Foto: Helena Lopes

Morgenbeats: Brunchen er død. Vi ses til faste rundt om Søerne næste weekend

Kære læser, velkommen til en ny uge og helt friske Morgenbeats, hvor redaktionen som altid ransager tidsånden og kulturen lige nu og her. Har du fx overvejet, at brunchen er død? Det har vi. Og kan du guess who’s back?

Ugens kommentar er skrevet af Laura Røssel.

R.I.P. brunch

Det er med en vis portion vemod, at jeg skal til at skrive dette. For jeg er kæmpe fan af brunch. Men lad os være ærlige: brunchen er død, og det har den været et stykke tid. Med 2010’ernes afslutning vinkede vi farvel til vores grænseløse begejstring for farvestrålende food porn, juice i syltetøjsglas og smoothie bowls overdynget med mynteblade, stedmoderblomster og chiafrø. Og med den kollektive opdagelse af bakterier under pandemien fik brunch-buffet a’la Dalle Valle dødsstødet. Men hvad skal vi så lave søndag formiddag, tænker du måske? Første mulighed ligger lige til højrebenet: morgenmaden. Der er ikke langt fra brunch til morgenmad – faktisk skal du bare stå lidt tidligere op og skalere ned på din tallerken. Tænk kvalitet frem for kvantitet. Den hjemmebagte surdejsbolle med ost, den til perfektion twistede kardemommesnurre, det overlegent smilende æg. Anden mulighed er lidt mere hardcore: fasten. Nogle påstår i hvert fald, at det er sundt. Desuden er det nemt, billigt, og du skal ikke trækkes med tarvelige skyranretninger, pandekager smurt ind i ketchup og røræg marineret i sirup. R.I.P. brunch. Vi ses til faste rundt om Søerne næste weekend.


Gravskænderi af Whitney

Vi har efterhånden vænnet os til, at når store popstjerner dør, så udgiver deres efterladte, ofte kaldet deres estate, tidligere uudgivet musik. Fair nok, selvom der sjældent gemmer sig stor, glemt kunst, og det ofte lugter lidt af at malke geden. Men det er altså decideret usmageligt, at makeupgiganten M.A.C. nu, sammen med Whitney Houston’s Estate, lancerer en makeuplinje i hendes navn, i øvrigt i anledning af en ny biopic – her ni år efter hendes død. Det kan da godt være, at smukke Whitney elskede makeup, men hun kan ligesom ikke selv sige til eller fra på den orange øjenskygge, vel?

Whitney Houston
Foto: Shutterstock

Svenska sass master

Greta Thunberg er ikke færdig med at hænge verdens “såkaldte ledere” ud for deres manglende engagement i klimatet. Til ungdoms-klimakonferencen Youth4Climate i sidste uge ramte Gretas sass-level imidlertid usete højder, da hun hånede politkernes tomme løfter om grøn omstilling: “Grøn økonomi. Bla, bla, bla. Nul udledning i 2050. Bla, bla, bla. Klimaneutral. Bla, bla, bla”. Ouch, siger vi.

Baby tech-wear

Der har været så meget øredøvende palaver om barsel her på det seneste. Og det er svært helt at forstå, hvad folk er så sure over. Til gengæld er det opløftende at se, at The North Face nu introducerer en barselskollektion af det sprødeste tech-wear, vi længe har set – både til mor og far.

https://www.instagram.com/p/CUQLkuOoNLy/

Guess who’s back

I sidste uge troppede Eminem himself op på sin nyåbnede diner ’Mom’s Spaghetti’ opkaldt efter 2002-hittet ’Loose Yourself’. Fans troppede op i hobetal for at få langet spaghettiretter over disken (inklusiv en s’ghetti sandwich) af selveste Slim Shady. Hvem der bare var i Detroit.

https://www.instagram.com/p/CUdo8heMuey/?utm_source=ig_web_copy_link

Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics