’Rockhistorier’: PJ Harvey er indierockens sorte hjerte

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Shutterstock

’Rockhistorier’: PJ Harvey er indierockens sorte hjerte

Eller vælg, hvor du vil lytte

I denne udgave af podcasten ’Rockhistorier’ hylder Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch sangerinden Pj Harvey, der gennem årtier har skabt enestående værker, som ikke alene udgør summen af en stor karriere, men som også fortjener et afgørende plads i musikhistorien.

En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Ugens episode af ’Rockhistorier’ tegner et kærligt, musikalsk portræt af den enigmatiske, britiske indierock-stjerne Polly Jean Harvey – bedre kendt som PJ Harvey. Hun voksede op i den engelske provinsby Dorset og startede sin musikalske karriere som ung guitarist, vokalist og saxofonist i det lokale band, ’Automatic Dlamini’.

Da de britiske spillesteder begyndte at skrive PJ Harvey på plakaterne i starten af 1990’erne, var der oprindeligt tale om en trio, med hende som frontfigur og to bandmedlemmer, Rob Ellis og Ian Oliver. De tre nåede at udgive to albums sammen, før PJ Harvey blev til det karismatiske soloprojekt, som vi forbinder navnet med i dag.

“Hun udtalte i sit allerførste interview, at hun var tiltrukket af ekstremer. Og det kom faktisk til at præge hele værket, fordi hun pendulerer mellem det rimelig tilgængelige og det mere antagonistiske,” fortæller Klaus Lynggaard.

Ekstremerne kan både høres i hendes tørre, humoristiske tekstunivers og det buldrende, gungrende guitar-univers, som prægede de første albumudgivelser fra hendes hånd. Teksterne handler ofte om kærlighed, men ikke på den pæne måde; mere den form for kærlighed, der gør ondt, er vred og kan tage livet af sine ofre.

Det store gennembrud kom i 1995 med soloalbummet ’To Bring You My Love’. Her sprang PJ Harvey ud som vampet, læbestiftsbærende femme fatale. Hun beskrev selv sit nye image som ‘Joan Crawford på syre’, og mange af hendes sange fortalte malende historier om sørgelige skæbner og slagkraftige, bibelske motiver.

Det fik mange anmeldere til at sammenligne hende med Nick Cave, som hun senere kom til at danne par med; de to blev et slags uovertruffent indie-powercouple, der også skulle komme til at kaste nogle solide, musikalske kollaborationer af sig. Blandt andet den morderiske kærlighedssang ’Henry Lee’fra Nick Cave & The Bad Seeds ’Murder Ballads’.

“Der er en meget, meget øm video derude, som jeg synes, folk skal se,” siger Henrik Queitsch om sangen fra 1996.

”Der kan man meget tydeligt se, at selvom de synger en morder-ballade, så er de meget forelskede. Det skinner tydeligt igennem. Det holdt jo så ikke ved, og det resulterede blandt andet i Nick Caves album ’The Boatmans Call’, hvor flere af sangene handler om Polly Jean Harvey og bruddet med hende.”

PJ Harvey fortsatte op gennem 00’erne med at producere musik, der dementerede hendes status som indierockens ukronede dronning. Hun er en kunstner, der udvikler sig og ændrer image fra album til album, og i 2010’erne blev hendes musik mere politisk. I 2011 udkom albummet ’Let England Shake’, der er hendes første albumudgivelse, der ikke har hende selv på coveret:

“Det giver meget god mening, fordi hvor man kan sige om de foregående albums, at hun plejede at kigge indad, så vender hun nu blikket udad. Og ’Let England Shake’ er en besynderlig blanding af poesi og reportage,” fortæller Henrik Queitsch. 

Det er et opgør med England som den imperialistiske nation, der er bygget på krige – både 1. og 2. Verdenskrig, men også de nutidige krige i Mellemøsten.

“Det er et hovedværk, ikke bare i PJ Harveys oeuvre, men i det 21. århundredes musikhistorie.”

Det sidste album, vi foreløbigt har fået fra Polly Jean Harveys hånd, er ’The Hope Six Demolition Project’fra 2016, som også er dybt politisk engageret. Her beskæftiger tekstuniverset sig blandt andet med flygtningekrisen. Ligesom den foregående plade er krigsfotografen Seamus Murphy, investeret i udviklingen af universet omkring musikken – og deres samarbejde ses blandt andet i videoen til singlen ‘The Wheel’, der handler om de 28.000 børn, der forsvandt under borgerkrigen i Jugoslavien.

’Rockhistoriers’ værter sender fingerkys og håndtegn til PJ Harvey og håber, der snart kommer mere banebrydende, tankevækkende og mystisk musik fra indierockens sorte hjerte.

Trackliste

”Dress” (single, december 1991, inkludereret på Dry, marts 1992)

”Sheela-Na-Gig” (single, februar 1992, inkludereret på Dry, marts 1992)

”50ft Queenie” (single, april 1993, inkluderet på Rid of Me, maj 1993)

”Rid of Me” (fra Rid of Me, maj 1993)

“Easy” (fra 4-Track Demos, oktober 1993) 

”Down by the Water” (single, februar 1995, inkluderet på To Bring You My Love, februar 1995)

‘C’mon Billy” (To Bring You My Love, februar 1995, også udsendt som single)

Nick Cave & PJ Harvey and the Bad Seeds: “Henry Lee” (single, februar 1996, inkluderet på Murder Ballads, februar 1996)

”A Perfect Day Elise” (single, september 1998, inkluderet på Is This Desire?, september 1998)

“Angeline” (Is This Desire?, september 1998)

“Big Exit” (Stories from the City, Stories from the Sea, oktober 2000)

“Good Fortune” (Stories from the City, Stories from the Sea, oktober 2000, udsendt som single november 2000)

“The Desperate Kingdom of Love” (Uh Huh Her, maj 2004)

“When Under Ether” (single, september 2007, inkluderet på White Chalk, september 2007)

PJ Harvey & John Parish: “Black Hearted Love” (A Woman a Man Walked By, marts 2009, udsendt som single april 2009) 

“The Words That Maketh Murder” (single, februar 2011, inkluderet på Let England Shake, februar 2011)

“Written on the Forehead” (Let England Shake, februar 2011)

“The Wheel” (single, januar 2016, The Hope Six Demolition Project, april 2016)

“The Community of Hope” (single, marts 2016, The Hope Six Demolition Project, april 2016)

“Red Right Hand” (fra soundtracket til Peaky Blinders, 2019)

Støt Rockhistorier

Rockhistorier har lavet over 100 afsnit om de største kunstnere og de bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.

Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.

Det betyder, at du får adgang til:

  • En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
  • Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
  • Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
  • Adgang til eksklusive events.

Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.

Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.

Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte Rockhistorier.

Find mere om
Footer graphics