Det er enhver forældres mareridt. At få at vide, at ens barn er syg – ovenikøbet med en livstruende sygdom. Men det har været virkeligheden for skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, hvis søn, der dengang var otte år, blev diagnosticeret med leukæmi.

”Det var fuldstændig kaotisk. Man kan ikke tage noget ind. Man kan ikke høre, hvad lægerne siger. Man kommer ind i en boble. Man ved ikke, hvad der kommer til at ske, når han får kemo. Dør han om lidt?”

Diagnosen vendte Anne-Grethe Bjarup Riis’ liv på hovedet fra den ene dag til den anden. Med øjeblikkeligt varsel måtte hun og manden Bo indrette hverdagen i 24-timers vagter, hvor de skiftedes til at passe sønnen på hospitalet og lillesøster Yrsa derhjemme.

Det fortæller hun til Flemming Møldrup i det nye afsnit af Heartbeats-podcasten ’Skiftet’.

“Det var der, jeg begyndte at tænke: Jeg kunne godt bruge et par hænder her. Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogen i familien, der tog Yrsa med ud på en café, gik med hunden, lavede noget mad. Altså, vi havde ikke overskud til noget som helst,” fortæller hun.

Den manglende hjælp fra de nærmeste, følte hun som et svigt. Det gjorde, at hele forløbet med al dets kaos og voldsomme følelser også føltes ensomt.

”Man har en forventning om, at de kan smide, hvad de har i hænderne og komme over. Men det gør de ikke,” fortæller hun i podcasten.

Selv efter Gilbert i 2017 blev erklæret rask, oplevede hun at være alene med sine følelser:

“Du kan jo ikke forklare 2,5 års kemoforløb over en kop kaffe. Det er helt umenneskeligt. Der skal man være tryg og nede i gear. Der er mange, der vil støtte op og siger: “Nu skal vi drikke vino”, men jeg har brug for, at der er nogen, der er i øjenhøjde, og som i stedet for at sige: “Hvor er det godt, at I har det godt” og pådutter mig alle mulige følelser, jeg ikke kan leve op til, i stedet spørger: “Hvordan har du det?”. Og så kan jeg måske få en ro til at sige: “Det går ikke så skidegodt”.”