Det er ikke altid lige let at være en del af en vennegruppe – og især ikke for dagens lytter. Hun er en del af en etableret venindegruppe på fire, men nu taler to af de andre ikke længere sammen. Og hvordan håndterer man lige det?
Sagen er nemlig den, at den ene har været sammen med den andens flirt – en fyr, hun var tæt på at blive kærester med. Men en undskyldning fra hende, der har dummet sig, er ikke til at få øje på.
– Det er altid svært når nogen ikke kan finde ud af, at sige undskyld eller se ind ad. Det er aldrig fedt, når noget bliver afsløret, og der så sidder en og nægter sig skyldig. Men hvis man kan finde den sårbarhed inde i sig selv, som det kræver at sige undskyld, så kan det rede rigtig meget i virkelig mange situationer, siger Ida-Sophia.
To sider af samme sag
Maria Jencel og Ida-Sophia er enige om, at de to udenforstående piger står i noget af et dilemma, når konfliken er af så stor karakter. Skal man holde med nogen? Kan man agere mæglere? Eller skal man bare holde sig udenfor, og håbe på det bedste?
De kommer frem til, at uanset hvor uløselig situationen virker, så er der altid to sider af samme sag, som fortjener at blive hørt. En god taktik kan derfor være, at de to veninder udenfor konflikten snakker på skift med de to involverede.
– Når de så står med de her to sider, så er det meget nemmere for dem alle at kunne snakke indbyrdes om hvor de faktisk kan mødes og hvor misforståelsen sker. Det er også et godt udgangspunkt til udvikling i deres venindegruppe. Hvad er vores forventninger til hinanden? Hvilket moralsk kompas har vi? Og hvilke uskrevne regler har vi? Det er først i sådan nogle her situationer, at man finder ud af sådan nogle ting,” siger Maria Jencel.
Udover at få snakket venindegruppens værdier igennem, kan man således samtidig få alt fakta på plads, inden man – måske for hurtigt – får dømt veninden helt ude af gruppen, lyder konklusionen.
Har du et venskabsdilemma, som du gerne vil have, at vi vender i podcasten, så skriv en mail til os på 112forvenskaber@heartbeats.dk