84.490 tilskuere sidder klar på et udsolgt Soccer City Stadium i Johannesburg. Åbningskampen mellem værtsnationen Sydafrika og Mexico er netop fløjtet i gang. 10 minutter inde i anden halvleg står det stadig 0-0, men så sker det: Sydafrikas midtbanespiller Siphiwe Tshabalala får en bold i dybden, tager et træk og tordner den forbi Mexicos målmand, helt op i hjørnet af målet. Tilskuerne går amok, og mit 10-årige jeg kaster sig rundt i stuen til lyden af vuvuzelaer, der skriger gennem fjernsynsskærmen. VM i Sydafrika 2010 var skudt i gang, og jeg husker det, som var det i går.
Sæt “Waka Waka (This Time for Africa)” på højtaleren, og lad mig tage dig en tur ned ad ‘memory lane’.
Jeg husker Vuvuzelanen, det smalle horn af plastic, der for evigt vil blive forbundet med VM i Sydafrika, og som drev danskerne hjemme i stuerne til vanvid. Det lange horn lavede en vanvittig skinger lyd, når man pustede i det, og kunne komme op på hele 127 decibel og dermed forårsage høretab. En af mine venner havde været i Sydafrika med sin far for at opleve slutrunden. Som en ”lille” souvenir havde han fået en vuvuzela med hjem i bagagen, til stor glæde for alle drengene i klassen. Til mindre stor glæde for alle andre omkring os. Vi brugte den i skolen til at forskrække pigerne og hinanden ved som en leopard at snige os ind på hinanden og så blæse i vuvuzelaen af vores lungers fulde kraft. Et mirakel, at ingen af os lider af tinnitus i dag. På et tidspunkt blev det for meget for vores dansklærer Jonna. Hun flåede den ud af hånden på min ven, og da hun ikke kunne knække den i to, låste hun den inde i katederet. Og der ligger den sikkert endnu.
Jeg husker den nymoderne Jabulani-bold med det slangeskinds-lignende mønster, der gjorde det surt for slutrundens målmænd. Også vores egen Thomas Sørensen havde svært ved at holde den drilske bold fra netmaskerne i kampen mod Japan, hvor Keisuke Honda scorer på et frispark fra, hvad der føles som midten af banen. Bolden knækker et par gange i luften og suser lige forbi Thomas Sørensens målmandshandsker. Samtlige af drengene i min folkeskoleklasse havde den bold, inklusiv mig selv. William havde den ægte til 750 kr, men den spillede vi ikke med. Den stod som et trofæ på hans reol. Vi var tit hjemme hos ham efter skole for at se og mærke den. Vi andre spillede med fake versioner, man kunne få i Sportsmaster til et par hundrede kroner.
Jeg husker 1/8-dels finalen mellem Uruguay og Ghana, hvor sidstnævnte ville skrive sig i historiebøgerne som det første afrikanske hold til at nå en VM-semifinale nogensinde, hvis de vandt. I overtiden redder Luis Suárez Uruguay fra at tabe kampen ved at stoppe en ghanesisk afslutning med sin hånd. Han fik rødt kort, og Ghana brændte det efterfølgende straffe. Han blev hyldet som en helt i sit hjemland og tilsvinet som usportslig i resten af verden. Der var dog ingen skam at tyde hos Luis Suárez, som jublede på sidelinjen, da Ghana brændte det efterfølgende straffe og senere har betegnet sin handling som ’VM’s bedste redning’.
Jeg husker den oficielle VM sang ”Waka Waka (This Time for Africa)” som soundtracket til min sommer. Sangen har i skrivende stund 3,9 milliader visninger på Youtube, altså halvdelen af jordens befolkning. Den Columbianske superstjerne Shakira blev en superstjerne, og hendes insisterende omkvæd ”Tsamina mina eh eh, waka waka eh eh”, vil jeg nok stadig huske på mit dødsleje.
Jeg husker, hvordan jeg sad på en campingplads i Harzen sammen med min far og 20-30 let berusede ældre tyske mænd i receptionen og så finalen på en laptop. Man holdt med Holland, ellers var det ud. Derfor skjulte jeg min spanske Tiki-Taka-fascination og fulgte spændt med, i det drabelige opgør mellem Holland og Spanien. Og det gik ikke stille for sig. For selvom det var en målfattig kamp, var intensiteten på sit højeste. Kampen bød på hele 14 gule kort, og dommeren Howard Webb, må havde været i godt humør, for det kunne snildt være blevet til flere. Der blev gået til den, og at Nigel de Jongs hovedløse bryststempling blev takseret med et gult og ikke rødt, er den dag i dag stadig et mirakkel. Der var drama til det sidste, og endte med Andrés Iniestas forløsende mål i forlænget spilletid, der sikrede Spanien deres første VM-titel. Jeg skjulte min glæde for de andre, og listede i ly af mørket ned i teltet til min familie, summende af adrenalin og lykke over hvad jeg lige havde oplevet.
Det er nogle af de oplevelser, der for mig gør VM i Sydafrika 2010 til den mest mindeværdige slutrunde i min levetid. Og jeg har ingen gang nævnt Frank Lampards verdensklassemål mod Tyskland i ottendedelsfinalen, som blev underkendt af dommeren. Diego Forláns vanvittige slutrunde, hvor han fortjent blev kåret som turneringens bedste spiller. Eller Diego Maradonas kække smil, som skinnede på sidelinjen for Argentina.
I dag starter EM-slutrunden 2024 i Tyskland, og jeg glæder mig som et lille barn til at se Kai Havertz lave en Tshabalala, når de i aften åbner ballet mod Skotland.
