Han trækker bukserne ned på influencerne – og de er stiktossede på ham

På Instagram-profilen Dagsmadret peges der hver dag fingre ad kendte mennesker og influencere, som vil gøre alt for at sælge et produkt. De er ikke andet end reklamesøjler, mener manden bag projektet.

Det er hårdt at være en semi-kendt influencer på Instagram. Man må filme sig selv hver dag, man på hoppe og danse, mens man smiler og poserer med sine andre semi-kendte venner og viser, hvad for noget tøj man har på i dag.

Engang var Instagram et sted, hvor man fulgte sine venner, men i dag er dit feed fuld af reality-deltagere, tv-værter og underlige influencere, som iscenesætter sig selv på de mest hjernedøde måder for at få din opmærksomhed.

Casper Christensen spiser en lakridspibe. Bo Bech spiser en københavnerstang med solbriller på. Janni Ree viser næsten sine bryster, og en der hedder Julie, viser sit nye “kreative” typehus frem.

Det er skideirriterende. Og det smadrer din dag.

Det er i hvert fald budskabet fra manden bag Instagram-profilen Dagsmadret, som hver dag reposter alt, hvad disse Instagram-typer lægger op af selfies, vlogs og dårlige reklamer, til stor fornøjelse for sine mere end 15 tusinde følgere.

Det er en slags meme-side bare uden nogen tekst eller direkte joke, fordi, ja, the joke is on you, kære influencer.

Selv betragter bagmanden, som vil være anonym, sin profil som en ventil, der fungerer til at lukke dampen ud.

Mange har det tilsyneladende på samme måde. For følgerskaren vokser eksponentielt lige nu, og han får dagligt positive reaktioner fra folk, som sender ham opslag og bruger profilen til at ventilere in proxy.

“Vi bliver fodret med influencere, sponsorerede posts og betalte partnerskaber hele tiden, og der føler jeg, at jeg går ud og siger, husk lige at se det for, hvad det er. Der er nogle, som tjener penge på, at du sidder og ser det. Det er ret vildt,” siger han.

Men er det et problem?

“Først har du en person, der måske laver et eller andet med en psykisk lidelse og er deprimeret. Og det næste, de poster, er, at du skal huske at bruge en vasketablet til din opvaskemaskine fra Fairy. Det synes jeg er ret voldsomt, hvis man skal virke troværdig.”

Har et ansvar

Manden startede profilen sammen med en gruppe venner, som i forvejen delte posts fra Instagram med hinanden i en gruppechat, fordi de syntes, influencerne og semi-kendisserne var latterlige og til grin.

På én gang er de meget billigt til salg og samtidig tager de sig selv temmelig alvorligt.

Til gengæld mener han ikke, at de lever op til det ansvar, der følger med, når man har tusindvis af følgere. Det er for nemt bare at skrive, at deres content er betalt partnerskab.

“Kig lige på det, fordi der er jo faktisk mange yngre personer, som æder det der råt. Det synes jeg faktisk er et alvorligt problem,” siger han.

Selvom Dagsmadret ikke gør andet end at genposte det indhold, som andre lægger op, føler mange sig meget kritiserede af hans opslag og bliver stiktossede.

“Jeg bliver blokeret og får mange beskeder fra folk, som er sure på mig. Det forstår jeg godt. Men det er ikke nogen hadprofil. Det er en slags satire. Jeg driller bare og kunne aldrig finde på at gøre grin med en autist, som sidder og spiller trommer på en højskole,” forklarer han.

Store egoer

Dagsmadret har en regel om kun at drille profiler med mange følgere. Det er også dér, hvor det bliver sjovt, fordi folks egoer og følelse af selvhøjtidelighed har en tendens til at vokse i takt med deres følgerantal.

Hvad er det, der er så øretæveindbydende ved disse influencere?

“Jeg har ikke et problem med influencere som personer, men det, de faktisk laver, det har jeg et problem med, fordi man kan sige, at de får nogle penge for de her kampagner, de laver. De er i princippet ikke andet end en stor reklamesøjle. Og deres troværdighed, den begraver de fuldstændig,” lyder det.

Men du laver jo ikke kun sjov med influencere. Også Esben Bjerre, Euroman, Jonas Risvig og Pernille Vermund… hvorfor det?

“De er mennesker, som sætter standarden selv og fortæller, hvordan mennesker skal være eller forholde sig til deres verden. Men man er kun inviteret med i klubben, så længe man følger med, for de slår bremsen i, hvis der er den mindste kritik,” siger Dagsmadret.

Så det er den lille mands hævn over eliten?

“Ja, det kan man godt sige. Men det handler jo ikke om at waterboarde nogen på nogen måde. Det handler mest om at sige, fuck, kan I også se det her, det er latterligt,” lyder det.

Okay, men er det ikke ufint at drille andre og ikke selv stå frem?

“Jo, det kan man sige. Men jeg er ikke nogen speciel,” siger Dagsmadret.


Footer graphics