”It’s complicated”. Det var vist meget beskrivende for mit forhold til Facebook.
I årevis havde jeg haft lyst til at bruge mindre tid foran skærmen. På at scrolle. På diskussioner. På at smadre min koncentrationsevne med en lind strøm af små, urelaterede stykker information.
Det var et kompliceret forhold, og jeg havde længe gået og overvejet, hvordan jeg kunne komme ud af det. Eller i det mindste bare begrænse det.
Det er bare ikke skide let, når et af verdens mest magtfulde firmaer bygger deres forretningsmodel på, at man bliver hængende. Så meget som muligt.
For Facebook er en maskine. Topoptimeret til at optage opmærksomhed. Den lille røde indikator for notifikationer er designet til at fange vores opmærksomhed og give et lille afhængighedsdannende dopamin-kick. Der er grupper og events, som får vores sociale liv til at hænge sammen. Vi har indgået et symbiotisk forhold med Facebook. Et farvel til de sociale medier er et farvel til årevis af minder og på mange måder en socialt isolerende handling. At forlade det ville under normale omstændigheder være en ret stærk indikator for psykisk dårligdom. Det der med at melde sig ud af sociale fællesskaber – det er ikke rigtig noget, som glade og mentalt raske mennesker gør.
Læg hertil, at jeg selv har brugt hele mit professionelle liv på at arbejde med sociale medier. Tentaklerne stikker dybt. Symbiosen er total.
Men det trak altså. At komme ud af Zuckerbergs fedtede favn. Og der er jo grunde nok. Beskyttelse af mit eget privatliv. Den konsekvente skatteunddragelse. Protest mod en platform, der ikke tager sit politiske ansvar seriøst. Ønsket om ikke at bidrage til en maskine, hvor ansigtsgenkendelse, sporing og personlig information er råstoffer.
Og ikke mindst: Ønsket om at kigge mere op. Se mere af verden end en 6-tommers skærm. Skifte de tomme, hurtige kalorier ud med noget substans.
Men hvad gør man så? Tidligere forsøg havde vist sig ufrugtbare. Noget med at give sig selv regler og dogmer. ”Ingen Facebook hjemme”. Den slags holder normalt cirka i et døgn.
Men så huskede jeg. Jeg havde faktisk tidligere været i en lignende situation. I sommeren 2017 sagde min kæreste farvel til spillet Pókemon Go. Tricket var ikke bare at slette appen eller prøve at slette sin profil. Min kæreste vidste godt, at der skulle noget mere drastisk til. En reel nedslagtning.
Det blev en sommeraften, hvor vi sad sammen og slettede vores allerbedste og stærkeste Pókemoner. Dem, vi havde brugt uhensigtsmæssigt mange timer og penge på at bygge op. Sjældne Pókemoner. Seje Pókemoner. Søde, digitale venner vi havde planer for og forventninger til. Det gjorde ondt, men de skulle slettes. For der måtte ikke være noget at falde tilbage til.
Samme strategi var nødvendig med Facebook. Hvor jeg tidligere havde forsøgt at gøre mit feed så interessant som muligt, var målet nu sabotage. Ræsonnementet var: Facebook gør alt, hvad de kan for at fastholde min opmærksomhed. Hvis jeg vil væk fra det, skal det modarbejdes. Jeg må gøre Facebook så kedelig, at den er nem at ignorere. Som en alkoholiker på antabus.
Jeg har engang læst, at ‘unfollow’ er det værste, man kan udsætte nogen for i den digitale tidsalder. Men lad mig bekende: Det er lige præcis, hvad jeg gjorde. På alt.
På hver eneste post jeg så, fandt jeg de tre prikker oppe i højre hjørne. Unfollow. Venner og bekendte. Sider og grupper. Al den tid, jeg ellers havde brugt på at glo på ligegyldigheder, blev nu brugt på en ny hobby: Unfollow.
Er det amoralsk? Uvenligt? Eller bare lidt nederen? Sådan føltes det til tider. Jeg følte mig illoyal, når jeg trykkede unfollow til nogen, jeg holdt af. Det føltes helt unaturligt at trykke unfollow til sider og sager, som jeg gerne ville støtte. Unicef. Red Barnet.
Men det føltes også fantastisk. Lettende. Som en mental hovedrengøring. Farvel til billeder fra dig, jeg mødte til en fest for syv år siden og slet ikke kender. Farvel til dig, random side, som jeg ikke kan huske at have trykket ‘like’ til. Farvel digitalt rod og tomme kalorier. Farvel til en hobby, jeg aldrig havde bedt om.
Allerede efter et par dage skete der mindre, når jeg loggede på Facebook. Og efter et par ugers unfollow-mission begyndte mit feed at være seriøst kedeligt. Et billede af en vindheks kunne være det mest spændende, nogen havde posted den dag. Missionen lykkedes: Jeg havde saboteret min Facebookside til at være røvsyg. Mine ‘glo lidt på Facebook-sessions’ blev kortere og kortere. Der var jo intet at se! Og lige så stille forsvandt vanen med at køre gennem newsfeedet.
Succes! Pop champagnen! Eller …?
Det siges, at mængden af laster er konstant, og det kom ret konkret til udtryk her.
Med Facebook ude af spillet begyndte jeg pludselig at interessere mig for online betting (det varede heldigvis kun et par uger). Min brug af LinkedIn steg også et par tusinde procent, og jeg fik læst en del flere artikler på nyhedssites. For problemet var selvfølgelig ikke kun Facebook, men en generel vane, der bestod i at tage telefonen op til et hurtigt fix underholdning.
Men det var et skridt på vejen. For selvom det ikke var helt slut med at glo ind i en skærm, synes jeg alligevel, jeg var på vej mod lidt mere substans og lidt mindre automatreaktion. Det handler jo ikke nødvendigvis om at droppe alle skærme fuldstændig, men i sidste ende om at fylde livet med værdi.
Næste projekt er at finde balance. For Facebook er kun starten. Vi kommer ikke uden om, at fremtiden er digital. Vores liv kommer til at være integreret med skyen, algoritmerne og hinanden på måder, vi endnu ikke har fantasi til at forestille os. På godt og ondt. Målet er i sidste ende ikke at kæmpe imod, men at finde ud af, hvordan man kan sætte sig i førersædet. Sikre, at man selv bestemmer, og ikke blot lader sig rive rundt og manipulere. Det handler i sidste ende om et mere ligeværdigt, harmonisk forhold.
Illustration: Nikolaj Egestorp
