Et livealbum er på mange måder en besynderlig størrelse. Man kan betragte det som en souvenir fra en begivenhed, hvor man med stor sandsynlighed ikke selv var til stede. Eller også som noget der ofte bliver udsendt for at opfylde en kontraktmæssig forpligtigelse eller skal dække over, at man ikke rigtig har fået nosset sig sammen til at skrive og indspille nogle nye sange. Med andre ord er et livealbum ganske ofte overflødeligt for alle andre end samlere.

Men der er heldigvis også undtagelser, og det er selvfølgelig nogle af dem, som jeres trofaste værter, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, lytter nærmere på i denne ombæring af ‘Rockhistorier’. Kan det pligtskyldige livealbum nogle gange ligefrem definere en kunstnerisk karriere, som det for eksempel var tilfældet med Thin Lizzys emblematiske ‘Live and Dangerous’ fra 1978, som i den grad levede op til sin titel.

Det kan også være med til at vise helt nye facetter af en kunstner. Hvem havde måske troet, at der gemte sig en stor komiker inden i mørkemanden Lou Reed? Men det gjorde der altså på ‘Live: Take No Prisoners’ – også fra 1978.

For enkelte kunstnere er det dog sådan, at studiepladerne blot er en undskyldning for at tage endnu en tur på landevejen, og at det derfor er på liveudgivelserne, at tingene for alvor falder i hak. Det gælder i høj grad The Grateful Dead, der i sagens natur har lavet et nærmest uoverskueligt væld af livealbum.

Og så er der lige det der med, hvor live de egentlig er. Altså hvor meget der er fiflet med optagelserne i studiet efterfølgende. Thin Lizzys producer Tony Visconti har i mange år påstået, at det kun var trommerne og publikumslyden, der var bibeholdt fra koncerterne, mens stort set alt andet var eftersynkroniseret i studiet. En påstand, som bandet altid hårdnakket har benægtet – og nyudgivne optagelser fra de komplette koncerter som ‘Live and Dangerous’ er stykket sammen af, giver dem ret gode kort på hånden.

Man kan også som den gode Bob Dylan drive fuldstændig gæk med sit publikum. Hans ‘Shadow Kingdom’ (2023), der oprindelig blev udsendt som filmet livestream under coronaepidemien, var angiveligt optaget på en lille klub i Marseilles i Frankrig. Det viste sig dog efterfølgende, at den bemeldte klub aldrig havde eksisteret, og at det hele var optaget i et filmstudie i Californien, samt at de musikere, der medvirker i filmen, overhovedet ikke spiller en tone, men blot mimer til nogle optagelser, som nogle andre musikere har indspillet i et studie. Altså et livealbum, hvor der ikke er et sekunds livemusik på!

Livealbum er med andre ord mange ting.

Playliste:

Nina Simone: “Wild Is the Wind” (Nina Simone at Town Hall, 1959)

James Brown: “Medley – “Please, Please, Please/ You’ve Got the Power/ I Found Someone (James Brown – Live at the Apollo Theater, 1962)

Lou Rawls: “In the Evening When the Sun Goes Down” (Lou Rawls – Live, 1966)

MC5: “Kick Out the Jams” (Kick Out the Jams, 1968)

The Rolling Stones: “Sympathy for the Devil” (Get Yer Ya-Ya’s Out!, 1970)

Aretha Franklin: “Dr. Feelgood” (Live at the Fillmore West, 1971)

The Grateful Dead: “Brown Eyed Woman” (Europe ‘72)

Gasolin’: “Smukke Linda” (Deruadaf Forever, 1993)

David Bowie: Stay” (Live at Nassau Coliseum ’76)

Joni Mitchell: “Furry Sings the Blues” (Live at the Bread & Roses Festival, 1978/Rel. 2020)

Lou Reed: “Sweet Jane” (Live: Take No Prisoners, 1978)

Thin Lizzy: “Jailbreak” (Live and Dangerous, 1978)

Bob Marley & The Wailers: “Punky-Reggae Party” (Babylon by Bus, 1979)

Talking Heads: “Burning Down the House” (Stop Making Sense, 1984)

Nirvana: “Aneurysm” (Live at Reading, 1992/Rel. 2009)

Peter Belly & De Nye Rivaler: ”Ad himlen til” (Rock and Roll Live, 1994)

Dolly Parton: “PMS Blues” (Heartsongs Live, 1994)

Bob Dylan: “What Was it You Wanted” (Shadow Kingdom, 2023)