to-do liste
Foto: Privat

Der er intet mere tilfredsstillende end at strege et gøremål over, uanset hvor trivielt det er

To-do lister og falsk produktivitet længe leve.

Jeg elsker at lave to-do lister. Måske lidt mere end hvad godt er. Der er noget næsten terapeutisk ved at skrive gøremål ned på papir. Det føles produktivt. Jeg skaber en illusion af struktur og kontrol. Jeg har styr på mit liv, tænker jeg. Men min listeglæde rummer også en dobbelthed. 

På den ene side føler jeg mig som en produktiv maskine, hvor hvert punkt symboliserer orden og overskud. På den anden side har jeg en forbløffende evne til at ignorere de åbenlyst vigtige opgaver. Et punkt som ”skriv diskussion” til min store uni-aflevering står ofte på listen i flere dage, mens jeg i stedet vælger mindre, langt mere tilgængelige punkter, som jeg lige orker den dag. 

Det er som om, jeg opnår en slags zen-tilstand ved overspringshandlinger, når jeg prioriterer ”vask tøj” eller ”vand planterne” over ”skriv diskussion”. 

Det hænger nok sammen med, at den ultimative nydelse ved en to-do liste ikke nødvendigvis er at udføre opgaverne. Nej, det er at strege dem ud. 

Det øjeblik, hvor kuglepennen glider hen over papiret, og endnu en ting forsvinder fra listen, er som et mentalt klap på skulderen. Et dopaminkick direkte til hjernen, uanset om punktet er stort eller småt. Faktisk er størrelsen af gøremålet nærmest ligegyldigt for mig. En streg er en streg. Og en streg er én ting, jeg har nået i dag. Som nogen måske vil mene, at jeg lige så godt kunne have ventet med til i morgen. Men det er lige meget.

Nogle dage bliver jeg for kreativ med min to-do liste. Der er de dage, hvor jeg tilføjer selv de mest basale ting som ”spis morgenmad” eller ”børst tænder”. Det er næsten lidt pinligt, men der er simpelthen bare noget enormt tilfredsstillende ved at sætte en streg hen over en opgave, uanset hvor triviel den er. 

Jeg kan endda finde på at skrive ting på listen, som jeg allerede har gjort, bare for at kunne strege dem ud og føle mig ekstra produktiv. Når jeg kommer i tanke om, at jeg har været nede at pante, ryger det straks på listen. 

Når dagen ender, kigger jeg på min liste med en blanding af tilfredshed og skyld. Diskussionen er stadig ikke skrevet. Til gengæld har jeg købt den rundtang, jeg skal bruge til mit næste smykkeprojekt, og planterne er i hvert fald ikke døde.

Og ja, jeg ved godt, at det er selvbedrag i ordets reneste forstand, der blot får de større opgaver til at virke endnu mere uoverskuelige. Men hvem siger, at man ikke må booste sin egen moral? Nogle gange må man tage de små sejre, hvor man kan få dem. Særligt i en tid, hvor effektivitet er i højsædet, og man hurtigt kan føle sig utilstrækkelig, er det fedt at kunne føle sig effektiv på den her måde. Et kæmpe life hack herfra. Se at komme i gang.

Skriv klumme.

Footer graphics