Kollegaer kan være vigtige for, at trives på en arbejdsplads. Nogle trives dog så godt med deres kollegaer, at de ender med at flirte over kopimaskinen, kysse til firmafesten og forelske sig i sidemanden. Men hvor går grænsen for flirt på arbejdspladsen? Og hvordan kommer man bedst videre fra en fuld samtale omkring følelser, som man ikke kan gengælde?
Denne uges lytter har en god mandlig kollega, som har en kæreste, men til trods for det, så har han indrømmet, at han er forelsket i hende. Lytteren ved ikke, hvad hun nu skal stille op, for ud over at det er akavet, så har hun også dårlig smag i munden overfor den uvidende kæreste derhjemme.
– Ens lille personlige underholdning for at komme igennem en hård arbejdsdag, kan pludselig ende med at en kollega siger: “jeg er forelsket i dig”, det er så normalt, men det skal hun ikke føle sig skyldig i, siger Maria Jencel.
Begge værter er enige i, at det ikke er lytterens skyld, at kollegaen er blevet forelsket i hende. Også selvom hun bevidst har flirtet. De tydeliggør også, at hun skal fokusere på, at det bliver fedt for hende at gå på arbejde, og derfor bliver hun nødt til at tage en snak med ham for at bryde den akavede stemning.
– Lytteren skal give kollegaen en ‘way out’ og sige: “vi havde også fået meget at drikke, men kan vi ikke blive enige om, at det der blev sagt var noget mundvrøvl” til ham, råder Ida-Sophia.
Lyt med, når værterne også taler om deres eget tragiske flirte-game, og hvordan vi aldrig flirter længere, men drømmer om at bringe flirten tilbage i relationer.
Har du et venskabsdilemma, som du gerne vil have, at vi vender i podcasten, så skriv en mail til os på 112forvenskaber@heartbeats.dk.