Der er ingen, der rigtig ved, hvorfor han hedder Spaghettien. Men det gør han, og sådan har det været i mange år. Hver gang min søn spørger, hvorfor han hedder sådan, og det gør han ofte, fordi han slet ikke kan begribe, at man faktisk kan hedde noget så fantastisk, siger jeg, at jeg ikke kender svaret. Måske er det noget med hans lange lyse hår. Måske er det bare, fordi det passer godt til ham.
Det var vist Skurk, der oprindeligt fandt på navnet i en brandert. Men han kan heller ikke huske hvorfor, og det betyder ingenting, for det er det bedste navn nogensinde. Alle elsker det. Selv ham selv, Spaghettien, som med tiden bare er kommet til at hedde Spaghetti.
Det eneste problem er, at han til dagligt arbejder med nogen, som af udviklingsmæssige årsager har en smule svært ved den eksakte udtale af deres navnkundige lærer. Men de kalder ham bare Pasta, og fred være med det.
Min telefonbog er fuld af navne på folk, som egentlig hedder noget andet, for i min nordjyske omgangskreds har vi altid givet hinanden navne. Det er en skik, som er i konstant udvikling, og derfor kan man sagtens hedde noget den ene dag for dagen efter at hedde noget andet. Det er lidt som et besøg hos optikeren, hvor man tager et par briller på for at se, om de nu passer. Reglen er bare, at man ikke finder på sit eget navn, det er de andre, der giver dig briller på så at sige.
Jeg hørte engang om en fyr, som præsenterede sig ved sit rigtige navn, hvorefter han sagde: Du kan bare kalde mig Mercedes.
Sådan fungerer vores verden helt afgjort ikke. Man kan ikke bare finde på sit eget navn. Det er noget, man tildeles af de andre i flokken ud fra en række temmelig luftige kriterier, som ud fra min generelle viden om kæle- og øgenavne virker til at skille sig en smule ud fra normen.
Det er min oplevelse, at kaldenavne typisk er todelte og består af vedkommendes rigtige navn efterfulgt af noget andet. Tommy Telt hedder Tommy Telt og har et firma, der hedder Tommy Telt, fordi han lever af at leje partytelte ud nord for Limfjorden. Willy Lortefinger fra Vestjylland har en lidt for pikant historie til at blive trykt her, men princippet er det samme.
Der er også en kategori af kaldenavne, som helt opsluger dåbsnavnet for simpelthen at give plads til det, der menes at give personen sin karakter. Jeg tænker på Big Head fra min barndom, som ud over at sidde meget yderligt på sin cykelsadel (nærmest kun på spidsen) gjorde sig bemærket i lokalmiljøet og de nærliggende byer ved sit hoveds usædvanlige størrelse. Kønt var det ikke. Navnet, altså.
I min flok af venner og bekendte er det vigtigste kriterie for navnet – ud over ordlydens iboende kvalitet – at man inkarnerer det. Hvor abstrakt det end kan lyde, ligner Spaghetti en, der hedder Spaghetti.
Skurk ligner for eksempel også en skurk på grund af sine dybtsiddende, giftgrønne øjne, der altid har gjort ham dragende og mystisk. Og Trylle har altid fået syet sit eget tøj af sin mor, så han kunne se ud som Jimi Hendrix, der som bekendt lignede lidt en sigøjner, men altså spillede guitar som en tryllekunstner, og det gør Trylle også.
De gode navne ændrer sig selvfølgelig ikke, fordi de er så rammende. Psyko for eksempel, han hedder Psyko til sine dages ende, fordi han taler som et vandfald, men i grunden er en meget kærlig mand, som ikke er særlig sindssyg, og dén kontrast gør kun kælenavnet bedre.
Jeg har lyst til at nævne folk i flæng: Johnny Trouble, Bo Djøf, Benihana, Snitten, Magit, Beefy, Stoller, Kaj Svin, Smed, Gribben, Hammeren, Slice, Østers Kæft, Mathyad, Røllis, Samen, Fubu, Cronk, Ballantines.
Deres navne kan stå for sig selv. Også selvom halvdelen af dem snarere er en slags ordlyd, end de er reelle navne i gængs forstand. Men det er at underkende deres betydning, for i praksis er der tale om adelsmærker, man bærer på sine skuldre med en sær blanding af stolthed og underdanighed.
Mit eget navn er en katastrofe, og jeg ønsker ikke, at det er kendt af nogen udenfor den lukkede kreds. Det eneste jeg kan sige er, at folk har en tendens til aldrig at glemme det, hvis du som 15-årig demonstrerer, hvordan man laver helikopteren i fællesbadet. Mange af os fik vores navne, før vores frontallapper flyttede sammen. Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg uden tvivl have valgt et andet navn. Inderst inde bliver jeg dog altid glad, når jeg tituleres, som den jeg er, for så ved jeg, jeg er hjemme.
Historisk har min vennegruppe næsten udelukkende bestået af drenge, som nu er mænd, og det har været en indgroet del af vores maskuline bonding, at vi har kaldt hinanden noget, vi selv har fundet på. Og selvom jeg ikke tror, at nogen af os rigtigt elsker vores eget navn, er vi godt klar over, at det er opstået ud af en fortrolighed og en kærlighed mellem drenge. Det er navnet, der knytter os til hinanden. Det er navnet, der giver dig karakter og viser, at du betyder noget for de andre.
Jeg læste et sted, at nogle antropologer kaldte øgenavne for “kondenseret humor”, og det kan jeg egentlig godt forstå. For hvis ikke det var så sjovt at give hinanden navne, havde vi nok ikke gjort det i første omgang. Omvendt kan et navn også opstå og fungere som et repressalie, hvis nu nogen har gjort noget, gruppen ikke bryder sig om. Vi er jo nordjyder, så man skal ikke komme for godt i gang. Det ved Rally alt om, efter han engang kom for skade at kloge sig i, hvordan man tilbereder en tomatsovs, og i den forbindelse hældte så meget sukker i retten, at den praktisk talt smagte som sirup, hvorefter han fik navnet Connaisseur.
Min far havde også en ven, de kaldte for Dødsbo, fordi han var så kedelig. Men de kaldte ham det aldrig, når han selv var der. Efter min mening er det en dødssynd indenfor navngivningen som sociokulturel praksis – også selvom Dødsbo nok ligger i den milde ende af spektret. Jeg har i hvert fald hørt værre, og generelt er jeg ikke nogen tilhænger af at give folk øgenavne offentligt.
Alligevel er det værste jeg kan forestille mig, slet ikke at have et navn. Hvem er man så? Den dag min bedste ven kalder mig Thomas, ved jeg, at der er noget alvorligt galt.
