Diskussionen om ‘Udkanstdanmark’ og alle dem, der er på røven i Nakskov og andre steder i provinsen, handler ikke bare om centralisering, udflytning af arbejdspladser og social udhuling. Det handler også om det sprog, vi bruger til at tale om på den ene side de socialt udsatte – og på den anden side de velstillede storbyboere samt den såkaldt kreative klasse.
For findes der virkelig fattigdom i et velfærdssamfund som Danmark, og hvis der gør, hvad gør vi så ved det, og hvordan må vi i det hele taget tale om dem, som ikke har midlerne til at tale deres egen sag?
Anledningen er romanen, ’Det Danmark du kender’, af forfatteren Peder Frederik Jensen. En bog, der foregår på samfundets bund på Lolland blandt det, man i mangel af et bedre ord, kalder ”samfundstaberne”.
Gæsterne i studiet er netop forfatter Peder Frederik Jensen, som diskuterer med politiker Kaare Dybvad Bek (S). Udover at være boligminister – og fungerende udlændinge- og integrationsminister – har Dybvad i mange år også været en ivrig debattør på netop dette område, og han har skrevet bøgerne ’Udkantsmyten’ (2014) og ’De lærdes tyranni’ (2017)
Peder Frederik Jensen debuterede i 2007 med romanen ’Her står du’, men fra ’Læretid’ (2012) over novellesamlingen ’Banedanmark’ (2014) og til ’Det Danmark du kender’ (2020) er han blevet mere og mere politisk og kritisk. Desuden skrev Jensen også speaks og intro til dokumentarserien ’På røven i Nakskov’ (2015), som blev kritiseret for at vise et unuanceret billede af Lolland. Og en af de største kritikere var faktisk Kaare Dybvad, som kaldte programmet for “pinligt”.
“De (altså folkene bag programmerne, red.) mislykkes i deres forsøg på at bryde stereotyper ved selv at etablere nye. Nakskov bliver trukket yderligere ned i sølet i forsøget på at fremstille virkeligheden for socialt udsatte,” skrev han dengang.
LÆS OGSÅ:
I sin bog, ’Udkantsmyten’ fra 2014, skrev Kaare Dybvad, at han var ked af det syn, som både fiktion, dokumentarfilm og litteratur har på Udkantsdanmark.
“Min påstand er, at langt de fleste beskrivelser af provinsen trækker på tre forestillinger, der gør den til et uhjælpeligt udkantsområde: At der er fysisk nedslidt; at menneskene som hovedregel er moralsk korrumperede og ofte også kriminelle; og at de ikke har hverken evnerne eller viljen til at handle og bringe sig ud af deres elendighed.”
Hvor står de begge i dag i forhold til den debat, og er der grænser for, hvad man må sige om de udsatte? Hvad kan litteraturen sige om samfundet og det politiske, som et dokumentarprogram ikke kan? Og er der i det hele taget håb for Udkantsdanmark?
