Kære studenter, I har netop kørt rundt i jeres pyntede vogne med kreative slogans malet på siderne, og vi har dyttet og vinket til hinanden, som mennesker fra forskellige generationer bør gøre. Vinke til hinanden. I lyser bybilledet op med glæden over endelig at stikke af fra skolevæsnet og ud i jeres nye, frie, spirende voksenliv.
Jeg håber, at det voksenliv vil gøre jer glade. For udefra set virker I ikke som en særlig glad generation. Det er ikke jeres egen skyld, men det er ret hjerteskærende, at I skal vokse op i så alvorlig en tid uden mulighed for at være lykkeligt ubekymrede. Den position findes nemlig ikke rigtig længere, den ubekymrede unge.
I er opvokset med skærm, nationale tests i skolen, breaking news og et truende klimakollaps. Især det sidste, altså bevidstheden om at verden bevæger sig i den forkerte retning, må være ualmindelig svær at leve med som ungt menneske, som skal vælge sin egen retning og egne drømme om fremtiden nu. For er der overhovedet en fremtid til jer?
Så I er nogle alvorlige unge mennesker. Mange af mine jævnaldrende og jeg selv har fornøjelsen af at arbejde sammen med unge fra jeres generation på arbejdsmarkedet nu, og når vi sidder og drikker vin og snakker om arbejdet, så falder talen ofte på jer, på jeres sårbarhed og jeres alvor, på hvordan jeres humor slet ikke omfatter den form for værkstedshumor, som vi er opdraget med. I er fra en tid med call-outs og identitetspolitik og laver nogen en upassende joke over frokosten, får de det at vide. Det elsker jeg jer for, det mod til at tale imod det bestående. I bliver ofte kaldt humorløse, men I er mest bare rundet af noget andet.
Content fra rigmandsbørn
I er woke, men ville aldrig selv bruge ordet. I er digitalt indfødte og second screener alt. I har haft jeres mest sårbare teenageår under Instagrams benhårde styreform. Det er de smukke, unge og rige fra samfundets top, rigmandsbørnene, der laver det bedste content, og det er det, I har fået serveret døgnet rundt på jeres telefoner via de forbandede algoritmer. Så jeg kan egentlig godt forstå, at det er nemt at føle sig som en fiasko, hvis man hverken har en Chanel-taske eller er på evigheds-badeferie i Dubai.
For jer er der ingen forskel på det digitale liv og det ikke-digitale liv, alt flyder sammen, og det er nok en af grundene til, at I slår jer på virkeligheden. Den lever jo ikke op til den redigerede og smukke ”virkelighed” på skærmen. I er opvokset i højkonjunkturens år, jeres coming of age-reference var den intrigante overklasseserie ’Gossip Girl’, og mange af jer har haft forældre med penge nok, som har taget jer verden rundt. I har altid fået jeres livretter og shoppet for sjov, men nu vender økonomien, og det kommer til at ramme jer, og os andre, hårdt.
Det er jer, der får endnu sværere ved at komme ind på boligmarkedet (medmindre jeres forældre kan bane vejen), og det er jer, der som kommende studerende vil få svært ved at få SU’en til at slå til. I kommer til at være afhængige af jeres forældre en stor del af jeres ungdom. I bliver ofte kaldt for curlingbørn og projektbørn, og det bliver svært for jer at stå på egne ben og at stå imod modstand og svære tider, fordi jeres forældre har hjulpet jer så meget og prøvet at skåne jer for nederlag. Jeres forældre har været optagede af at være jeres venner, men det er de ikke. Tal hellere med jeres bedsteforældre, for den tid, som de var unge i, 1970’erne, minder meget om i dag med feminisme, oliekrise og miljøbevidsthed.
De gamle hippier sagde: Stol ikke på nogen over 30, og det er sådan set rigtigt nok. I kan ikke stole på jeres forældre, for de vil så gerne have, at I bliver en succes og vil blive ved med at presse jer over i deres egne værdier. Det vil i de kommende år vise sig at være en bjørnetjeneste. For I er dårligt rustede til dårlige tider, og vi lever desværre i dårlige tider nu med dårlig økonomi, krig i Europa, terror, klimakollaps, inflation, migration og pandemi.
Diagnose-subkulturer
Jeres generation kæmper meget med angst, stress og depression. Det må være en af bivirkningerne ved perfekthedskulturen, hvor I føler, at I skal præstere på alle parametre og være gode til alt. Samtidig er I den første generation af unge voksne, som er blevet skoleskiftet, analyseret og diagnosticeret alle som en og identificerer jer via jeres diagnose-subkulturer og særlige sensitivitet. I har også mindre sex end mange af generationerne før jer havde i deres ungdom, og det er da lidt bekymrende, hvis dating-apps og samtykke-debat har resulteret i en manglende lyst, eller evne, til at hengive sig til hinanden i det seksuelle. Men måske er I bare bedre til at mærke efter, hvad I ægte har lyst til?
I føler meget, og jeres følelser overdøver ofte alt andet, og hos jer har følelser lige så stor autoritet som viden og erfaring. Det kommer til at blive en generationskamp på arbejdsmarkedet, fordi vi de voksne ikke ved, hvad vi skal stille op med alle de følelser på en arbejdsplads. Vi er opdraget til at føle i privaten og præstere på arbejdsmarkedet. I præsterer i jeres privatliv med venskaber, kønsidentiteter, kærester, fællesskaber og diagnoser, og for jer skal et arbejde være meningsfuldt og sjovt fra start, og ellers gider I det ikke. Der er ikke noget med at bide ’enhver begyndelse er svær i sig’ for jer, I vil have guldet, og ellers er I skredet. Hellere arbejde deltid på Mucki Bar og være et autentisk menneske end at brænde inde med sine guldkorn på et kedeligt kontorjob.
Jeg ville ønske for jer, at der kom lidt ro på verden, så I kunne springe ud i livet i fred. Der er desværre ikke noget, der tyder på, at kloden bliver et mere harmonisk sted at bo fremover, faktisk tværtimod. Så jeg håber, at I vil tilgive dette lidt hårde generationsportræt som studentertale og måske overveje at tage et par sabbatår, skrue lidt ned for de hårde præstationskrav til kroppen, sindet og CV’et og prøve et job i en børnehave eller tage på klimavenlig Interrailtur rundt i Europa for lige at trække vejret midt i al alvoren.
Verden er ikke ved at gå under, og vi får meget brug for jeres sensitivitet, jeres humanisme, jeres idealisme og jeres ideer til at vende skuden. Men for nu skal I sgu bare nyde livet og ungdommen, og så holder vi andre ansvaret og bøvlet for jer. Det har I fortjent.
