Vi var begge 21, og hun skulle første gang besøge mig på kollegiet. Jeg havde flottet mig og købt en flaske vin og så ellers taget glas af den fælles beholdning. Men ved forsøg på udskænkning kom det prompte:
”Jeg siger ligesom min far: Jeg drikker ikke vin af tandglas.”
Nu havde jeg ikke researchet, hvilke glas hendes far drak af, men de i 90’erne allestedsværende sennepsglas var det i hvert fald ikke. Konklusionen var under alle omstændigheder krystalklar: Det, jeg gjorde, duede ikke. Og jeg duede slet ikke til at komme med det hurtige skarpe comeback, som jo helt sikkert sagtens kunne have lettet stemningen.
I virkeligheden havde jeg glemt alt om denne ungdomsoplevelse, men den kom sjovt nok til live igen, da jeg så den nye film om ‘En frygtelig kvinde’.
Jeg var så heldig at se filmen med tre kvinder, som godt kunne genkende sig selv i portrættet af kvinden, der kan snurre sin kæreste rundt om lillefingeren ved at gøre ham til et skuffejern, der ikke engang kan finde ud af at fylde en opvaskemaskine. Jeg personligt kunne sagtens genkende mig selv i den forvirrede mand, der bliver stillet overfor nogle krav og ønsker, han ikke forstår, og derfor ender med intet at gøre.
For sagen er jo, at vi stiller en masse krav til hinanden, som enten er umulige at leve op til, eller som vi bare ikke kender forhistorien til. Eller som på grund af tidligere forhold kan trykke på ikke umiddelbart forståelige knapper.
Den værste partner er perfektionisten
En gruppe canadiske forskere fandt ud af, at den værste partner, man kan finde, er perfektionisten. Perfektionisten er aldrig rigtig glad for noget, for perfektion i både dig selv og den anden er jo uopnåeligt.
Ifølge denne artikel reagerer disse mennesker ved at bruge sarkasme, ironi og andre konfliktsøgende strategier i forsøg på at få styr på samlivsproblemerne.
Den beskrivelse passer i hvert fald godt på figuren Marie i ‘En frygtelig kvinde’, spillet af Amanda Collin. Hun reagerer (passivt) aggressivt, hvis hun ikke får sin vilje, når det for eksempel gælder, hvad der skal hænge på væggene. I løbet af filmen udviser hun psykopatiske træk, og hendes opførsel udvikler sig til decideret psykisk vold.
Hvorvidt filmen er ment som et generelt portræt af kvindekønnet, har været diskuteret siden premieren 25. december.
Perfektionisme har dog intet med køn at gøre. Et af eksemplerne i en bog, der udkom sidste år, ‘Perfectionism: Theory, Research and Treatment’, handler for eksempel om en mand, der slår sin hustru, fordi hun er den eneste fejltagelse, han nogensinde har begået.
Hovedpersonen i ‘En frygtelig kvinde’, Rasmus – spillet af Anders Juul – bliver ikke slået af sin kæreste. Men han bliver alligevel sablet ned, hvilket gør ham mere og mere usikker. Hvilket ikke er det mest sexede, man kan være, når man forventes at være ‘en rigtig mand’.
LÆS OGSÅ:
Instruktør og manusforfatter Christian Tafdrup har i flere interviews fortalt, hvordan han mistede sig selv og simpelthen smuldrede, fordi han af bare usikkerhed blev mere og mere lydhør overfor kærestens ønsker og mindre overfor sine egne. Det samme gælder åbenbart hans bror, som han skrev filmmanuskriptet med.
Efter premieren fik de ifølge et interview i Alt for Damerne et godt råd med på vejen af kollega Erik Clausen. Som Christian Tafdrup fortæller i interviewet:
”Erik Clausen, der nærmer sig de 80, kom over og sagde: “Det der I beskriver – jeg har aldrig oplevet det!”. Og så forklarede han mig: “Der er en ting, du ikke forstår ved kvinder, som du skal huske, det er, at de skal forstå, at du vil gå gennem ild og vand for dem. At hun er det vigtigste for dig i hele dit liv. Hvis hun ikke forstår det, så bliver hun sådan der”.
Det perfekte liv?
Men så er der lige den grad af perfektionisme, som i større eller mindre grad bor i os alle.
Det er måske ikke så mærkeligt, at de fleste af konflikterne i ‘En Frygtelig Kvinde’ tager udgangspunkt i hjemmet, for større statussymbol findes vel ikke?
Når vi møder en anden, er det med det udgangspunkt at få et bedre liv. Der er næppe nogen, der tænker, at nu skal de have et dårligere liv. Men hvad vil det så sige – at have et bedre liv? Eller måske endda et perfekt liv?
Handler det om at få et større og bedre hjem? En skøn svigerfamilie? De rigtige ferier? Handler det grundlæggende ”bare” om noget så skønt som kvalitetstid? Og hvad er så det?
Handler det om at have en lækker og/eller succesfuld kæreste, som man kan blære sig med? Og hvordan ser sådan en ud? Hvor kommer disse krav fra? Er det måske endda i dag vigtigere end nogensinde at kunne vise sit perfekte liv frem? Og hvad hvis man ikke har det?
Når ‘En Frygtelig Kvinde’ er blevet set i biografen af over 60.000 danskere er det nok fordi, den ikke kun handler om mænd overfor kvinder. Den handler om parforholdet som sådan. Og måske om drømmen om det perfekte parforhold.
Det er måske en meget god idé at forventningsafstemme. Ellers kan det virkelig gå galt.
Det virker i hvert fald ikke som om, at hverken den mandlige eller kvindelige hovedperson har tænkt over eller diskuteret, hvad det egentlig er, de vil have ud af det parforhold, og hvorfor de overhovedet er interesseret i at indgå i et sådan.
De interesserer sig tilsyneladende mest for sig selv og egne behov. Og det er vel grundlæggende det, der er problemet?
