Misantropisk mands bog
At læse bøger er måske den bedste måde at undslippe sig selv på, at opleve andre verdener eller i det mindste bare den velkendte verden, men fra et andet perspektiv. Personligt har jeg imidlertid i en lang periode hungret efter at læse en bog, hvor der var mere identifikation end ellers – det har været oprigtigt spændende at være inde i hovedet på lesbiske kvinder og kvinder med fødselsdepressioner og homoseksuelle mænd fra underklassen i Danmark og Frankrig. Men nu vil jeg bare gerne være inde i hovedet på en mand på min egen alder igen.
Derfor kom Theis Ørntofts nye roman ‘Habitat’ for nylig som manna fra himlen. Det er noget af en mursten, men den er så god, at jeg forsøger at dosere min læsning for ikke at grovæde den for hurtigt. Den handler kort sagt om forfatterens eget liv – man følger ham i skriveprocessen omkring hans forrige roman, som han gerne vil skrive i et eneboer-hus på Møn, man følger hans skiftende romantiske forhold og hans for evigt kværnende hjerne, der er ligeså misantropisk, som den er modvilligt liderlig. Jeg forstår ikke, at han har fået hug for at skrive kedeligt, for ‘Habitat’ er langt fra sprogligt – eller for den sags skyld genremæssigt – middelmådig. Den vil sidde i mig længe.
Perfect Days
For nu at lave en krølle på det med kedsomhed, så får jeg lyst til at sige, at ting jo ikke nødvendigvis er dårlige, bare fordi de er kedelige. Det er den japanske film ‘Perfect Days’ et, ja, perfekt eksempel på. Den er egentlig fra 2023, men jeg så den for første gang for nylig, fordi den kan streames kvit og frit på Filmstriben. Og den er i virkeligheden ret kedelig, i hvert fald dramaturgisk i forhold til for eksempel ‘Mission Impossible’ eller andre slåsfilm.
I ‘Perfect Days’ følger man den midaldrende mand Hirayama, der arbejder som rengøringshjælper på Tokyos offentlige toiletter og lever et meget asketisk liv med små fornøjelser. Han gør det samme hver dag, drikker den samme dåse til morgenmad, spiser den samme sandwich til frokost og lytter til de samme gamle kassettebånd i sin bil, når han kører på job. Det er en filosofisk film, der hylder rutinen og sætter spørgsmålstegn ved dyrkelsen af individet og det vestlige samfunds indbyggede forestilling om personlig succes. Man ser den og bliver pludselig glad for alt det, man har – og overvejer, hvor stor lykken kan være ved at gøre det samme hver dag.
Perfekte sokker
Apropos perfekte dage, så kan man i min verden ikke have en perfekt eller bare nogenlunde fin dag, hvis man er kommet ud af døren i et antræk, der på den ene eller anden måde viser sig at sidde forkert. Det henleder mig nu til min sidste anbefaling, nemlig et par strømper. Måske endda de perfekte strømper. Og nu kommer jeg så til at stille mig lidt an, for de her strømper egner sig til dem af os, der holder af at løbe en tur. Det er simpelthen løbesokker. Men muligvis også gode sokker i det hele taget.
Der er tale om Feetures Elite Ultra Light Mini Crew, og det lyder jo ganske teknisk, men det er groft sagt bare en hvid strømpe udformet i et så anatomisk vidunderligt design, at det får dig til at løbe, som var du et adræt kattedyr på Serengeti. De sidder bedre end noget jeg nogensinde har prøvet. Og de koster ganske vist mere end normale sokker, men de er den bedste anskaffelse i mit forbrugeriske middelklasseliv her på det seneste, og derfor fortjener de, at I får prakket dem på.
