muligheden for at køre bil, og i brevet til FIFA-præsidenten opremses en lang række andre eksempler på undertrykkelsen af kvinder og deres frihed. Blandt andet universitetsstuderende Salma al-Shehab, som i følge The Guardian blev idømt 34 års fængsel for at dele kritiske budskaber på, hvad der dengang hed Twitter.
Derfor synes jeg, at det virkelig klæder fodboldverdenen, at de over 120 kvinder forholder sig så kritisk til det statsejede olieselskab og siger fra over for denne “mareridst-sponsor”. For der må jo være andre attraktive alternativer?
Særligt når man overvejer, hvor mange penge der egentlig florerer i fodbold. Der findes i hvert fald et par mandlige spillere, som burde have råd til at gå lidt mere på kompromis med økonomien.
Og ikke med etikken.
Men indtil videre må vi nøjes med kvindernes åbne brev og håbe, at forandringen er på vej. Flere kvindelige spillere, heriblandt Pernille Harder, har i hvert fald skrevet under på brevet siden mandag.
“Vi fortsætter med at skubbe fremad mod en verden, hvor fodbold virkelig er for alle og hvor LGBTQ+-spillere og -fans bydes velkommen på tribunen og på banen.”
Idet mindste er nogen, som råber op for kvindefodbolden.
Og for spillet generelt.
