Eventyrlige ejendomme
Forleden var jeg ved at rive teltpløkkerne op, tage et banklån og rykke til Møn. Jeg havde set et opslag på Instagramprofilen @eventyrligeejendomme, der hver dag lægger billeder op af skæve, skønne og ikke mindst prisvenlige boliger i hele Danmark. Og der gemmer sig virkelig nogle perler rundt i vores lille land. Profilen opererer ud fra devisen om at bevare det gamle og smukke i stedet for at bygge nyt. Både for at bevare vores kulturarv, men også fordi det er den bæredygtige vej at gå. Så hvis du drømmer om et lille bed & breakfast på Møn, et idyllisk sommerhus på Nykøbing Mors eller en murermestervilla ved vandet, og til penge, der rent faktisk er til at betale, så er @eventyrligeejendomme din ultimative inspiration.
/Asger Lorenzen
Krydstogts-drama
Midt i Det Caribiske Hav transformerer en 18 års fødselsdag sig til et regulært mareridt. Drinks og dansegulv bliver til iturevne trusser, overgreb og ord mod ord. Fødselaren Cille skal fejre sin 18 års fødselsdag med sin mor Nanna og sin bedste veninde på et gigantisk krydstogtskib, der lægger fra kaj i Miami. Man fornemmer, at der er et forhold, der skal repareres og noget fravær, der skal kompenseres for i deres relation. Miniferien skal være plastret på såret. Men festen, fuldskaben og mødet med en flok norske gutter på polterabend munder ud i et seksuelt overgreb, og Nannas kamp for retfærdighed for sin datter på internationalt farvand går i gang. Flora Ofelia Hofmann og Trine Dyrholm – i skinnende tracksuit, langt, falsk hår og kunstige øjenvipper – spiller rollerne som mor og datter med største nerve og troværdighed. (Det virker som en universel umulighed, at Trine Dyrholm skulle kunne spille en rolle dårligt). Instruktør Michael Noer, der står bag film som ‘R’, ‘Nordvest’ og ‘Før frosten’, bevæger sig ofte i et socialrealistisk og dystert univers, og ‘Birthday girl’ er ingen undtagelse. Selvom hele handlingen udspiller sig på et krydstogtskib, har Noer skabt et spændstigt univers og en historie med fart på. Filmen giver et kritisk indblik i drukkulturen og det mørke, som den kan kaste af sig. Og så stiller den det ubehagelige spørgsmål: Er det bedst at glemme et blackout, et overgreb, eller skal alle detaljerne frem i lyset?
Birthday Girl kan ses i landets biografer fra 4. april.
/Louise Elly Meyer
Dekadent dokumentar
DR’s arkiv Gensyn har åbnet op for et væld af glemte skatte. Og dokumentaren ‘Grevinden på tredje’ fra 1996 er en af de perler, som virkelig er værd at hive frem fra skrinet og støve af. Gennem lige godt en time har man fornøjelsen af at være i selskab med den 95-årige minister, grevinde Erna Hamilton – ja, det var hendes tilgiftede og selvudnævnte titler, og dokumentaren løser gåden for dig undervejs -, som er livsnyder, excentriker og vaskeægte og selverklæret overklasseløg indtil benet. Hun elsker østers og ædelstene, taler flydende fransk og italiensk – og dansk bagfra -, og med hjælp fra sin portner Hans Dalmark kører hun til middage ude i byen, hvor hun mindes gamle dage med gamle venner. Det er en ren fornøjelse for øregangen at lytte til hendes affekterede tale, som når hun siger: “Det er nu en behagelig væske,” efter at have taget en slurk champagne. Dokumentaren er desuden et personligt indblik i danmarkshistorien. Erna Hamilton blev født i år 1900 og har således oplevet to verdenskrige og depressionen i 1930’erne. Ikke at hun rigtig bemærkede nogen af delene. Hun havde det regulært som blommen i et æg på sine forældres slot, Lille Amalienborg på Østerbro, og deres astronomisk mange penge, som hun levede af resten af sit liv.
/Louise Elly Meyer
LÆS OGSÅ