Det er så utroligt svært at sætte fingeren på, hvad der egentlig er galt. Det virker mest som noget, man bilder sig selv ind, og indtil for nylig vidste jeg slet ikke, at der var et ord for det. Men det er der: mikroaggressioner.
Mikroaggressioner er, når man konsekvent bliver afbrudt som den eneste til et møde, hvor alle andre får lov at tale ud. Det er, når nogen nævner den hyggelige aften forleden i vinklubben, hvor man så ikke lige var inviteret med. Når man langt mere end ens kolleger skal forklare og retfærdiggøre sine kompetencer og i øvrigt får at vide, at man virker sur og bør smile mere. Når ens punkt på dagsordenen på magisk vis er røget ud, eller ingen svarer på mødeindkaldelsen.
Ifølge en ret opsigtsvækkende rapport fra The Diversity Council, som dykker ned i det paradoks, at Danmark har utroligt få kvinder i topledelse i forhold til andre lande, samtidig med at vi opfatter os selv som enormt ligestillede, bliver der netop peget på mikroaggressioner som en central del af problemet.
Mellem 40 og 50 % af de adspurgte kvindelige ledere har oplevet mikroaggressioner i forhold til mændene, hvor det kun er mellem 15 og 30 %. Og endnu mere interessant så stiger intensiteten, jo højere man kommer op ad karrierestigen.
Det har i årevis været et lidt af et mysterie, hvorfor store virksomheder – på trods af alle mulige indsatser – ikke har kunnet lokke kvinderne op i det øverste ledelseslag. Man har længe givet børn og hjemmeliv skylden, og det er også en del af forklaringen i forhold til rapporten, hvor det – surprise! – viser sig, at langt de fleste kvindelige chefer også tager det største slæb derhjemme. Men ingen har dykket ned i de finere mekanismer, der er på spil inde i mødelokalerne og foran kaffemaskinen.
LO-bossens hævn
Inden det lykkedes Lizette Riisgaard at sætte sig for bordenden som den første kvindelige formand for LO i 2015, skulle hun finde sig i meget pis. Et mandligt bestyrelsesmedlem nævnte f.eks., at “det er jo alvorlige ting, som vi diskuterer” som argument imod hendes kandidatur.
Hun følte sig i det hele taget så dårligt behandlet, at hun meget sigende slet ikke brugte sit skrivebord i LO-huset, men valgte at sidde på caféer, inden hun altså blev valgt og lynhurtigt fyrede de mænd, som havde udsat hende for mikroaggressioner i hele otte år. Det er sejt gået. Og desværre er der nok ikke mange, som har stamina til at holde så længe.
Jeg tror ikke, at verden er fyldt med mænd, som bevidst tænker, at “nu skal jeg satme være rigtig mikroaggressiv over for min kvindelige kollega,” men jeg tror, at der er rigtig mange, som kommer til at være det ubevidst.
Jeg har i hvert fald personligt oplevet det et utal af gange – så sent som i weekenden på Bogforum, hvor jeg står og taler med en mand, som så bliver afbrudt af en anden mand og derefter påbegynder en samtale, som jeg slet ikke kan være en del af. Det er svært at gøre noget i sådan en situation andet end at gå væk – hvilket jeg da også gjorde – men det havde været langt sejere, hvis jeg havde haft modet til at sige: “Hov, dér udelukkede I da lige mig fra samtalen.”
Det havde helt sikkert været utroligt akavet, men den slags skånselsløse ærlighed virker som gift på mikroaggressioner. For hvis vi skal ændre på forholdene, så skal vi blive bedre til at sige fra i situationen, men først og fremmest skal vi blive bedre til at inkludere andre end dem, der ligner os – i samtalen, i vinklubben, på arbejdet og på Bogforum.
