For fjorten år siden var den dengang 39-årige underviser Mette til en helsemesse med en veninde. Mens hun spadserede rundt mellem boder med krystaller, røgelse, økologiske og parfumefri cremer, spottede hun en ældre aalborgensisk kvinde, der læste håndflader og spåede skæbner.
Mette havde aldrig prøvet den slags før, så lettere nysgerrig spurgte hun, om hun måtte booke en tid hos damen. En tilsyneladende uskyldig beslutning, men de 10 minutter skulle ironisk nok vise sig at være skæbnesvangre.
– Hun siger gudhjælpemig til mig, at der ligger en lille pige og venter på mig, og hende skal jeg have. Lidt provokeret siger jeg til hende, jamen, hvis du er så dygtig, så kan du vel se, at jeg ikke har nogen mand at få et barn med, siger hun og fortsætter:
– Men hun svarer blot, at jeg finder kærligheden på et andet tidspunkt. Hende her, pigen, skal du have alene, siger hun. Du har brug for hende i dit liv. Så nævner hun så, at det bliver i femte forsøg, at jeg bliver gravid. Og at hun ser pigen have en hjemmelavet, fin, gul strikket kjole på på et tidspunkt. Jeg skyder det i gulvet og tænker, at hun ikke er rigtig klog. Jeg skulle aldrig have brugt penge på hende, fortæller Mette og rynker brynene i mistro.
Alligevel sætter tanken om pigen sig fast, og Mette fanger sig selv i at Google ‘How to have a baby alone’. Et par måneder senere sidder hun til en konsultation på en fertilitetsklinik på Store Kongensgade og bliver vejledt i livet som solomor og de potentielle risici ved at blive gravid i en høj alder.
Mette aftalte med sig selv at give det et skud, men satte også en deadline. Hun ville forsøge at blive gravid fem gange og så droppe det, hvis ikke det lykkedes.
Hun fik lov at vælge, hvem der skulle være barnets donor og lærte, at der fandtes ‘åbne’ og ‘lukkede’ donorer. Med valg af en åben donor ville barnet få frigivet donorens identitetsoplysninger og kan kontakte vedkommende som 18-årig. En lukket donor derimod er, som navnet antyder, anonym, og barnet får intet at vide om donorfaren på nær elementære oplysninger såsom højde, øjenfarve, hårfarve og vægt og lidt generelt om uddannelses- og sundhedsbaggrund.
For Mette var valget ikke svært.
– Jeg tænkte, at hvis jeg skulle gøre det her, skulle det være med en åben donor, så barnet har en chance for at kende sit biologiske ophav. Og så kunne man ellers ligge der med et sjovt stykke papir, hvor man kunne vælge mellem slagtere, studenter alle mulige sjove ting, siger hun.
I sidste ende blev det en donor, der havde en baggrund inden for musik og pædagogik, hun gik med.
Dén donor har vi allerede mødt i Heartbeats’ spalter. Det er Bjørn, hvis ekstraordinære liv og historie som åben donor blev foldet ud i første og andet afsnit af Heartbeats artikelserie ‘Donorfaren’.
Og vi har faktisk også mødt Mette. Hun er den første af mødrene, der har fået børn med Bjørns sæd, som Bjørn møder i virkeligheden. Både hende og hendes datter.
For ja, ganske som håndlæseren havde spået, var der gevinst på femte forsøg. Mette blev gravid og fødte en lille pige. I dag, 14 år senere, har hun og datteren en relation til donorfaren og en halvsøskendeflok på 10 børn. I dette tredje afsnit af ‘Donorfaren’ fortæller Mette sin historie om at være solomor og om at møde faren til sit barn, der på én gang er vildt fremmed, men som hun også kan se spor af i sin datter.
For hvordan er det at have et barn med en, man nok ellers aldrig ville have fået børn med?
– Helt vildt mærkeligt og meget surrealistisk, griner Mette.
– Men når jeg sidder over for ham, og jeg ser ham, så kan jeg jo godt se min datter.
Ville ikke have et skilsmissebarn
Mette havde egentlig aldrig ønsket sig børn. Hun har altid været umoden af sin alder, siger hun. Hun har haft svært ved at binde sig i kæresterelationer. Noget, hun i bakspejlet godt kan se har rødder i barndommen.
– Jeg er skilsmissebarn. Jeg er født i Italien og har en italiensk far og en dansk mor, og mine forældre blev skilt, da jeg var fem år. Så flyttede min mor og jeg til Hellerup i Danmark, og jeg så ikke min far igen, før jeg var 21, siger hun.
At være skilsmissebarn endte også med at have indflydelse på Mettes beslutning om at blive solomor.
– Jeg har haft så svært ved at turde binde mig og specielt også at få børn. Det var så hårdt for mig at miste min far og et helt land. Og jeg så den smerte, min mor stod med de første par år. Jeg tror ikke, jeg ville ikke turde få et barn med en mand, fortæller hun og fortsætter:
– Og nu kan jeg se, at det faktisk var det, der gjorde, bevidst og ubevidst, at jeg valgte at få et barn alene, og at det var smart, dét der med at være alenemor, for det betød, at mit barn ikke blev skilsmissebarn. For så skulle hverken mit barn eller jeg selv igennem den sorg, en skilsmisse er.
Missionen lykkedes. Mette blev til sin store overraskelse gravid i femte forsøg. I stedet for at juble af glæde, gik hun i panik og ringede til Rigshospitalet for at bestille tid til en abort. Hun kunne pludselig ikke overskue projektet, der fremstod skørt og frihedsberøvende, nu det stod til at blive realiseret.
Men dagen inden hun skulle have en abort, drømte hun en bizar drøm, der i dag ingenlunde virker tilfældig.
– Natten til fredag drømmer jeg, at jeg møder den her lille pige. Hun havde faktisk den gule kjole på. Og så siger hun, mor, du må ikke blive bange, du må ikke være bange for mig. Vi får det så fantastisk sammen, fortæller Mette og smiler roligt.
Om morgenen ringede hun til Rigshospitalet og aflyste aborten. Kvinden i den anden ende af røret snøftede i telefonen og ønskede hende tillykke.
For nu skulle hun altså have dét barn, hun havde i maven.
Den gule kjole
Barnet fik hun, og det blev som bekendt en lille pige, der, ifølge Mette, “lignede hende på en prik”.
Clara kom hun til at hedde.
Og den gule kjole, som håndlæseren havde set Clara i, gjorde også hurtigt sin entré i virkeligheden.
– Da min datter er omkring et år, banker det på døren. Der står en kvinde med en gul kjole, som hun havde strikket. Hun havde nemlig tre sønner og to børnebørn, der også var drenge. Og hun sagde, at hun syntes, det var så fantastisk, at hendes søns nabo havde fået det her barn alene, og at det var en pige. Og hun ville så gerne strikke til børn, og om jeg ville tage imod den her gule kjole.
De første to år som solomor var hårde. Mette fik “stort set ingen søvn overhovedet”, og den før så frigjorte og selvstændige kvinde var nu spændt hårdt for i livet med rutiner og forpligtelser.
Mette opdagede også, at hun bar rundt på en skyldfølelse, hun havde svært ved at sætte ord på. Den kom, når hun så andre familier på legepladsen, hvor der var både en far, en mor og et barn. Pludselig tænkte hun, at hun havde skaffet et barn til verden, velvidende, at hun ikke fik lov at opleve eller vide noget om sin fars side af familien. Om den ene halvdel af sit ophav.
Følelsen tiltog kun, da Clara for første gang spurgte ind til sin far. Hun var tre år gammel.
– En dag, da vi kører hjem fra børnehaven, siger hun pludselig, mor, er min far er egentlig død? Jeg kører næsten galt af ren chok. Så jeg stopper bilen og tænker: Så er er det simpelthen nu, jeg skal snakke om det her. Jeg satte mig ind til hende på bagsædet og kiggede på hende i det lille barnesæde, fortæller hun og fortsætter:
– Og så siger jeg til hende, nej, du har en far. Men hvor er han?, spørger hun. Det forstod hun jo ikke, fordi alle andre havde jo en far i børnehaven. Så viser jeg hende mine hænder og siger: Hvis du nu forestiller dig, skat, at den her hånd, det er mor, og den her hånd her, det er far. Og mor, hun ville så gerne have dig. Men ham her, far, var der ikke. Og så fjernede jeg min hånd. Så var der kun én hånd. Mor stod her og ville så gerne have dig. Så det mor gjorde, det var, at jeg gik op til lægen. Og så sagde jeg, jeg vil så gerne have Clara. Kan du hjælpe mig? Og så sagde lægen, ja, det kan jeg faktisk.
Lægen gav hende en “gave”, forklarer Mette til Clara, og den gave var hende. Så når de andre børn i børnehaven spurgte, hvor hendes far var, kunne hun forklare, at hun var en gave, moren ønskede sig.
Det hjalp, men skyldfølelsen aftog alligevel ikke helt. En dag, et par år efter bilepisoden, opdagede Mette en unik gruppe på Facebook, der kunne komme hende til undsætning.
DNA på app
– Da min datter er 4-5 år, opdager jeg en lukket Facebook-gruppe med flere tusinde medlemmer. Det viser sig at være en gruppe for donorbørn og -mødre, hvor man ved at oplyse farens donornummer, kan finde frem til andre, der har samme nummer – og altså derfor nok er søskende til ens barn, forklarer hun.
Mettes store drøm var, at datteren kunne få lov at møde mulige halvsøskende eller sågar sin donorfar. Hun vidste godt, at datteren ville få frigivet oplysninger om farens identitet, når hun fyldte 18 år. Men på daværende tidspunkt virkede det som rigtig lang tid at skulle vente.
Også fordi Clara så småt begyndte at ændre sig. Fra at have lignet Mette og “været som to dråber vand”, som hun beskriver det, skete der pludselig noget.
– Da hun bliver omkring 11-12, er det som om, fra den ene dag til den anden, at hun skifter ansigtform. Det er ret vildt. Jeg har også veninder, der siger det. Så kunne jeg bare se noget andet i hende. Og jeg kan huske, at jeg siger det til hende en dag. Der er noget andet i dig nu. Hvor er det vildt. Det er din far, der kommer frem nu. Jeg kunne simpelthen se ham lige pludselig.
Det var ikke kun udseendesmæssigt, at andre træk end Mettes begyndte at pible frem. Clara havde også personlighedstræk, der adskilte sig markant fra sin mor.
– Som karakter er jeg spruldrende, udadvendt, og har et måske lidt ADHD-agtigt italiensk temperament, som vælter frem og er alle steder. Clara, derimod, er ekstremt jordbunden og meget rolig. Og jeg har så tit joket med hende og sagt til hende, at det skulle dælme ikke undre mig, hvis din far er en jyde med benene solidt plantet på jorden.
Den spådom skulle – ligesom håndlæserens så mange år tidligere – vise sig at være 100 procent korrekt.
100 procent match
Det var nemlig også omkring dette tidspunkt, at Clara kom hjem fra skole en dag og fortalte, at de andre børn var begyndt at tage “DNA-tests” for at finde ud af, hvilke lande de stammede fra. Mette syntes, det lød sjovt og vidste, at hendes test ville vise hendes sydeuropæiske ophav.
Men hvilke lande ville Claras test vise?
Resultaterne var meget forskellige. I modsætning til Mette, der kom fra “minimum 11 lande”, var Claras genetiske ophav fordelt over et langt mindre område – og meget af det var placeret i og omkring Tyskland. Det passede jo fint overens med det, de havde joket om: At faren nok var en jyde.
Men der skete også noget andet.
– Pludselig scroller vi ned, og så står der “100 procent match”. Og ordet ‘FAR’. Og hans fulde navn.
– Vi stirrer på hinanden og går i chok. Vi siger ikke en lyd, vi sidder bare og stirrer. Og så begynder vi bare at græde og grine. Græde og grine. Græde og grine. Vores reaktion var så voldsom. Vi blev så forskrækket, siger Mette og vifter let med armene.
Clara ville gerne have moren til at skrive til den mand, der bar titlen ‘FAR’ på appen. Men Mette vidste ikke, hvordan man gjorde den slags.
– Hvad siger man – halløj, det er dig, jeg har et barn med? Og så var jeg bange for, at Clara blev skuffet. Det var min altoverskyggende bekymring, fortæller hun.
Alligevel gav Mette det et skud og sendte følgende besked:
Kære Bjørn,
Jeg håber, det er okay, jeg skriver til dig. Min datter og jeg har lige fået lavet en DNA-test, fordi vi var så nysgerrige på at se, hvilke lande i verden, vi er slægtet til. Men at vi fandt dig direkte, havde vi ikke forestillet os. Jeg har fået min datter via en åben donor, der er født i 1988. Min datter Clara blev født i 2012. Vi har lige opdaget via denne DNA-test, at hun har et 100 procent match til dig, hvor der står titlen som ‘far’.
Mette fortalte lidt om Clara, hendes personlighed, forkærlighed til dyr og fodbold, at hun engang havde gået til kor og familiens liv i København.
Hun afsluttede beskeden med at skrive, at hun håbede, hun ikke havde “skræmt” ham, men at det kunne være hyggeligt at lære lidt mere om ham, hvis han havde lyst. Og at han ikke var forpligtet til noget, og de ikke forventede noget fra ham.
Men svar kom der. Ganske hurtigt endda.
– Jeg ved fra ham efterfølgende, at han fik kaffen galt i halsen om morgenen, da han pludselig læser den her besked. Der gik nogle dage, og så får vi svar, og han er meget lystig og får virkelig skrevet en masse. Han har en fantastisk humor, ligesom jeg har. Min datter har også en god humor, så der har vi virkelig noget til fælles, os tre, fortæller hun og fortsætter:
– Han fortæller, at han er fra Jylland, og der var vi jo helt færdige af grin. Han fortæller virkelig detaljeret og meget levende om sit liv. Vi skriver rigtig meget sammen. Jeg læser det op for min datter. Og da han fortæller, at han skal en tur til København, beslutter vi os simpelthen for at mødes.
Første møde
Mette og Clara besluttede sig for at mødes hjemme hos dem og gik rundt som “løver i et bur” og kunne næsten ikke overskue, at Claras biologiske far ville ringe på døren om lidt. Stemningen var anspændt, men også fuld af en udefinerbar forventning.
– Da vi åbner døren, står han og bryder fuldstændig sammen. En kæmpestor mand står bare og hulker, griner hun.
– Min datter, hun står oppe ved døren og siger, er du okay? Og det synes jeg bare var så sødt. Han kommer ind og er vanvittigt ydmyg. Meget, meget, meget følsom. Og forsigtig, fortæller hun.
De gik ind i stuen og satte sig på sofaen. Bjørn spurgte Clara, om der var noget, hun gerne ville vide om ham.
– Det første, hun siger, er, at hun vil gerne se hans fødder. Fordi hun har ikke sin mors tæer. Og ganske rigtigt, de har de samme, krogede tæer, og jeg har taget billedet af det, siger hun og viser samme billede af to sæt fødder, som Bjørn viste mig en måneds tid forinden.
Han blev fire-fem timer i alt. De endte med at bestille pizza og snakke i timevis. Da Bjørn forlod lejligheden, spurgte Mette datteren, hvordan hun havde det.
– Hun sagde, at det var så rart, at hun nu kunne sætte ansigt på det nummer (donornummer, red.), hun altid har haft. Og så sagde hun også, at han lever et meget anderledes liv, end vi gør, og han lever så langt væk, så hun var helt med på, at han aldrig blev hendes far.
Hvad kalder I ham? Bjørn? Far? Noget tredje?
– Efter vi mødte ham, spørger jeg Clara, hvad har du lyst til at kalde ham? Skal han hedde… Bjørn? Eller skal han hedde Donor? Eller skal han hedde Far? Eller Donorfar? Og hun siger Bjørn. Så vi siger Bjørn, når vi taler om ham, og det er også det, hun kalder ham.
De har holdt kontakten sidenhen. De er venner på Facebook og skriver typisk sammen en gang i kvartalet. Bjørn skriver, når Clara har fødselsdag, og hun har skrevet til ham engang, da hun havde en skoleopgave om Anden Verdenskrig. Hun har fået at vide, at hun altid må skrive til ham, hvis hun har lyst eller brug for det. De har mødtes tre gange fysisk, og Mette beskriver ham som en “ønskedonor”, der er venlig, ydmyg og til rådighed for datteren, hvis hun har behov for det.
Et hav af halvsøskende
Bjørn er dog ikke det eneste familiemedlem, som den lille familie har fundet frem til. Via Facebookgruppen for donorbørn har Mette og Clara hen over årene fået kontakt til Claras halvsøskende.
– Der er ti halvsøskende i alt fordelt på Danmark, Norge, Sverige, Island og England. Vi er dog de eneste i Danmark, desværre, siger Mette.
Ligesom Mette er næsten alle mødrene til børnene singlemødre, der har fået børnene alene – på nær et lesbisk par i Island, der har fået to børn med Bjørns sæd. Børnene er mellem fem og fjorten år, og Clara er den ældste. Mødrene har en Messenger-gruppe, hvor de skriver, når børnene har fødselsdag og deler øvrige begivenhedsrige øjeblikke fra hverdagen.
– Det fantastiske er, at vi kvinder har det hamrende dejligt. De er alle sammen udadvendte og snakkesalige. Vi fungerer så godt sammen, siger hun.
De mødes en gang om året i ét af de forskellige lande. For to år siden var de i Danmark, hvor hele søskendeflokken og dertilhørende mødre kom hjem til Mette og Clara, tog en masse billeder og lærte hinanden at kende. Året efter var de i Stockholm, og denne sommer var de i Oslo og besøgte Claras lillebror og søster.
Næste år skal de til London, og året efter går turen til Island.
– Vi har snakket om, os forældre, at det er så vildt at se, hvordan børnene spejler sig i hinanden. De kan se, hey, du ligner mig, du gør ligesom mig. Og de joker også internt med hinanden om det. Og de har virkelig fået knyttet bånd, fortæller hun.
Mette var i tvivl om, hvorvidt hun skulle fortælle de øvrige mødre, at hun havde mødt donorfaren. Da hun og datteren var på besøg med de øvrige halvsøskende i Stockholm, besluttede hun sig for at tage bladet fra munden.
– Det ville jeg jo have ønsket, hvis det var en af dem, der havde mødt ham. Jeg var i tvivl om, hvordan de ville reagere. Og der var mange blandede reaktioner. Nogen syntes, det var super spændende. Men de fleste af dem sagde, at de var slet ikke interesserede. Fordi de stadig har for små børn, og de kunne ikke rigtig rumme det, siger hun og fortsætter:
– Og jeg nævnte jo også for dem, at det er også et stort skridt at tage, fordi man pludselig ikke er alene med sit barn mere. Pludselig kan du se noget andet. Jeg ser jo tit donoren i min datter. Og det kan jeg godt mærke, at jeg skal vænne mig til. Fordi det er trods alt en fremmed mand, hun pludselig ligner.
Sidenhen har mødrene fra Island og deres to døtre også mødt Bjørn – noget, de gjorde i selskab med Mette og Clara, så det føltes mere overskueligt.
– Det endte med, at vi mødtes alle sammen i København. Og min datter og jeg, vi grinede sådan lidt og tænkte, gad vide, om han græder igen? Og det gjorde han faktisk ikke. Han var super cool. Og han havde øvet sig i noget islandsk, så han fik talt islandsk til de små piger. Det var meget, meget sødt. Og det var et rigtig godt møde, siger hun og fremviser forskellige billeder af de fire – Bjørn, Clara og de islandske piger, der er mellem seks og ni år i alder – der boltrer sig forskellige steder rundt omkring i byen. Alle smiler.
Ingen fortrydelser
Bjørn har ikke været med til nogle af halvsøskendenetværkets møder. Dog ved Mette, at han synes, det er “fantastisk”, at de mødes og har en relation til hinanden. Mette drømmer da også om, at han kan komme med en dag og være en del af fællesskabet.
– Min drøm er, at der kommer en dag, hvor alle har lyst til at mødes og se ham, og at han så også kommer med en gang om året. Det kunne være så fedt.
De øvrige halvsøskende er, ifølge Mette, nysgerrige på, hvem deres donorfar er. Det forstår Clara godt – men mødet med sin biologiske far, har gjort hende klogere på, hvorfor der er aldersbegrænsning på at få adgang til sin donorfar.
– Efter at Clara møder Bjørn første gang, kommer hun til mig og fortæller, at hun godt kan forstå, at man skal være 18 år. Hun syntes jo også, at det var noget mærkeligt noget, at der pludselig var ‘en anden’, at det ikke bare var hende og mor længere. Hun ville råde sine halvsøskende til at vente, så lang tid de kan med at gøre det.
Hverken Mette eller Clara fortryder, at de rakte ud til Bjørn og lærte ham at kende. De har en “god relation”, siger Mette. Clara kan spejle sig i Bjørn og hans krogede tæer, og Mette fortæller, at Clara altid har haft en gammelklog personlighed, som hun tydeligt ser afspejlet i sin donorfar.
Det har nu heller ikke været en dans på roser for Mette at være solomor. Hun har “viet sit liv til sin datter”, siger hun, og selv om hun ikke fortryder, har det haft sin pris – herunder en periode med stress, hukommelsestab og afkald på kærlighedslivet. Nu, hvor Clara er blevet teenager, tænker hun, at hun godt kunne tænke sig en kæreste.
Men når hun kigger tilbage, fortryder hun intet. Også selv om andre, mere traditionelle familiekonstellationer har spøget af og til.
– Når jeg kigger i bakspejlet, kunne det sgu da have været fedt alligevel at have fået den der kernefamilie, mor, far og barn, parcelhuset. Indimellem synes jeg, at det er enormt hårdt, og jeg tænker, ej, er der virkelig ikke andet til mig her i livet? Er det bare os to, alene?, siger hun, og tilføjer:
– Og så er der dage, hvor jeg tænker, det er simpelthen så fedt, at vi er så frie.
Clara virker heller ikke til at mangle noget. Selv om hun ikke er vokset op med en traditionel far, der har været med til fødselsdage og konfirmationer, er hun glad for den far, hun nu engang har fået.
– Nogle gange, så har Clara haft en veninde, der har spurgt hende, hvordan det er ikke at have en far. Og hun svarer blot, at det ved hun ikke, for hun har aldrig prøvet det. Og det gør mig glad, fordi jeg selv havde en far, som jeg mistede. Hun har heldigvis ikke prøvet at miste, hun har fået.
Også Mette er glad for den donor, hun nu engang fik.
– Jeg er også glad for, at Bjørn er, som han er. Han er ikke en, der lover guld og grønne skove, så hun måske en dag bliver skuffet. Hans rolle er så fin. Så fin, siger jeg dig.
Og så smiler hun lidt.
Mette er er opdigtet navn. Hans fulde identitet er kendt af redaktionen.
