Kan man få succes som iværksætter uden at arbejde 80 timer om ugen, leve af pasta med ketchup og sove i en gamerstol? Er der en anden opskrift, der skaber lidt mere plads til familieliv, mentalt velvære og en smule søvn? Det taler værterne Nadia og Camille med iværksætter-forbilledet og angel-investor Birgit Aaby om, og de to nyudklækkede iværksættere pitcher deres virksomhedsidéer for Aaby, som kommer med feedback og sparring.
Birgit Aaby er indbegrebet af en ’selfmade’ iværksætter. Hun har tjent sine penge på rengøringsimperiet Combi Service, der i dag har godt 250 ansatte og en årlig omsætning omkring 100 millioner. Hun har været direktør i Lyngby Boldklub, serieinvestor og løvinde i de tre første sæsoner af ’Løvens Hule’.