Godt så, eftersom vi i sidste uge dedikerede en hel liste til elskelige hankønsvæsener i vores fællesmoderne tv-serieunivers, er det blevet tid til i ro og mag at kigge på tv-seriernes hunkønsskabninger. Reglerne for adgang til listen er fortsat simple: Det handler ikke om at være sej, sjov, smuk eller dygtig (selvom de kvaliteter ikke nødvendigvis er fraværende), men derimod at være en karakter som er i besiddelse af grundlæggende elskelige karaktertræk og det gerne i en mængde, som får seerens hjerte til at briste.
Følgende omfatter de syv tv-seriekvinder/piger, som mere end alle andre har fået denne kulturkannibal til at sukke empatisk og fået en rørende og dybfølt platonisk kærlighed til at blomstre op.
7. Carmela Soprano ‘The Sopranos’
Vi starter blødt med en forbavsende elskelig og bedragerisk kompleks karakter, en husmor som ofte får tæv for at være lidt småkedelig og konform. Og ja, Carmela Soprano (Edie Falco) fra gangsterfablen ‘The Sopranos’ (1999-2007) er principielt set en kedeligt genkendelig størrelse: Hun er hjemmegående, tager sig af huset og børn, mens hendes psykopatmand skaffer knejserne. Så hvori består det elskelige? Hun er trods alt både hypermaterialistisk, ofte overfladisk og vildt traditionsbunden. Det elskelige ligger i hendes uforløste længsel, til dels efter Tony, dels efter kærligheden som sådan. Hun tragter forgæves efter dybde og drages mod det æstetisk og sjæleligt storladne, hun straffer sig selv for syndige tanker og bekymrer sig inderligt for familien, samtidig med at hun – uden held – prøver på at blive skilt. Dét får hun ikke lov til og bliver fange i sit ægteskab, uden hverken kærlighed, varme eller tryghed. Åh, stakkels og elskelige Carmela.
6. Brienne of Tarth fra ‘Game of Thrones’
Den er altså god nok – der er ingen vej udenom Brienne of Tarth (spillet af udsøgte Gwendoline Christie) på elskelighedslisten, for hendes figur i ‘Game of Thrones’ (2011-) er en lille narrativ genistreg. Hendes fysisk intimiderende styrke, hendes stålsatte moral og hendes erotiske forsagthed skaber en besnærende og ambivalent personlighed fyldt med sitrende spændinger. Principielt set er hun en forholdsvis simpel karakter, primært præget af den elementære spænding mellem hendes potente styrke og så den aseksuelle åre, som hendes overflade skinner af. Men det er lige netop dén synergi, som også gør hende elskelig som karakter, det at hun som seksuelt væsen, i modsætning til mange andre i tv-serien, ikke er foldet tilnærmelsesvis ud. Det er dét særprægede forhold, som gør hende interessant for f.eks. Jaime Lannister, og som bl.a. gør hende til en såre dragende og elskelig figur.
5. Betty Draper fra ‘Mad Men’
Men vi har stadig et par hjemmegående hustruer til gode, for i ‘Mad Men’ (2007–2015) finder vi nemlig en spøjst rørende en af slagsen – en som rent faktisk har smagt lidt på det glamourøse liv, før trældommen indfandt sig. Betty (legemliggjort med forrygende sarthed af January Jones) er indledningsvis Dons bedre halvdel, og så husker du pludselig hele hendes liv: En eksistens præget af fravær, mandens kroniske utroskab, manglende nærhed, uendeligt udstrakt ensomhed og den utaknemmelige og kolde familierolle som trofæhustru. Men det er ikke blot hendes traurige skæbne, som er af interesse, men også den overordnede kulde hun både drukner i og udstråler. Betty er om noget et barn af halvtredserkonformiteten, og hendes ualmindeligt kølige og pinefuldt usikre personlighed skaber en symfoni af uforløsthed og længsel, noget som gudskelov til dels negeres hen mod slutningen af serien. Men aldrig helt. Aldrig helt.
4. Debra Morgan fra ‘Dexter’
Vi mangler altså også lige et par af de krasbørstige elskelighedsstørrelser, og i dén kategori hører Debra Morgan til (spillet med sindsoprivende sødme af Jennifer Carpenter). Debra er en klassisk tomboy og stedsøster til Dexter, den noble seriemorder fra serien af samme navn (2006-2013). Hun er, udover at være benhård, blød som smør, sød og langlemmet også en gæv politibetjent, hvilket i sagens natur skaber grobund for et væld af saftige og latente konflikter med hendes seriemyrdende bror. Debras elskelighed ligger først og fremmest i hendes gudeskønne skrøbelighed, en hjemsøgende tilstand bestående af varmblodet hengivelse og kantet ramasjangstyrke. Hun går til biddet, bander og svovler som en sømand og er porøs udover alle grænser – og så går hun også en grusom skæbne i møde. Dét havde hun ikke fortjent, det stakkels væsen.
3. Ruth Fisher fra ‘Six Feet Under’
Nu nærmer vi os langsomt de absolut mest elskelige af alle seriehunkønsvæsener, og heroppe blandt nobiliteten finder vi enken Ruth Fisher fra mesterserien ‘Six Feet Under’ (2001-2005). Rollen varetages forrygende af Frances Conroy og hvilken gudeskøn sammensætning af sørgeligt rørende karaktertræk! Ruth, hvis (bede)mand dør i allerførste afsnit, har været hjemmegående hele sit liv, haft en affære med en frisør og i det hele taget brugt al hendes tid på opfostring af poder og madlavning. Dødsfaldet river hende brutalt ud af tilværelsen som hjemmegående, og langsomt tvinges hun til at genopfinde sig selv. Hvorfor er Ruth så enestående elskelig? Fordi hun som aldrende kvinde veksler mellem ualmindelig tilknappet og fortrængende lillepigethed, rødglødende og undertrykt voksenkvindepassion, og fordi der i hendes liv er genklangen af generationer af kvinders lavmælte længsel efter emotionel, intellektuel og sanselig frigørelse. Ruth rummer det hele og udtrykker det gennem et vildtvoksende sammensurium af uselviskhed og egoisme, sårbarhed og uangribelighed.
2. Buffy Summers fra ‘Buffy the Vampire Slayer’
Én gang mere skal vi forbi de handlekraftige kvinder, denne gang med den skamløst ublu superhelt Buffy Summers (Sarah Michelle Gellar) som i horror-ungdoms-fantasy-sci-fi-drama-serien ‘Buffy the Vampire Slayer’ (1997–2003) sørgede for at beskytte kloden mod alt muligt ondt. At lige netop Buffy er blandt de absolut mest elskelige tv-seriefigurer i moderne tv-historie, kan dårligt komme bag på nogen, og hemmeligheden ligger i hendes smertefuldt optimistiske personlighed. På den ene side opererer hendes karakter med en fundamentalistisk hengivelse til livet og det med en sprudlende gejst og smittende livsglæde. Omvendt udsættes stakkels Buffy også for det ene mere nedrige slag efter det andet og det i sådan en grad, at hun på settet blev kaldt for “Jimmy Stewart”, simpelthen fordi hun ”led så godt, du kunne bare skrue lidt på hende og så fulgte publikum med”. I Buffy smelter smerte, styrke og sødme så uendeligt virtuost sammen. What’s not to love?
1. Anne Shirley fra ‘Anne fra Grønnebakken’
Men den ubetinget og allermest elskelige af alle tv-serie-hunkønskarakterer må være rødhårede Anne Shirley (‘Anne of Green Gables’, 1985), en romanfigur som Megan Follows evnede at manifestere som ingen andre. Forældreløse Anne har det hele: En sørgelig baggrundshistorie, genstridige livsbetingelser og en ukuelig sjæl fyldt med patosdreven og hæmningsløs hengivelse til alt det store i tilværelsen. Men Anne er ikke bare en sød teenager, hun er også utålelig og blottet for pli og hold nu op, hvor er hun bare for meget. Hun synger, danser og promenerer gennem det smukke canadiske landskab med en selvsikkerhed, som var hun af adel byrd. Hun ejer ikke skam i livet og fører sig frem, som var hun Guds gave til menneskeheden. Dén kombination af principielt set frygteligt belastende karaktertræk og så hendes enestående evne til at træde direkte ind i folks sure hjerter er noget nær sublim. Hvem overgiver sig ikke til Annes storhed?
