Tom Cruise
Foto: Paramount

Tom Cruise løber og løber og… løber i den første trailer til den måske sidste ‘Mission; Impossible’

‘Mission: Impossible – The Final Reckoning’ får premiere næste år, men første trailer er allerede klar.

Tom Cruise (62) har godt nok sagt, at han gerne vil fortsætte med at spille Ethan Hunt i ‘Mission: Impossible’-filmene, til han er 80 år gammel, men den kommende film i franchisen skulle altså blive den sidste.

Nu er der landet en trailer til ‘Mission: Impossible. The final reckoning’, som på vanlig vis lægger op til et højspændt actiondrama med en uløselig mission.

“I need you to trust me. One last time,” siger Cruise i trailerens sidste sekvens, og deri ligger der også en slet skjult opfordring til kommende biografgængere om at gøre det samme.

Filmens forgænger ‘Mission: Impossible – Dead Reckoning Part One’ udløste nemlig ikke nær så store dollargrin på filmselskabet Paramounts læber, som de havde troet, da den udkom sidste år.

’The Final Reckoning’ er instrueret af Christopher McQuarrie, som også står bag de seneste tre film i serien, og denne gang kommer Ethan Hunt og hans hold til at stå overfor en skurk, der prøver at få fingrene i et særligt AI-våben.

Hvordan forhindrer man det? I traileren ser det ud til, at Tom Cruise blandt mange andre befordringsmidler vælger løb. Han løber og løber, præcis som han er kendt for – og som han gennem årene er blevet drillet med af internettet. Men det plejer som bekendt også at virke for ham.

Filmen har premiere 23. maj 2025.

Find mere om
Footer graphics