Rockhistorier hylder livealbummet: “Hvem havde troet, at der gemte sig en stor komiker inden i mørkemanden Lou Reed?”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Tom Martinsen

Rockhistorier hylder livealbummet: “Hvem havde troet, at der gemte sig en stor komiker inden i mørkemanden Lou Reed?”

Eller vælg, hvor du vil lytte

I denne uges episode af Rockhistorier gennemgår Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, hvad de mener er verdens bedste livealbums. Og stiller spørgsmålet: Kan den lidt oversete og pligtskyldige album-genre ligefrem definere en kunstnerisk karriere?

Musik En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Et livealbum er på mange måder en besynderlig størrelse. Man kan betragte det som en souvenir fra en begivenhed, hvor man med stor sandsynlighed ikke selv var til stede. Eller også som noget der ofte bliver udsendt for at opfylde en kontraktmæssig forpligtigelse eller skal dække over, at man ikke rigtig har fået nosset sig sammen til at skrive og indspille nogle nye sange. Med andre ord er et livealbum ganske ofte overflødeligt for alle andre end samlere.

Men der er heldigvis også undtagelser, og det er selvfølgelig nogle af dem, som jeres trofaste værter, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, lytter nærmere på i denne ombæring af ‘Rockhistorier’. Kan det pligtskyldige livealbum nogle gange ligefrem definere en kunstnerisk karriere, som det for eksempel var tilfældet med Thin Lizzys emblematiske ‘Live and Dangerous’ fra 1978, som i den grad levede op til sin titel.

Det kan også være med til at vise helt nye facetter af en kunstner. Hvem havde måske troet, at der gemte sig en stor komiker inden i mørkemanden Lou Reed? Men det gjorde der altså på ‘Live: Take No Prisoners’ – også fra 1978.

For enkelte kunstnere er det dog sådan, at studiepladerne blot er en undskyldning for at tage endnu en tur på landevejen, og at det derfor er på liveudgivelserne, at tingene for alvor falder i hak. Det gælder i høj grad The Grateful Dead, der i sagens natur har lavet et nærmest uoverskueligt væld af livealbum.

Og så er der lige det der med, hvor live de egentlig er. Altså hvor meget der er fiflet med optagelserne i studiet efterfølgende. Thin Lizzys producer Tony Visconti har i mange år påstået, at det kun var trommerne og publikumslyden, der var bibeholdt fra koncerterne, mens stort set alt andet var eftersynkroniseret i studiet. En påstand, som bandet altid hårdnakket har benægtet – og nyudgivne optagelser fra de komplette koncerter som ‘Live and Dangerous’ er stykket sammen af, giver dem ret gode kort på hånden.

Man kan også som den gode Bob Dylan drive fuldstændig gæk med sit publikum. Hans ‘Shadow Kingdom’ (2023), der oprindelig blev udsendt som filmet livestream under coronaepidemien, var angiveligt optaget på en lille klub i Marseilles i Frankrig. Det viste sig dog efterfølgende, at den bemeldte klub aldrig havde eksisteret, og at det hele var optaget i et filmstudie i Californien, samt at de musikere, der medvirker i filmen, overhovedet ikke spiller en tone, men blot mimer til nogle optagelser, som nogle andre musikere har indspillet i et studie. Altså et livealbum, hvor der ikke er et sekunds livemusik på!

Livealbum er med andre ord mange ting.

Playliste:

Nina Simone: “Wild Is the Wind” (Nina Simone at Town Hall, 1959)

James Brown: “Medley – “Please, Please, Please/ You’ve Got the Power/ I Found Someone (James Brown – Live at the Apollo Theater, 1962)

Lou Rawls: “In the Evening When the Sun Goes Down” (Lou Rawls – Live, 1966)

MC5: “Kick Out the Jams” (Kick Out the Jams, 1968)

The Rolling Stones: “Sympathy for the Devil” (Get Yer Ya-Ya’s Out!, 1970)

Aretha Franklin: “Dr. Feelgood” (Live at the Fillmore West, 1971)

The Grateful Dead: “Brown Eyed Woman” (Europe ‘72)

Gasolin’: “Smukke Linda” (Deruadaf Forever, 1993)

David Bowie: Stay” (Live at Nassau Coliseum ’76)

Joni Mitchell: “Furry Sings the Blues” (Live at the Bread & Roses Festival, 1978/Rel. 2020)

Lou Reed: “Sweet Jane” (Live: Take No Prisoners, 1978)

Thin Lizzy: “Jailbreak” (Live and Dangerous, 1978)

Bob Marley & The Wailers: “Punky-Reggae Party” (Babylon by Bus, 1979)

Talking Heads: “Burning Down the House” (Stop Making Sense, 1984)

Nirvana: “Aneurysm” (Live at Reading, 1992/Rel. 2009)

Peter Belly & De Nye Rivaler: ”Ad himlen til” (Rock and Roll Live, 1994)

Dolly Parton: “PMS Blues” (Heartsongs Live, 1994)

Bob Dylan: “What Was it You Wanted” (Shadow Kingdom, 2023)

Støt Rockhistorier

De bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.

Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.

Det betyder, at du får adgang til:

  • En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
  • Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
  • Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
  • Adgang til eksklusive events.

Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.

Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.

Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte ‘Rockhistorier’.

Find mere om
Footer graphics