Endnu engang har telefonen ringet hos Mysteriebussen. Og denne gang giver telefonsvaren Emil hjertebanken.
”Jeg har brug for lige at ringe til min mor,” siger Emil, efter at have hørt telefonsvaren der er fra sønderborglegenden Christine Feldhaus. Selvom der er lidt forvirring over, hvilket program hun er kendt fra, kan Emil ikke skjule sin begejstring.
Hun vil gerne have, at de to værter undersøger det hedengangne fænomen ’Spritbåden’. En båd, der sejlede mellem Danmark og Tyskland, og hvor man toldfrit kunne købe alkohol og cigaretter, alt imens man kunne drikke sig fuld på turen. En meget populær ordning, som Emil og Mathias desværre er for unge til at kunne have gjort rigtig brug af.
Spritbåden bliver også i folkemunde kaldt for ‘Æ Spritte’, og de to detektiver skal i dag ud og snakke med nogle af de mennesker, der har benyttet sig af båden.
Først skal de tale med Alice, der i mange år har arbejdet på båden i køkkenet. Hun fortæller blandt andet, at et af bådens toiletter blev brugt til at låse nogle af de gæster inde, der ikke kunne finde ud af at opføre sig ordentligt.
”Folk savner spritbåden,” konstaterer Emil.
Efter besøget hos Alice, der jo var ansat på båden, skal de nu have fat i en, der har oplevet båden fra den anden side: Nemlig en fast gæst. Og til det har de heldigvis fundet den helt perfekte kandidat, nemlig Arne. Men inden de tager ud og taler med Arne, svinger detektiverne lige forbi Vikingen.
Vikingen er et lokalt værtshus i Sønderborg, og selvfølgelig falder Emil og Mathias i snak med en glad gæst, der sejlede med spritbåden i sin tid.
”Hvis man sidder dagen, efter man har sejlet med spritteren, man har armen i gips, og man kigger på sin kammerat, der har den anden arm i gips, så synes man fandeme, man har ramt bunden” fortæller Arne om en af sine mange ture med spritbåden. Men for Arne medbragte spritbåden ikke kun en brækket arm, det var faktisk også der, han fandt sin kone.
Hør hele episoden her ovenfor, eller der, hvor du finder dine podcasts.
Podcasten er støttet af Fabrikant Mads Clausens Fond
Værter: Emil Mercedes og Mathias Skywalker
Tilrettelægger: Emilie With
Klip: Ida Frisk Carstensen
Redaktører: Cecilie Wortziger og Emil Norsker