I dette afsnit af ‘Musikkens Rødder’ har vært Jacob Bogh besøg af to fantastisk stærke eksperter, nemlig amerikanske Mark Lewis og gospel-unikummet Peter Steinvig.
Mark Lewis har boet i Danmark i 25 år og er præst i Metodistkirken i Nordjylland. Derudover har Mark Lewis skrevet en ph.d.-afhandling om gospelmusikkens indtræden i det danske samfund. Og så er han gamle venner med programmets anden gæst, Peter Steinvig.
Peter Steinvig er en vaskeægte pioner indenfor den danske Gospel-scene, og har været med til at bringe Gospel-musikkens ånd og musik til de danske kirker. Han drog mod North Carolina i USA, og her ændrede hans verden sig. Den musik, han mødte der, slap ham aldrig, og han har siden været arrangør af Copenhagen Gospel Festival, været organist i Karlslunde Strandkirke gennem 37 år og selvfølgelig fået de største gospelsangere til landet.
Listen med meritter er lang for de to gæster, som fortæller os om gospelmusikkens historie, samt deres personlige forhold til denne globale genre. Mark Lewis og Peter Steinvig kaster også lys over historien om, da Gospel begyndte at komme til Danmark, og hvordan den har udviklet sig gennem årene.
Kort sagt; I dette afsnit af ‘Musikkens Rødder’ har vi to af landets største kapaciteter med for at fortælle om, hvor langt tilbage gospelmusikkens rødder går i Danmark, såvel som USA.
Trackliste:
- Mahaila Jackson – Take My Hand, Precious Lord
- Edwin Hawkins Singers – Oh Happy Day
- Andréa Crouch – Jesus Is The Answer
- Copenhagen Gospel Choir – Velsignelsen
Tak til Statens Kunstfond og til alle som har lyttet med i anden sæson af ‘Musikkens Rødder’.