nikoline
Foto: Manuel Alberto Claro

Q&A med Nikoline: “Jeg er optaget af kunsten og kan ikke tage hensyn til egoer. Heller ikke mit eget”

Nikoline er en musikalsk skærebrænder, og hun går længere end de fleste i kunstens navn. I sin seneste video knepper hun for at vise, at kvinder kan og må alt. Her færdiggør hun en håndfuld sætninger om, hvem hun er…

At være en musiker som mig…

“… der er ingen som mig.”

Jeg går ikke op i…

“… make up, andre menneskers meninger, reality tv, kendisser, der ikke kan noget.”

Det knuser mit hjerte…

“… at vi ødelægger livet på planeten med ligegyldigt overforbrug af discount, og at kommercielle kræfter har succes med at reducere mennesker, familie, vores forbindelser til hinanden og sex til noget så tomt og meningsløst som nyttevirkning og penge.”

nikoline
Videoen til sangen ‘Gourmet’ kan ses på hjemmesiden joy-mogensen.dk. Kulturministeren har via sin advokat bedt rapperen om at overdrage domænet. Foto: Manuel Alberto Claro

Det største kompliment, jeg nogensinde har fået…

“… er, at jeg er verdens bedste barnebarn. Min familie er meget vigtig for mig, og jeg synes, at det er meget vigtigere end ens årsindkomst og alt det, man opnår i hamsterhjulet. Konkurrencesamfundet reducerer mennesker til fucking muldyr og tillægger ikke arbejdsløse, studerende og pensionister nogen værdi, selvom de i kraft af f.eks. deres familierelationer er afgørende for nogen, også selvom de ryger, er overvægtige, på overførselsindkomst eller på anden vis en økonomisk “belastning” for samfundet. Det er en klam måde at reducere mennesker, synes jeg. Hvordan putter du værdien af en mors kærlighed i excel-ark?”

Den bedste beslutning, jeg har truffet i mit arbejdsliv…

“… har været at frigøre mig fra andres lænker og manglende mod. Jeg har hele tiden været kompromisløs, men jeg har været omgivet af labels og managers, som ikke har turdet det, jeg ville og ikke har sluppet mig løs og turdet satse på det nyskabende, jeg ville. På et tidspunkt fik jeg nok af det, og i dét sekund, hvor der ikke længere var nogen til at holde mig tilbage, smadrede jeg også igennem. Det har virkelig gjort en stor forskel for mig at frigøre mig, og det har også tiltrukket alle de rigtige mennesker for mig.”

Nikoline

Dansk rapper, uddannet fra Det Kongelige Danske Musik Konservatorium.

Debuterede i 2017 med singlen ‘Flertallet er dumme’, der udkom med en omstridt video, hvor hun skyder mod billeder af danske politikere.

Udgav i 2018 sangen ‘Sut min klit’ og i 2019 sangen ‘Danskhed (feat. Knud Romer)’.

I videoen til singlen ‘Gourmet’, der er et opråb mod forbrugerisme og dårlig kvalitet, medvirker Nikoline i eksplicitte sexscener sammen med fire andre. Videoen har hun selv instrueret.

For fem år siden ville jeg ønske, jeg havde vidst…

“… at jeg ligesom Batman ville komme til bruge mit mørke til at bekæmpe mørke.”

Min største last…

“… er også min styrke. Jeg er besat og stopper ikke, før jeg opnår det, jeg vil. Det gør, at jeg går the extra mile, men samme besættelse kan også drive mig og alle omkring mig til vanvid. En anden styrke er, at jeg er meget direkte. Svesken på disken. Jeg siger til og fra uden omsvøb. Det har nogen svært ved at tackle. Men alle, som kender mig, ved at close loop communication bare er effektivt og ikke er, fordi jeg er uhøflig og vil såre nogen. Synes bare, det er noget pladder at pakke alting ind i en pædagogisk sandwich, hvor man først siger noget godt og så noget skidt og så noget godt. Jeg er optaget af kunsten og kan ikke tage hensyn til egoer. Heller ikke mit eget.”

Still fra ‘Gourmet’. Foto: Manuel Alberto Claro

Jeg kan ikke styre mig…

“… når hende, jeg elsker, ser på mig med det der “jeg vil have dig”-blik.”

Inden jeg bliver gammel…

“… bare jeg holder det ud så længe. Lige nu ser det meget dystert ud for os, vores børn og børnebørn. Jeg har allerede oplevet meget af det, jeg ville, og jeg har også erfaret, at du ikke kan planlægge livet. Bare de seneste fem år er der sket meget i mit liv, som jeg aldrig nogensinde ville have kunnet have forudset. Så jeg lever spontant og meget i nu’et.”

Hvis jeg bare for en enkelt dag kunne være…

“… kulturminister. Så ville jeg kæmpe for at få kunst på dagsordenen og hylde kunstnerisk mod i stedet for at bekæmpe det. Jeg ville smile fornøjet over kunstnere, der skabte samfundsdebat og råbte mig op i deres værker i stedet for at sende advokater efter dem. Det viser en meget dobbeltmoralsk holdning til ytringsfriheden, når reglerne for web-domæner bliver vigtigere end legitim magtkritik.”


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk. Hvis du kunne lide, hvad du læste, så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev HER eller hoppe hen på forsiden og læse mere HER.

Footer graphics