“Sometimes a little bit of faith can go a long, long way,” stønner Nick Cave.
Lidt efter giver han sig ind i den mest sønderknugende gang crooneri, jeg i mit liv har hørt. “I’m just waiting for you, waiting for you, waiting for you,” gjalder det, så den ubærlige smerte bider om kap med omkvædets øjeblikkelige genkendelighed og må plante sig i alle, der lytter med mere end et halvt øre. Og som om det ikke var rigeligt, tynder den 62-årige australier sin runkne, rustne røst ud i en slank falset og hvisker det utopisk desperate: “… to return, to return.” Som blottede han alt, der er tilbage af ham.Jeg fandt hans mordballader dybt fascinerende som teenager, især den med Kylie.
Men jeg blev først Cave-fan, da han, klanggeniet Warren Ellis og resten af The Bad Seeds udgav ‘Push the Sky Away’ i 2013. Måske skulle jeg være parat til at tage hans fyrstelige mørke ind, men derfra har jeg skamdyrket ham. Især dette årtis trilogi, som også tæller ‘Skeleton Tree’ (2016) og indeværende års ‘Ghosteen’. Sidstnævnte er det første album, der direkte tager sønnen Arthurs ulykkelige dødsfald under behandling.
Som forælder kan det være så godt som umuligt at forestille sig at skulle overleve sine egne børn. Men når Cave repetitivt messer “I love you, I love you, I love you” på albumåbneren ‘Spinning Song’ og “Waiting for you, waiting for you, waiting for you” på sangen af samme navn, så er man der med ham. Bilder jeg mig ind. Bare i et splitsekund forstår man, hvad han er ude for. Og det er rigeligt til at samle en klump i halsen og en sø af væde i øjenlågenes randområder. Hver gang. Han – manden, der altid har flirtet med døden, konfronteret den og udfordret – prøver nu at bære det ubærlige.
Man forstår, at sangens to vers griber tabet an fra først Caves kones perspektiv og dernæst hans eget. Hun vil æde smerten, han griber efter de sivstrå, der kan holde ham ovenvande. Mens han venter. På genkomsten: ” … to return, to return.”
Det er svært at øve ‘Waiting for You’ retfærdighed med sin skrift, men Nick Caves generøsitet – selv midt i hans livs mørkeste kapitel – fortjener et ærligt forsøg.
“Well, sometimes it’s better not to say anything at all,” som han selv konstaterer undervejs. Resignerende, men stadig stående. Uopslidelig, trods alt. Ligesom hans musik.
