Historien om Nicolais spilforbrug rammer et nyt lavpunkt, da han efter et par måneder i Malta må smide håndklædet i ringen og desperat ringe efter hjælp. Men selv efter, at Jóhann og andre venner i Danmark låner ham penge til flybilletten hjem, stopper han ikke med at spille. Først da spillet er lige ved at få den ultimative konsekvens bringer skæbnen og to godhjertede mennesker fra Hanstholm ham på rette kurs.
Før afrejsen til Malta var folk i Nicolais liv allerede skeptiske overfor, hvad han dog ville dernede. De så udelukkende faresignalerne, men Nicolai selv var så dybt inde i spillet, at han kun kendte én løsning – mere spil. Så da Nicolai under en middag præsenterer hans Malta-plan, husker Jóhann tydeligt sin egen reaktion:
”Da du fortæller, at du vil til Malta for at være Livebet-vært, siger vi jo alle sammen, at det skal du lade være med. Det er ligesom at sætte en alkoholiker bag baren.”
Selvom Jóhann får opbakning af fælles venner, familie og Nicolais chefer på Hanstholm Madbar, rejser Nicolai ufortrødent til Malta. Østaten har på mange måder udviklet sig til det europæiske hovedsæde for gambling med adskillige kasinoer og en lempelig spillovgivning, der tiltrækker de store spilfirmaer.
I starten ligner Malta et sandt spilleparadis for Nicolai, som vinder store summer om dagen og fører sig frem i nattelivet efter mørkets frembrud. Hurtigt vender heldet dog, og han overfor den største økonomiske- og menneskelige krise, som han hidtil har oplevet. Han skal reddes ud af situationen, men selv med flybilletten i hånden er vejen hjem en kamp.
”Jeg har tit tænkt på, hvordan jeg egentlig kom hjem derfra,” fortæller Nicolai, da han mindes hans farvel til Malta, som han mest af alt husker som ’et stort blackout’.
I dette afsnit interviewer Jóhann Thór Haahr Hansen også Elisabeth Crone Linding fra Danske Spil for at finde ud af, hvad de gør for at andre ikke skal havne i samme situation som Nicolai.
Tilrettelæggelse, produktion og klip: Mikkel Weinell
Er du selv i tvivl, om du spiller for meget?
Forskningsklinikken for Ludomani ved Aarhus Universitet har udarbejdet en række spørgsmål, som kan afklare, hvis du er i tvivl. Du kan teste dig selv her.