Selv blandt den udvalgte skare af musikere, de fleste musikentusiaster er på fornavn med, har Willie Nelson en særlig status. Som få formår han at appellere bredt – såvel jazzfans som metalheads, rockentusiaster som soul-aficionados sværger til Willie, uden han af den grund mister sit kernepublikum, country musik-folket, musikverdenens notorisk mest konservative segment. Også selvom han politisk ikke deler stampublikummets holdninger, da han efter amerikanske forhold fremstår som særdeles progressiv med sin utrættelige indsats for miljøet og årelange kamp for lovliggørelsen af marihuana. Willie er godt nok fra Texas, men nogen redneck er han ikke.

At Willie er blevet 90 må betragtes som et mirakel, da han – udover fire ægteskaber og i alt otte børn – ikke har holdt sig tilbage for livets fristelser, som han også gerne synger om. Han har turneret kloden tynd, medvirket i mere end 30 film og siden lp-debuten i 1962 udsendt over 100 album. Og udover duetter med stort set alle fra countrymusikkens superliga har han indspillet med navne fra Julio Iglesias til Snoop Dogg.

Selv ‘Rockhistoriers’ værter, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, kender ikke hele værket. Det er da heller ikke lige godt alt sammen, og der gås naturligvis efter guldet, hvad der heldigvis er masser af. Willie startede karrieren som sangskriver i 1950erne, og lagde ud med en stribe klassikere, som blev hits for andre, her i blandt ”Crazy”, ”Funny How Time Slips Away” og ”Hello Walls”. Hans egne versioner er dog næsten altid bedre, hvad lytteren får høre.

Sologennembruddet kom med mesterværket Red Headed Stranger i 1975, hvor han var over 40. Lp’en er et skoleeksempel på den nedskalerede outlaw country-stil, som Willie er så ypperlig en repræsentant for.

Sammen med koryfæer som Johnny Cash, Waylon Jennings og Kris Kristofferson gjorde outlaw-bevægelsen op med Nashvilles konformitet, og fravristede pladeselskaberne kunstnerisk kontrol. Som The Highwaymen scorede de fire herrer et megahit i 1985 med sangen ”Highwayman”, en sang om inkarnation, et fænomen, som Willie tror på.

Vægten lægges på Willie som solist – der kunne snildt laves et program kun med hans duetter – samt et overtal af hans kompositioner, selvom der også bliver mulighed for at høre hvor strålende en fortolker af andres materiale han er. Der er kun én Willie.

Playliste

“Mr. Record Man” (…And Then I Wrote, 1962)

“Crazy” (…And Then I Wrote, 1962)

“Hello Walls” (Country Willie – His Own Songs, 1965)

“Funny How Time Slips Away” (Country Willie – His Own Songs, 1965)

“The Party’s Over” (The Party’s Over & Other Great Willie Nelson Songs, 1967)

“Pages” (Good Times, 1968)

“Yesterday’s Wine” (Yesterday’s Wine, 1971)

“Me & Paul” (Yesterday’s Wine, 1971)

“You Left a Long, Long Time Ago” (The Willie Way, 1972)

“Shotgun Willie” (Shotgun Willie, 1973)

“Pretend I Never Happened” (Phases & Stages, 1974)

“It’s Not Supposed to Be That Way” (Phases & Stages, 1974)

“Time of the Preacher” (Redheaded Stranger, 1975)

“Blue Eyes Crying in the Rain” (Redheaded Stranger, 1975)

“Can I Sleep in Your Arms” (Redheaded Stranger, 1975)

“I’d Have to Be Crazy” (The Sound in Your Mind, 1976)

“Whiskey River” – Live (Willie and Family Live, 1978)

“Night Life” – Live (Willie and Family Live, 1978)

Waylon Jennings & Willie Nelson “Mama Don’t Let Your Babies Grow Up to Be Cowboys” (Waylon & Willie, 1978)

“On the Road Again” – Live (Honeysuckle Rose OST, 1980)

“The Highway” (A Horse Called Music, 1989)

“Heartland” featuring Bob Dylan (Across the Borderline, 1993)

“I’m Not Trying to Forget You Anymore” (Spirit, 1996)

“I Guess I’ve Come to Live Here in Your Eyes” (Spirit, 1996)

“I Never Cared for You” (Teatro, 1998)

“Home Motel” (Teatro, 1998)

Willie Nelson, Snoop Dogg, Kris Kristofferson, Jamey Johnson: ”Roll Me Up” (Heroes, 2012)

“Last Man Standing” (Last Man Standing, 2018)

“Tower of Song” (A Beautiful Time, 2022)