”Jeg er glemsom”
“Jeg er fortabt”
“Jeg er forelsket”
“Jeg er fortvivlet”
“Jeg er dristig”
“Jeg er pengevasker”
“Jeg er Joakim von And”
Sådan indledes hvert afsnit af den nye tyske thrillerkomedieserie på DR, ‘Bombemanden fra Berlin’, der er baseret på virkelige hændelser. Udsagnene tilpasser sig undervejs, så de beskriver den (i øvrigt stadig levende) fantast, forfatter og tegner Arno Funkes sindstilstand, efterhånden som historien udvikler sig.
Virkelighedens Arno Funke lavede tidsindstillede bomber, som han placerede i stormagasinerne KaDeWe og Karstadt i Berlin, Hamborg, Bremen og Hannover. Han afpressede derefter varehusene for penge for ikke at gøre det igen.
På trods af en vellignende fantomtegning lykkedes det ham at undslippe politiet i perioden 1987-1993. I afpresningsbreve kaldte han sig selv Joakim von And (Dagobert på tysk), og historien om hans liv er intet mindre end perfekt stof til filmatisering.
Uforløste kunstnerdrømme
Vi får adgang til hovedpersonen Arno Funkes (Friedrich Mücke) tanker gennem en løbende voiceover. Han reflekterer over sit liv, hvordan hans barndom og nutid hænger sammen, og hvordan han planlægger sine kriminelle handlinger.
Vi hører om arbejdet med at placere bomberne, men også om pengeoverdragelserne, som blandt andet involverer tog og tunneler.
Monologen er yderst velskrevet. Den er fuld af klogskab, boblende humor og er til tider poetisk. På et tidspunkt lyder det f.eks. ”Jeg kunne være stukket af. Bag træerne løb der skinner. De første sommerfugle dansede på græsstråene. Egentlig alt for smukt til en overdragelse.”
Funke har kunstneriske talenter. Men de er ikke blevet indfriet. I stedet designer han udsmykning til motorcykler i et skummelt motorcykelværksted. Han føler sig udbrændt både mentalt og fysisk og forsøger desperat at finde livsgnisten og kræfterne til at forsætte i den flaske sprut, han opbevarer i skabet på værkstedet.
”Havde jeg haft penge, havde jeg malet mine egne malerier. Fyldt hele gallerier,” fortæller han.
Da han ser sin døde far tale direkte til ham fra fjernsynsskærmen, ved han, at der er noget helt galt, og han beslutter sig for, at noget drastisk må ske. Så han omfavner ideen om at blive skurk – det er hans kald, siger han.
Så nu begynder han at planlægge sine bombeaktioner. De giver pludselig hans liv en helt ny mening og den retning, han har længtes efter.
De hjemmelavede bomber placerer han i varehusene og sætter dem til at gå af om natten, hvor de står tomme, så ingen kommer til skade. Trods alt et sympatisk skurketræk.
Kommunikationen med politiet foregår via opkald til telefonbokse og breve med meget specifikke anvisninger. Han bruger sit store talent for teknik, for eksempel til at designe en elektrisk slæde, som politiet skal placere pengene i. Pengeoverdragelserne giver mindelser om avancerede skattejagter, som man sagtens kunne forestille sig at læse om i et Anders And-blad.
Inspiration fra eventyr
Serien har da også på flere måder et tydeligt skær af eventyr. Kameraet bevæger sig, så det giver en flyvende fornemmelse, og flere gange fryser billedet. Da Arno Funke åbner døren fra sin fængselscelle, leder vejen ud til haven ved hans barndomshjem og de togskinner, som lå i forlængelse af barndomshjemmets baghave.
Hans forestillinger om det tekniske i planerne, bliver på billedsiden visualiseret i 80’er-neongrønt.
Også Henrik Ibsens teaterstykke ‘Peer Gynt’ har man hentet inspiration fra. Her er hovedpersonen Peer lige så overmodig og dumdristig som ‘Bombemanden fra Berlin’. Edvard Griegs musik, som han komponerede til stykket, bliver brugt – særligt troldetemaet – og Arno Funke bruger også på et tidspunkt ‘Peer Gynt’ som falsk dæknavn.
Gentagne gange undervejs får man associationer til filmen Trainspotting(1996), som har samme fantasifulde fortællemåde. Filmen brugte ligeledes voiceover til at følge den marginaliserede hovedkarakter Mark Renton (Ewan McGregor).
Når det eventyrlige visuelle univers bliver parret med den velskrevne monolog, løfter serien sig op til en vild og intelligent oplevelse.
Tiltagende paranoia
Arno Funke spilles med høj energi og intens indlevelse af Friedrich Mücke. Og på trods af sit tekniske talent og sin høje intelligens portrætteres han på ingen måde som en superhelt. Vi ser, hvordan han plages af hallucinationer og tiltagende paranoia.
I løbet af de seks år, han er i politiets søgelys, mister han gang på gang modet. For så kort tid efter at få en ny idé til vanvittige aktioner, han kan snyde politiet med og dermed genfinde sin livsgnist. Det er befriende, at han bliver skildret så fejlbarligt og nuanceret.
Fortællingen åbner også op for politiets verden. Vi følger kommissær Strack, spillet af Misel Maticevic, som er kendt for sin rolle som gangsteren Edgar Kasabian i ‘Babylon Berlin’.
Efter utallige forsøg på at fange ’Joakim von And’ vokser frustrationen og desperationen, hvilket resulterer i ansættelsen af en politipsykolog, Sonja Balas (Sonja Gerhardt), som skal analysere sig frem til Funkes motiver og svagheder.
Selv om det er politiet, der jager Arno Funke, bliver de også selv jagtet. Pressen følger intenst sagen og skriver forsider med overskrifter som ”Onkel Joakim er klogere end politiet tillader”, og befolkningen følger nysgerrigt med.
Hvem er Dagobert? Med tiden bliver han til en levende myte – en mediestjerne.
Arno Funkes fortælling stjæler billedet. Politiets verden kan ikke hamle op med hans visuelt dragende og velfortalte verden. Selv om skuespillerne giver deres karakterer masser af kærlighed, blegner de i forhold til Funkes.
Karaktererne virker flade og entydige, og ens opmærksomhed begynder at flakke, når man er i politiets univers. Men Arnos univers sprudler af energi og legelyst, og det er en fryd at blive inviteret ind i.
Skønt, at DR endnu en gang har hentet en fremragende serie hjem fra Tyskland.
