Internettet er fyldt med irriterende nostalgi fra 2016, og jeg får lyst til at flyveskalle mig selv

Sociale medier er i begyndelsen af 2026 blevet fyldt med opslag, der kredser om 2016 som en slags tabt gylden tid. Gamle Instagram-filtre, Snapchat-hundeører, fredstegn, palmer og velkendte popsange fra dengang bliver genbrugt igen og igen.

Hver gang jeg scroller forbi endnu et opslag, der romantiserer 2016, bliver jeg ramt af en mærkelig, udefinerbar følelse. Den smager en anelse af vemod og er en besynderlig blanding af irritation, melankoli og noget næsten kropsligt, jeg ikke helt kan placere. En knugen i hånden. Et højlydt suk. En modstand, der er overraskende stærk i forhold til, hvor lidt det egentlig burde betyde.

For hvis jeg lige træder et skridt tilbage og ser på det udefra, så er det jo “bare” endnu en social medie-trend. En af de der bølger, hvor vi kollektivt beslutter os for at længes tilbage.

Vi har før her på Heartbeats skrevet om, at unge mennesker længes efter en tid, hvor de ikke engang var født, og for nylig talte vi med en trendforecaster, der mente, at moden fra 2016 er tilbage.  

Jeg forstår det godt. Det gør jeg virkelig. 2016 var for mange et år, der føltes lettere. Og det var det også for mig. Det var året, jeg fyldte 30. Jeg så, i al beskedenhed, virkelig godt ud. Jeg boede i en dejlig lejlighed på Vesterbrogade. Jeg havde knækket koden til mit freelanceliv, og der var styr på økonomien. Mine børn var 7 og 1 år, vi rejste ufortrødent rundt og var det år både i Los Angeles, på Kreta og i Disneyland, og der var på mange måder ro på voksenlivet. Jeg var nygift, og blev gravid med mit yngste barn. Livet føltes samlet. I hvert fald i den version, jeg husker.

Og det er netop dér, nostalgien bliver farlig. I hvor effektivt den redigerer.

For det tog mig ikke lang tid at opdage, hvad jeg havde glemt. At det også var i 2016, min daværende mand blev hentet i ambulance og indlagt med meningitis. At jeg selv var igennem et kræftpakke-forløb efter at have fundet to store knuder i mit højre bryst. At året rummede frygt, kaos og dage, jeg ikke frivilligt ville gentage. Men de minder passer ikke ind. De bliver skubbet til side til fordel for en stemning.

Vil jeg tilbage? Nej. Egentlig ikke. Men jeg husker perioden som virkelig god. Og det er da dejligt, så hvorfor bliver jeg så irriteret over at se andres opslag om 2016?

Jeg har spurgt mig selv i dagevis. Og det irriterer mig næsten lige så meget, at jeg overhovedet bliver irriteret. Jeg plejer ikke at hidse mig op over, hvad folk laver på Instagram. Altså jo, hvis du klæder dig ud som dine egne børn eller din mand/kone og udspiller hverdagsskitser, så kan jeg godt mærke en vis indre modstand. Men ellers lever jeg relativt fredeligt med andres online-udtryk.

Så hvad er det her?

Noget af det handler sikkert om, at 2016 både føles langt væk og skræmmende tæt på. Ti år er ingenting og en evighed på samme tid. Og det gør mig pinligt bevidst om, at jeg jo så om ikke ret længe sidder i 2036 og kigger tilbage på året, hvor jeg fyldte 40, og tænker: hvordan gik det så stærkt? Den erkendelse er ikke rar.

Noget andet handler også om, at jeg grundlæggende synes, den slags trends er pisse irriterende. De der lemming-agtige længsler, hvor vi gentager den samme æstetik, den samme fortælling, den samme følelse, indtil den næsten bliver en sandhed. Og når det ovenikøbet er mine fellow millennials, der dyrker det, rammer det ekstra hårdt. Som om vi kollektivt har besluttet os for, at det var dér, det toppede.

Men der er måske et lag mere. Et, jeg selv er en del af. Ikke bare som beskuer, men som deltager. Som en, der udmærket ved, hvordan man redigerer sit liv til noget, der ser mere sammenhængende ud, end det føltes, mens det stod på. Jeg har også delt billeder, der var pænere end virkeligheden, lettere end sandheden og mere harmoniske, end mit liv reelt var i det øjeblik.  Ikke for at snyde, men fordi det er sådan, platformene virker, og fordi man langsomt vænner sig til at se sit eget liv udefra.

Jeg ved godt, at sociale medier ikke viser hele billedet. Det har vi sagt i årevis. Men jeg kan mærke, at den viden ikke længere beskytter mig. For selv når jeg ved det, bliver jeg påvirket. Jeg begynder at sammenligne. Ikke fordi jeg tror, andres liv var sådan, men fordi det konstante tilbageblik gør noget ved mit blik på nuet.

Måske er det i virkeligheden dét, jeg er mest træt af. At sociale medier hele tiden inviterer mig til at stå uden for mit eget liv og betragte det. Vurdere det. Holde det op mod tidligere versioner af mig selv og andre. Som om livet først er rigtigt, når det kan holde til at blive reduceret til en stemning, en æstetik, et minde.

Og så er der det helt lavpraktiske: mit feed er lige nu fyldt med karruseller fra 2016. De samme billeder. De samme vinkler. Den samme stemning. Igen og igen. Og hver gang de dukker op, får jeg en næsten barnlig trang til at flyveskalle mig selv. Ikke fordi noget af det er forkert, men fordi det er for meget.

Vis mig sgu da hellere, hvad du laver lige nu! Hvad du drømmer om! Hvordan du ser ud nu!

Jeg taler også til mig selv her. Især når jeg selv er blevet mere selektiv med, hvad jeg deler. Jeg savner nok noget af den umiddelbarhed, der engang var hos mine jævnaldrende. Dengang man lagde noget op, fordi man var midt i det, ikke fordi det allerede var blevet til et minde.

Hvornår holdt vi egentlig op med at bruge Instagram sådan? Er det fordi vores liv i slutningen af 30’erne ikke længere er lige så nemme at gøre pæne, som de var i vores 20’ere? Eller er vi bare mere selektive?

For helt ærligt: vi er jo stadigvæk fede nok. Også nu. Vi behøver ikke grave i gamle billeder for at bevise det.

Jeg forstår længslen. Jeg deler den sikkert også. Det kunne ligne mig. Men jeg orker ikke at blive mindet om den konstant. Ikke at få serveret andres redigerede fortid som baggrundsstøj, mens jeg prøver at leve mit eget liv videre. Det gør noget ved mit hoved, og det er hverken nobelt eller dybt. Det er bare irriterende.

Jeg vil ikke tilbage. Jeg vil heller ikke gøre status. Jeg vil egentlig bare gerne have lov til, at 2016 bliver liggende dér, hvor det hører hjemme. I fortiden. Og at mit feed, bare for en stund, handler om noget, der stadig er i gang.