Da 33-årige Laura Krarup Frandsens veninde spørger hende, hvorfor hun gider at bruge så meget energi på at kæmpe for klimaet, når hun alligevel ikke ønsker at få børn, kommer det helt bag på hende: ”Det er sguda fordi, alle mulige andre får børn. Det er lige så meget mit ansvar, som det er alle mulige andres at passe på vores planet.”
Jeg møder Laura Krarup Frandsens i hendes baggård på Nørrebro i København en tirsdag morgen. Hun står med en kop kaffe i den ene hånd og en hjemmerullet cigaret i den anden.
Vi står og småsludrer lidt, inden vi går op i lejligheden, som hun deler med tre andre. Vi sætter os omkring bordet i lejlighedens stue.
Formiddagssolens skarpe stråler står ind gennem de store vinduer. Vi ved begge to godt, at vi i dag skal tale om noget, som er meget personligt. Selvom Laura Krarup Frandsens måde at leve på ligger ret fjernt fra min egen, er det vigtigt for mig at lytte og prøve at forstå, hvordan frivillig barnløshed også kan være en form for sorg. Hvad er det for en kamp, Laura Krarup Frandsen kæmper, og hvem kæmper hun den for?
33-årige Laura Krarup Frandsen er uddannet designer og har en Master of Arts in Womenswear Fashion fra Royal College of Art men arbejder i dag dels som handicaphjælper og dels i klimakampagnen ’Nødbremsen’. Hun er medlem af den klimaaktivistiske bevægelse Extinction Rebellion, lever vegansk, flyver aldrig og køber kun genbrug. Derudover er hun single og har ingen børn – og det får hun heller aldrig.
For Laura Krarup Frandsen er beslutningen om aldrig at blive nogens mor ikke en opofrelse eller et fravalg af moderskabet. I princippet ved hun ikke, om hun overhovedet kan få børn. Men det handler om opgivelsen af håbet om en tryg og sikker fremtid, som har ført til hendes beslutning om at give afkald på drømmen om selv at få børn.
Flere vælger aktivt at leve et liv alene, og både antallet af singler og frivilligt barnløse kvinder i Danmark er stigende. Ifølge et studie lavet af Rockwool Fondens Forskningsenhed, er fertilitetsraten i Norden faldende. Hvor årsagen til dette tidligere skyldtes, at kvinder udsatte moderskabet, ser vi i dag en stigning hos kvinder, der frivilligt vælger moderskabet fra. Det er altså hverken noget nyt eller revolutionerende, når kvinder ikke ønsker et liv med børn. Men årsagen til valget om en barnløs tilværelse varierer og er meget personlig.
For Laura Krarup Frandsen handler det om, at hun ikke kan forsvare drømmen om at sætte børn i en verden, der ifølge hende er ved at gå op i flammer. Hun har ikke behov for at provokere eller pege fingre ad mennesker, som vælger at få børn, hvilket er en vigtig pointe for hende at slå fast:
”Jeg tror, mange bliver provokeret, fordi de tror, jeg har en holdning til, om de får børn eller ej. Jeg kan sagtens tænke mit i forhold til mine egne moralske principper, men jeg kunne aldrig drømme om at have en holdning til, om andre vælger at få børn – jeg forstår det jo godt. Jeg holder bolden på egen banehalvdel og indretter mit liv efter, hvad jeg synes er forsvarligt.”
Laura Krarup Frandsen er født og opvokset i Horsens og kommer fra en familiekonstellation med en mor, en far og to søskende. De politiske diskussioner var få, og den klimavenlige livsstil bestod primært af økologiske løsninger og genbrug der, hvor det var muligt.
Hun kan stadig huske første gang, hun hørte om klimakrisen. Det var i gymnasiet, hvor de som en del af undervisningen fik vist Al Gores dokumentar ’En ubekvem sandhed’, hvor han præsenterede de menneskabte handlinger, der truer med at ændre jordens klima. Dengang blev det italesat som global opvarmning og var noget relativt ufarligt. Men det satte alligevel sine spor i den jyske pige med den store retfærdighedssans. Kampen for klimaet satte for alvor ind, da hun, som en del af sin designuddannelse, så en film om produktion af bomuld og tænkte:
”Det er jo helt fucked, at vores højforbrug i den vestlige verden har så stor indflydelse. Det er så sindssygt, at vi ikke er mere opmærksomme på det. Det tændte noget i mig, og jeg tænkte: ‘hvorfor rejser alle sig ikke op og siger: hvad fanden er det her?”
Da hun blev tilbudt en plads på en af verdens førende designuddannelser, affødte det en indre konflikt i hende. Hun var meget i tvivl om, hvorvidt hun kunne videreuddanne sig inden for en branche, som repræsenterede alle de ting, hun var imod. Men hun blev enig med sig selv om, at hvis man skal ændre noget, så skal man gøre det indefra, så det blev hun nødt til at prøve.
Det handlede ikke om at provokere eller skille sig ud, men det var nødvendigt for hende for at kunne tale om det på en ægte måde og bevare følelsen af integritet.
Som en reaktion på FNs store klimarapport begyndte Laura i 2018 at gå mere aktivistisk til klimakrisen. Hun begyndte at sætte spørgsmålstegn ved sin egen måde at leve på. Drømmen om en dag at stifte familie, blev hun enig med sig selv om var urealistisk, så længe klimakrisen var, som den var. Gennem sin aktivisme stiftede hun bekendtskab med fænomenet ‘birth striking’, som er en global bevægelse af mennesker, der nægter at sætte børn i verden, så længe der ikke implementeres en mere seriøs og meningsfuld klimapolitik.
For birth strikers handler det ikke kun om, at reproduktion belaster en i forvejen overbefolket klode, men mere om den angst, der er forbundet med de katastrofale konsekvenser, klimaforandringerne potentielt fører med sig. For Laura Krarup Frandsen var det svært at erklære sig birth striker, fordi det på det tidspunkt stadig var så personlig en ting for hende at tale om. Men hun synes også, der var og stadig er et behov for at få en mere nuanceret forståelse for årsagen til at fravælge moderskabet, og det får vi jo kun ved at tale om det, mener hun:
”Det er et personligt valg. Det er ikke en provokation eller et statement – det er en meget sårbar beslutning, som er forbundet med mange svære tanker og svære valg, som der sgu egentlig ikke er meget gevinst i.”
Et fuldendt liv
Selvom Laura Krarup Frandsen aldrig har drømt om at skabe en klassisk form for kernefamilie, er det svært for hende at skulle give afkald på drømmen om at få et barn, da der for hende er en helt speciel samhørighed og kærlighed i at stifte sin egen familie. Og hvad hvis hun en dag møder en, som gerne vil have et barn med hende? Mange tror, at hendes valg bunder i, at hun lever som single og bare ikke har fundet den rigtige endnu, men sådan forholder det sig slet ikke.
Hun har brugt meget tid på at tænke over den sorg og de udfordringer, der kan opstå, hvis hun en dag møder en, der gerne vil have børn med hende. Hvordan står man fast ved noget, hvis forelskelsen er så stor, at det vil give mening at skabe noget sammen? Selvom hun aktivt har valgt at lukke ned for lysten, er det jo svært at kontrollere, når der er stærke følelser indblandet.
Derfor føler hun, at hun på en eller anden måde er nødt til konstant at være et skridt foran og stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt hun overhovedet kan tillade sig at date og i så fald at lade sig blive glad for en person, som måske ønsker en anden fremtid end hende. Derfor opsøger hun på nuværende tidspunkt ikke situationer, hvor lysten til at få børn udfordres. Men sorgen over noget, som hun aldrig har haft, eksisterer stadig i hende, og hun oplever også, at det kan være svært, når hendes veninder får børn. Den glæde og dybe kærlighed, som de har til og får fra deres barn, kommer hun aldrig selv til at opleve.
Jeg kan ikke lade være at spørge hende, om det så er det værd. Til det svarer hun:
”Det er jo en underlig måde at snakke om det på – som om at det er en opofrelse. For det er det slet ikke. Jeg er blevet spurgt, om det er fordi, jeg synes, det sviner for meget på klimaet, men det er jo slet ikke det. Jeg kan godt unde mig selv at leve på samme vilkår som alle mulige andre. Men jeg tror, det handler om min ekstremt iboende frygt for de børn, som jeg allerede har i mit liv og deres fremtid. Med den frygt kan jeg slet ikke holde ud, hvis jeg skulle sætte et barn i verden. Hvorfor så gøre det? Det ville være ekstremt moralsk uforsvarligt.”
Jeg ved, at jeg på et tidspunkt kommer til at skulle stille Laura et spørgsmål, som jeg synes er grænseoverskridende. Selvom hun hidtil har været meget åben overfor mig og talt om nogle ting, som hun før har haft svært ved at dele, så kan jeg risikere, hun ikke vil svare eller måske bliver stødt. Men jeg kan ikke undgå det. For selvom hun ikke ved, om hun er fertil, så har hun stadig udstyret til at lave børn – eller har hun? Jeg er nødt til at spørge hende, om hun er steriliseret.
Heldigvis er hun åben for at tale om det, og hendes svar overrasker mig en smule i forhold til, at hun ellers virker ret fattet og definitiv omkring sin beslutning. Hun er ikke blevet steriliseret, og det er ikke noget, der har fået så meget tankeplads hos hende endnu. Hun ved, at det på et tidspunkt kan blive nødvendigt for at undgå at havne i en situation, hvor hun skal genoverveje sin beslutning, eller hvor det pludselig får en anden relevans. Men er det en gratisholdning at have, hvis man alligevel kan ombestemme sig senere? Til det svarer hun:
”Det er interessant, for jeg kun har tænkt over det flygtigt, men der er jeg jo kommet frem til, at det overhovedet ikke er nødvendigt for mig. Jeg synes, det er et voldsomt indgreb, men jeg synes også, at tanken om at stå i en situation, hvor jeg skal tage et valg, er ubærlig. Det ville gøre det nemmere for mig selv at lukke ned for den mulighed. Så ville jeg kunne leve med den ro. At jeg så ved, det er definitivt, er helt vildt skræmmende. Det er altid voldsomt, når noget er definitivt. Samtidig håber jeg jo på, at det er definitivt, når jeg nu har truffet det valg, jeg har.”
Vi kommer til at tale om, at det måske vil være nemmere for Laura Krarup Frandsens omgivelser, hvis hun kunne lukke en samtale ved at sige, at hun ikke kan få børn. Men det virker også voldsomt at skulle lade sig sterilisere for at tilfredsstille en nysgerrighed i andre mennesker.
Hun tror, at vi i forvejen gør mange ting for at undgå at slå en diskussion op – især kvinder.
Det skal være okay at sige, hvis man vil noget andet med livet end at være nogens mor. Laura Krarup Frandsen mener, at det for nogen måske vil blive opfattet som en super feministisk ting at sige, og det er højproblematisk, siger hun. Det skal være okay at finde ud af, at der findes en anden måde at skabe sig en lykkelig tilværelse på, og at hun sagtens kan finde noget andet værdifuldt at putte ind i sit liv. Hun er nødt til at sørge for ikke at blive eller lade sig blive reduceret til hende den barnløse og søger derfor nogle sociale relationer, der matcher hendes liv i større eller mindre grad. Det betyder ikke, at hun ikke har lyst til at omgive sig med mennesker, der har børn, men det kan være svært at undgå at komme til at være den, der står uden for og er alene.
Laura Krarup Frandsen vil gerne nuancere forståelsen af, at der er mange tanker bag et valg, som ikke bare føles rigtigt, men som også er nødvendigt for hende. Hun har viet en stor del af sit liv til at sprede budskabet om, at vi skal respektere og passe på hinanden og ikke mindst den jord, vi går på. For de fleste mennesker er det en helt naturlig del af livets gang at få børn, men vi er også nødt til at forstå og anerkende dem, som tænker i andre baner.
Selvom Laura Krarup Frandsen har taget en beslutning, som i nogens øjne kan virke ekstrem eller kontroversiel, er det vigtigt at prøve at forstå hendes sorg over det, som hun mister. Selvom mange måske har en forestilling om, at et barn bidrager til ”det gode liv”, så findes der altså også dem, som netop må afvise forældreskabet for at kunne leve det gode liv.
